På de næste sider har vi samlet en række knivskarpe citater fra årets numre af Outsideren, landets førende livstilsmagasin for mentalt ustabile.
Læs og udbred.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 84
“Om tirsdagen på arbejde siger jeg til morgenmødet, at jeg ikke kan lave det interview, fordi jeg er ved at trappe ned i noget medicin og at jeg derfor er noget skrøbelig. Jeg siger også til mine kolleger omkring bordet, at jeg er maniodepressiv. Det er lidt angstprovokerende at sige (kun chefen ved det allerede), men for fanden, de andre ved jo godt, at jeg fejler et eller andet, så hvorfor ikke sige det som det er?”
– Jens Rønn, informationsmedarbejder i tænketanken Cevea
“Jeg var til stresshåndterings-kursus på Odense Leder – og Kongres Center.’Er det kun ledere, der kommer her,’ spurgte jeg receptionisten, da jeg ankom.'”Nej, ledelsen prøver at ændre navnet på centeret her, for alle er velkomne. Men de har ikke fundet på noget endnu,’ svarede hun.”
– Anne Marie Rafferty, til stress-kursus, medarbejder med brugererfaring
“Det er nemt at lade sin diagnose styre sit selvbillede, og tro, at man kun er sin sygdom. Men jeg er ikke kun Borderline. Jeg har mange personlighedstræk, som ikke står på Netpsykiater.dk, jeg kan stadig overraske min terapeut og i dag kan jeg faktisk kun nikke genkendende til ganske få af de symptomer jeg burde have. Når jeg skal fortælle folk om ”hvad jeg fejler”, så er det sjældent, at jeg nævner min diagnose – i stedet forsøger jeg at forklare hvem jeg er, og hvorfor det kan være svært at være mig nogle gange. For i sidste ende er det jo mig, der skal definere min sygdom – ligesom det også er mig, der skal tage ansvar for at blive rask. “
– Anononym, studerende
“Set med øjnene af en tidligere psykiatrisk patient kan det virke lidt sørgeligt, at blot fordi man er læge, er man livslangt bundet til at lede efter en medicinsk årsag til psykiske lidelser – i stedet for blot en menneskelig. Heldigvis er det sådan, at så længe ens psykiater lytter og har lidt mavefornemmelse, plejer de at ramme nogenlunde præcist med det, de nu kan hjælpe med. En god læge er ikke bare ekspert, men også vis.”
– Klavs Serup Rasmussen, redaktør på Outsideren
“Var til psykolog for nyligt og inden havde jeg lyst til en smøg, så jeg satte mig ved en bænk på trods af, at der sad et par stykker i forvejen. Det ramte mig bagefter, at det ville jeg slet ikke have haft kræfter til for et år siden. Jeg blev enormt glad og tog det til mig, at jeg har styrke til mange flere ting.”
– Jonas Strandgaard
“I en alder af 44 år føler jeg igen en nogenlunde ro i sindet. Styrketræningen passes stabilt og jeg tager næsten aldrig på flugt med druk, men jeg spiller stadig spændende computerspil, der reducerer tanker, uro og dødsangst.
Såfremt jeg bare kan bevare denne tilstand, så behøver jeg ikke den flugt til druk og billiard, der er blevet arketypisk for mig. Desværre er psyken stadig skrøbelig, så jeg ønsker ikke den store gevinst i Lotto, der kan fjerne min gæld. Jeg ønsker udelukkende en bevarelse af den nuværende tilstand og eksisterer der højere magter, så må de gerne tage hensyn til dette beskedne ønske… “
– Ronnie Rasmussen
“Hele den her Breivik-sag har gjort det væsentligt sværere at have en diagnose som skizofren. Det har jeg kunne mærke på diverse dating-sites, for når man har skrevet lidt frem og tilbage med en person og fortalt om sin sygdom, så forsvinder de hurtigere end hurtigt. Det er bestemt ikke fedt, at det skal være sådan, for selv om vi har noget at kæmpe med, indeholder vi også rigtig mange gode sider, og det er jo et fåtal af os, der skader andre, men man hører jo kun om det negative i medierne, aldrig det positive!”
– Søren Eskildsen
“Hvis troen på dig selv er pillet ud af dig på et tidspunkt, så kommer der også den indstilling, at der alligevel ikke er noget du selv kan gøre. Jeg synes faktisk det rummer noget positivt, når en person begynder at slås ved en tvangsindlæggelse. Det er en person der kæmper mod afmagten. Alle mennesker mister fodfæstet i en psykisk krise, og derfor må man se på de strategier folk forsøger at klare sig igennem med. I mit arbejde leder jeg altid efter de positive udviklingsmuligheder.”
– Karin Rue, psykolog og aktivist gennem en menneskealder
“Lige siden jeg blev syg og indlagt, har jeg stort set kun været omgivet af andre med psykiatriske diagnoser. Hele mit bevægegrundlag og mine venskaber har på en eller anden måde haft berøring med psykiatrien. Og det, jeg pludselig så, var at jeg havde bevæget mig uden for denne sammenhæng, og derfor mere og mere kommet til at føle mig “udenfor fælleskabet”.
Jeg var begyndt at se mig selv som andet end en diagnose og havde taget hul på at finde ud af, hvilken person, jeg egenlig gik rundt og var. Men fordi hele mit liv var lagt under psykiatrien, havde jeg slet ikke opdaget det, der var ved at ske med mig. I flere år havde jeg ikke tænkt på mig selv som en selvstændig person. Jeg var virkelig blevet min sygdom og ikke et menneske med helt egne evner og muligheder.”
– Katrine Fokdal, begyndte i august måned som elev på Københavns Kunstskole
“Mennesker med diskrete profiler som Lone Christiansen, social- og sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, skal ikke undervurderes. Hun kan få lukket et sygehus blot ved en telefonopringning. På Outsideren fik vi engang besøg af en australier, vi ikke kunne drikke fuld. Måske er det lidt det samme her. Bare uden at vi ringer til nogen. Men det gjorde australieren måske, imens vi andre var fulde. Storstrømsbroen blev i hvert fald lukket kort tid efter. Nu skal der bygges en ny til fire milliarder kroner.”
– Redaktør Klavs Serup Rasmussen i gennemgang af medlemmerne i det magtfulde regerings-nedsatte psykiatriudvalg, der skal afstikke kursen for fremtidens psykiatri.
“Mine venner betyder alt for mig, de er mine nærmeste, dem jeg altid kan ringe til, når jeg har brug for det, dem der altid har været der for mig, selv under mine indlæggelser. Mine venner har holdt mig flydende, de har været der for mig, og altid lyttet til mine kvaler. De er troppet op, når jeg mest havde brug for det, og jeg er dem dybt dybt taknemmelig. De har vist mig, at de kan rumme mig, hele mig, ikke kun de kønne ydre facader som jeg stiller op som værn imod omverdenen. De kan rumme mig, når jeg er længst nede og ikke kan gøre andet end ligge i en seng eller sidde på en sofa og se TV, når jeg ikke orker at tale om noget eller når jeg bare har brug for menneskeligt selskab.”
– Dy Knudsen
“Der er stort set ikke noget, der er så skidt, at man ikke kan vænne sig til det, og jeg har vænnet mig til at leve et temmelig tilbagetrukkent og selvtilstrækkeligt liv. Jeg har ikke brug for så meget selskab i det daglige, og kan sagtens gå i to-tre dage uden at udveksle nogle bemærkninger med nogen. Hvilket man kan lære at leve med, men alligevel er det måske ikke sundt for mig og min udvikling og trivsel som menneske at være så meget alene. Men hvad skulle jeg gøre ved det, når jeg nu har al den negative sociale bagage jeg har? Og er jeg tilstrækkelig motiveret for at forsøge at bryde ud af min skal? Jeg ville ønske jeg var og kunne, men når det kommer til stykket, så skal jeg nok leve og dø alene. “
– Julie Feilberg
“Vi må også gribe i egen barm. Det ikke er ualmindeligt at høre psykiatribrugere sige, at deres problem skyldes en sygdom, og en sygdom kan man håbe blive rask af, hvorimod et handicap er noget, man bliver ved med at have. Det selvopgør, der må komme på et tidspunkt, handler om at et psykosocialt handicap ikke er noget livsvarigt, men noget der kan overvindes. Her kan vi lære meget af de andre handicaporganisationer, hvor tankegangen er, at hvis man for eksempel sidder i kørestol, og alle veje og bygninger har ramper, så er man meget mindre handicappet.
Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent i LAP, Landsorganisationen af tidligere og nuværende psykiatribrugere
Der er så mange i systemet, som ikke er færdige med at snakke om deres oplevelser, og som stadig føler, at de er blevet svigtet i deres eller deres kærestes sygdomsforløb. Og jeg kender følelsen. Følelsen af at være fanget i en niche af det offentlige system, som er så underbemandet og så tilsidesat, at det er utilgiveligt. Følelsen af, at det i visse tilfælde har været mere held end lægelig behandling, at jeg i skrivende stund er i live. Men samtidig med den følelse og erindringen om alle de gange, hvor systemet har svigtet, så tror jeg også på, at alle gør hvad de kan. Vi gør alle dagligt, hvad vi kan for at gøre vores arbejde ordentligt – så mon ikke også lægerne gør det? Mon ikke langt de fleste psykologer, psykiatere og læger gør, hvad de kan, for at behandle deres patienter bedst muligt?”
– Anononym
“Jeg vågnede op i sengen, blev ”sluppet” fri, mens en fast vagt sad uden for døren. Ingen kom og snakkede med mig om episoden, ingen havde forståelse for det. De sad stadig inde i deres personalerum, undtagen den faste vagt, som heller ikke snakkede til mig. Efter den episode udskrev min mor mig næste dag. Jeg vidste, at den afdeling ikke var stedet, hvor de skulle hjælpe mig. Jeg havde det meget skidt efter de tre dage på afdelingen.
Det værste var, da jeg fik at vide, det var min egen skyld, det ramte mig virkelig. Hvad får et andet menneske til at sige sådan? Jeg havde jo aldrig selv bedt om at blive syg, og blive psykotisk. Det er ikke noget, man selv er herre over.”
– Sabine Nielsen, 19 år, om en tre år gammel oplevelse med at blive bæltefikseret
“Mine tanker omkring bæltefiksering er meget blandede.
Hvis oplevelsen har været dårlig, så synes jeg, det kan være lidt traumatiserende, og at det kan gøre ondt værre. Man skal passe på med bæltefiksering, fordi det kan let føles som et overgreb for patienten. Man er lidt som en mus i en fælde. Jeg synes, det er vigtigt, at hvis man bæltefikserer patienter, så skal man hele tiden være opmærksom på patienten, og hele tiden prøve at kommunikere med patienten. Så man hele tiden ved, hvad der sker.
Kommunikation, kommunikation og atter kommunikation!
Bæltefikseringer kan også være ”gode”, i det omfang at det bliver gjort i en god hensigt, og at personalet ser det som en sidste udvej, og at der bagefter er opfølgning eller samtale. Hvis bæltefikseringen bliver foretaget, når man vil skade sig selv, så stopper den jo selvfølgelig ens handlinger, og så gør man jo ikke noget, man måske vil fortryde senere. På den måde kan en bæltefiksering også være god.”
– Sabine Nielsen
“Her, 16 år efter, har jeg aldrig har fortalt andre om det. Det er for pinligt. Det er tabu. Det gør for ondt, specielt på mine døtre og sønner og min mand. Eller også har de bare aldrig gidet høre om det.”
– Anonym læser om sin oplevelse med at blive lagt i bælte
“Det er svært at komme sig og komme videre efter en sygdomsperiode.
Jeg føler at jeg har mistet er den lyse, optimistiske tro på, at alt kan lade sig gøre. Det er en slags tab af selvfølgelighed. Det er det værste.”
– Eva Toft
“For at overleve min kamp husker jeg mig selv på, hvor meget jeg flytter mine grænser – hver dag. At jeg når nye store mål, som at tage til koncerter. Familiefester. Gå i byen uden panik. Og når jeg overkommer flere dage i træk med selvskadende trang.
Jeg har ikke været selvskadende i halvandet år nu. Dét er en af de ting, jeg sætter stor pris 
på, det er en meget konkret ting, hvor ud fra jeg kan måle, hvor langt jeg er nået.
At leve og værdsætte mit liv. At huske på de små sejre, som når jeg overvinder den gnavende angst ved selv at hente mad i stuen, også når den er fyldt med mennesker, mens hjertet hamrer og tankerne ikke vil stå stille i det kaotiske kaos. At kunne blive siddende i bussen i hele 20 minutter med den konstante fornemmelse af, at jeg sidder og råber, og at alle ved mine inderste tanker. “
– Jonas Strandgaard
“At cutte kan godt fungere som en ventil til at lette på et ekstremt psykisk pres, som ellers ville få dig til at bukke under, hvis der ikke på en eller anden måde er en forløsning. I den forbindelse kan cutting godt have en positiv funktion. Man cutter for at overleve, ikke for at dø.
Men pas på, for cutting kan være en ond spiral, der opsluger dig, så du bruger rigtig meget energi på hele cutting-scenariet. Energi, der kunne udnyttes på en anden og sandsynligvis mere konstruktiv måde. Og det er ikke kun dig, der bruger energi på det, omgivelserne gør så sandelig også; dine venner bliver kede af det, personalet tænker meget over, hvilken strategi de skal bruge, dine forældre fornægter det måske, og så videre. Generelt er der hos omgivelserne nok en følelse af afmagt og uforståenhed overfor cuttingvæsenet.”
– Eisa Hunø, cutter med årelang erfaring
“Det følgende er et tænkt scenarie. Men et fantastisk et af slagsen: Afdelingslægen kalder patienter og personale sammen og siger: ”Prøv at hør – vi bliver alle sammen nødt til at stramme balderne hen over weekenden. Jeg står med tre sygemeldinger og vi har fyldt et par ekstra senge op ude på gangen. Hvad foreslår I, vi gør?”
Den dag ville være den bedste dag i psykiatrien. Det ville være den dag, der blev gjort op med forestillingen om det altomfavnende behandlingssystem og den afmægtige patient. Den dag, patienter og personale reelt kom på samme hold.”
– Redaktør Klavs Serup Rasmussen i status over psykiatrien anno 2012
“Jeg vil ikke vågne op om fem år og føle, at jeg havde spildt min tid. Jeg måtte finde en ny måde at identificere mig på, som ikke var min diagnose. Jeg ville først og fremmest være en person som foretog sig noget med sit liv, diagnose eller ej. Jeg ville forsøge at nå nogle mål, som måske lå lige i udkanten af det realistiske, men som kunne presse mig selv til at komme fremad og ikke hænge fast i fortiden. Jeg ville gøre op med, at jeg måske nok har været meget igennem, men uden at acceptere, at jeg ikke kunne komme længere med mit liv end ud af psykosen.”
– Katrine Fokdal