Jeg er helt normal

Jeg hedder Henning Carlsen og jeg er normal. Disse ord lagt mig i munden (eller pennen) giver mig en prægtig anledning til at beskæftige mig med mig selv, uden at få stukket i næsen, at jeg da også er så skide selvoptaget.

Af Henning Carlsen, filminstruktør

Jeg har arbejdet med film siden min pureste ungdom. Først 15 år med dokumentarfilm, dernæst 15 år med både spille- og dokumentarfilm, og siden næsten kun spillefilm.

Jeg vil vove den påstand at normalitet kan gradbøjes. Slet ikke fordi jeg har noget imod at være normal, men fordi jeg har været velsignet med et par skavanker, som ikke har været uden betydning, omend mest af fysisk art.

Jeg er født med en alvorlig bygningsfejl på mit højre øje, som gør at det næsten er uanvendeligt, i hvert fald til at se med. Det har den store fordel, at jeg ikke kan se 3-D film, hvilket er noget nær en velsignelse.

”Efter hvad jeg har erfaret, er franske læger holdt op med at ordinere lykkepiller. De ordinerer torske-levertran i stedet for.” 

Som barn var jeg både skeløjet, fregnet og let rødhåret, så der var alle komponenter til en grundig mobning. Hvilket skulle vise sig at fungere som en glimrende hærdning til det virkelige liv i den branche, jeg ret hurtigt havnede i, og som mere eller mindre er skabt til mobning.

Måske har mit dårlige øje af og til ført til en slags enøjet normalitet. Den megen beskæftigelse med fiktion i spillefilmene kunne til tider lokke mig selv bort fra virkeligheden og ind i en indbildt verden, som om alt var eventyr og drama og underholdning. Når så det i glimt gik op for mig, at sådan hang det ikke sammen, så blev jeg sur. Jeg vil langt fra kalde det deprimeret. Men jeg gjorde en interessant iagttagelse: I perioder, hvor jeg passede min norske levertran, indtraf disse surhedsperioder ikke.

Snød jeg for levertranen, kom de. Jeg drøftede det med en psykopharmiker i familien. Han lagde hovedet tilbage og tænkte sig
om, og kom så med det: ”Der er en snæver lighed mellem molekylerne i levertran og i lykkepiller!”

Og så pointen: Efter hvad jeg har erfaret er franske læger holdt op med at ordinere lykkepiller. De ordinerer torske-levertran i stedet for. Tag det i et lille snapsglas samtidig med at du skyller munden med en grøntsags juice. Du smager ikke levertranen. Og den har ingen bivirkninger undtagen i enkelte tilfælde, hvis man ikke har gurglet munden ordentlig, en smule fiskesmag.

Nu kan det da godt være, at I mener jeg er gal. Men det får så være.

Foto: Jette Nielsen