Barndommens gade
Når jeg går i København, træder i min barndoms spor er det underligt trygt og alligevel så utrygt og skræmmende. Jeg går omkring i områder jeg kender så godt, gader hvor jeg kan finde rundt med lukkede øjne. I skoven der har reddet mig fra mange en plageånd. Villahaverne hvor jeg har gemt mig mere end en gang. Alt sammen så kendt og trygt. Men uhyggen breder sig i mit indre, i mit sind. Jeg gyser og venter på at se en plageånd om næste hjørne.
Altid endnu et plageånd, endnu et mareridt. Jeg ser det konstant omkring mig, men det er der ikke. Det er i min fantasi.
Jeg er voksen nu og så alligevel venter der et lille barn indeni, et barn der kræver at blive taget vare på. Et barn der bæres varmsomt på armen, et barn der skal tages op og trøstes. Men der er ingen andre end mig selv til det.
Jeg forsøger, men det er svært. Jeg skal hele tiden passe på, hele tiden pleje det for at det ikke bliver trist, for at jeg ikke kommer ud på et sidespor. For at jeg bliver på dydens smalle sti og ser mine dæmoner i øjnene. Jeg ønsker at se mine dæmoner i øjnene, ønsker at få hjælp til at mane dem i jorden, men ingen spørger ind til hvordan jeg egentlig går og har det. Hvis jeg svarer undvigende, fordi det gør ondt at svare ærligt, er der ingen der går mig på klingen.
Jeg luller dæmonerne i søvn indtil næste gang de vågner og æder mig op indefra. Indtil næste gang, jeg ikke længere kan styre mig selv. Indtil næste gang barberbladet skærer i min arm. Smerten så sød og velkendt. Så tryg og god og alligevel så forfærdelig. Konsekvenserne af at gøre det, konsekvenserne at at træde udenfor stien er enorm.
Jeg bruger al min energi, alt mit væsen på at holde mig ude af det psykiatriske system. At modtage den hjælp, der burde være på mit bosted, den hjælp der ikke er tid til at give. Jeg kæmper alene, ensom, forladt. Jeg dysse udyret ned endnu en gang, lader det lige så stille døse hen. Men jeg ved at jeg skal være på pletten til at holde det i ave igen i morgen. Altid på stikkerne, altid parat til at tage kampen op. Men jeg er træt og ønsker bare at give efter, at skære mig at forsvinde ind i det ukendte land. At forsvinde ind i en anden verden, en angstfyldt, men velkendt verden hvor alle beslutninger er taget for mig. Hvor jeg kender dansen og ved hvad den fører med sig. Hvor jeg ved at hvis jeg siger A, siger andre B. En verden hvor jeg ikke behøver at være i kamp med mig selv konstant, fordi i den verden er kampen slet ikke mulig. Valget er taget væk. Men jeg vil jo gerne kunne vælge, jeg vil gerne kunne tænke. Men den store verden er så svær, den er slet ikke til at finde ud af.
Jeg har brugt for lang tid at flygte fra mig selv, fra verden, fra fortiden. Men nu må jeg gøre op med den for at komme videre.