I dag – den 8. maj 2012 – holder LAP en høring om dødsfald i psykiatrien. I den anledning udgiver Outsideren her et essay om to nu afdøde redaktionsmedlemmer:
Essay skrevet på baggrund af de to tidligere redaktionsmedlemmer på Tidsskriftet Outsideren, der døde i 2009.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 71 – Af Klavs Serup Rasmussen, ansvarshavende redaktør
Måske er det tid til at tale om det. Døden. Jeg er ikke helt sikker, og dem jeg helst vil spørge er borte.
Der er over halvanden hundrede uforklarlige dødsfald hvert år blandt mennesker, der er i psykiatrisk behandling, og det er bare det officielle tal. Jeg kendte to, der døde af sukkersygen, der kom som en bivirkning, efter årelang behandling med psykofarmaka. De er ikke talt med i de halvanden hundrede. Oveni er der dem, der selv gør en ende på sagerne. Som Ture. Ham ville jeg gerne have spurgt om, hvornår det er den rette tid at nævne døden, uden at den kaldes nærmere.
Ture Lykkegaard og Dorthe Raffenberg. Begge er tidligere redaktionsmedlemmer, begge forlod denne verden i 2009, begge fik aldrig den ene fod helt ud af psykiatriens dyb og ellers er der overhovedet ingen ligheder imellem dem. I hvert fald ikke imens de levede. For de var jo Ture og Dorthe, to mennesker.
Alle der har været i psykiatrisk behandling, eller bare er i tæt kontakt med psykiatrien, kender nogen, der er døde. Og alligevel er det ikke noget der bliver talt meget om. Det ligger der bare. Uforløst. Måske fordi ingen ved hvad de skal stille op.
Imens går de døde bort så hurtigt. De er næsten usynlige med det samme. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.
Tilbage er der oftest kun en løs forestilling. Om et dårligt liv, der nu er afsluttet uden at efterlade sig nævneværdige spor. I medierne og den offentlige hukommelse er de glemt næsten allerede imens de lever, og der kryber en forestilling rundt, om at sindslidende ikke rigtigt mister noget når de dør. Jeg kan endda gribe mig selv i det, efter så mange jeg kender er døde, at ville se det som en rimelig løsning på en rigtig møgsituation.
Det passer bare ikke. Og i stedet for, at nogen behøver gå op i hvad jeg mener, genoptrykker vi på de næste sider en af Dorthes mange artikler. Så kan enhver tænke sit.
For mig var Dorthe Raffenberg var en fighter, ud over al forstand. Hun nægtede at blive liggende, også selvom hun væltede flere gange end de fleste kan bære. Og jeg ved, at hendes familie, kæreste og venner savner hende hver eneste dag.
Der er ingen grund til at romantisere det. Det er benhårde liv, der leves i psykiatrien. Men midt i den mystiske skrøbelighed, der måske bor i sindet, måske i hjernen, er de liv også noget andet. De viser en overlevelseskraft, som i de fleste menneskers liv forbliver mere et ord end en erfaring. Og til tider opstår en indsigt, der kun vækkes til live, når intet er givet og hver tanke skal tænkes forfra.
Hvem er de, de døde
For sig mig:
Hvem der levede på en øde ø
Ville have nogen interesse i at lyve for sig selv –
For overlevelsen på en øde ø, har løgnen ingen funktion
Men for os andre, derimod…
Disse linjer er fra Ture Lykkegaards 3. bog ”I begyndelsen skabte Gud en fejl i syntaksen.” Ture tog sit eget liv den 15. Juli 2009, kort efter bogen udkom.
Hans far, Helge Lykkegaard, skriver om Ture i en mail til redaktionen: Han havde været igennem en meget vanskelig tid med sorte tanker. Og et liv som psykisk invalid, uden mulighed for at bruge sin begavelse og mange talenter, var i sidste ende ikke nok for ham… For os, hans nærmeste, har hans død efterladt et stort tomrum. Ikke kun fordi han fyldte så meget i bevidstheden, men især fordi han, på trods af alle problemer, med sin dybe indsigt, tolerance og menneskekærlige humor var en ”øjenåbner” for os andre, og til det sidste altid berigende at være sammen med.
Egentlig er titlen på Ture Lykkegaards bog ”I begyndelsen skabte Gud en fejl i syntaksen” en henvisning og kærlighedserklæring til digtene. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad Ture fandt i sine mange tanker. Om han rent faktisk, et sted i virkelighedens syntaks, fandt en sprække, en smutvej ind til det vi så sjældent tør tro er virkeligt. Et syn af skaberen af skabelsen.
Og jeg spekulerer som en gal på, hvor længe han har vidst det. Kendt til hvad mennesket kan, når det først forstår at gribe en tanke sin flugt. Om han dybt inde i sine hallucinationer har øvet sig. Skabt små verdener igen og igen, indtil han med lethed og en smøg i munden kunne finde stierne der fører ind og ud af tiden. For så endelig, klar til det største eventyr, at pakke en vadsæk med sine dyrebareste tanker og følelser. Vel vidende at kroppen ikke rejser med. Den skal efterlades og det gjorde Ture Lykkegaard så i juli.
Det er måske bare mig, der har brug for at finde et glimt af mening i alle disse dødsfald. Men i Ture Lykkegaards bøger er der en uafviselig rød tråd, der gør, at jeg ikke kan ryste mig fra af tanken om, at Ture i årevis var på sporet af noget helt andet end at blive psykosocialt rehabiliteret. Det er måske den samme røde tråd mange andre har fulgt, og som har brændt dem op i vanvid. Måske er det den samme røde tråd, vi alle følger. Men det her er på en eller anden måde anderledes. Et håb om eller en fornemmelse af, at Ture fandt den røde tråds ende. At digteren i ham fandt lige nøjagtig de ord, han havde søgt efter altid:
At tage stilling til sig selv er nemlig som at afpille et salathoved lag for lag … Når man til sidst har pillet det
inderste lag – nemlig Guds kærlighed – af, bliver der lige nøjagtig
Intet
Tilbage.
Fra ”I begyndelsen skabte Gud en fejl i syntaksen”
—–
Ture Lykkegaard blev 36 år gammel. Ud over at skrive i Outsideren udgav han tre bøger, brugte meget tid på at bede, og betragtede Elvis som en moderne profet. Du kan læse mere om Ture og hans værker på: www.turelykkegaard.dk. Du kan bestille hans bøger på nettet.
Dorthe Raffenberg blev 40 år gammel. Da hun døde, var hun bestyrelsesmedlem i IFK 98 Kæmperne, underviste i idræt, og var en af de tre medlemmer i Stand Up Recovery. Hendes bisættelse foregik i Grundtvigskirken i november 2009. Du kan skrive en sidste hilsen til Dorthe her