Novelle af Emma Steensen

Maria sad på sin seng på sit værelse, da en sms tikkede ind. Hun mærkede suget i maven, og hvordan hendes hjerte slog hurtigere og hurtigere, idet hun låste sin telefon op og åbnede beskeden. Den var fra hendes mor. Hun smed telefonen fra sig i dynen, men ramte ved siden af, og den ramte gulvet med et brag. Maria samlede den op og loggede på Facebook.

Det første billede, der mødte hendes blik, var af Anna i en park sammen med to piger, Maria ikke kendte. Hun mærkede, hvordan hendes mave slog en hård, uløselig knude på sig selv, og alt blodet forsvandt fra hendes ansigt. Hun var sammen med dem igen. De andre. Dem Maria ikke var, og aldrig blev, en del af. Dem som havde stjålet fra hende. Hun loggede hurtigt af, men blev siddende med telefonen i hånden. Hun gik ind på samtalen med Anna og skrev:

Hey, hvad laver du?”

Maria sad længe og stirrede på beskeden uden at sende den. Så slettede hun det hele, men fortrød og skrev lynhurtigt beskeden igen og trykkede send, inden hun kunne nå at ombestemme sig.

Minutterne gik og stadig intet svar. Knuden i maven blev strammere og strammere.

Pludselig gav telefonen lyd fra sig, ligesom Maria var ved at opgive alt håb, og hun var nær drattet ned fra sengen for at få fat på den.

”Ikke rigtig noget, hvad med dig?” var svaret, og uden at tænke videre over det skrev hun:

”Jeg har det bare ikke så godt.”

Hun begyndte straks at koldsvede og fortrød, at hun nogensinde havde skrevet det, men pinen blev ikke lang, for få sekunder senere modtog hun en ny sms.

”Kan vi tage den her en anden dag, jeg har altså ting, jeg skal nå.”

Marias mave faldt hele vejen gennem hendes krop og landede et sted foran hendes fødder.

”Ting hun skulle nå”, tænkte hun og rystede på hovedet. Selvfølgelig havde Anna ingenting, hun skulle nå. Hun skulle bare være sammen med sine nye dumme veninder. Dumme veninder, som ikke var syge og som ikke havde en masse dumme problemer.  Dumme veninder for hvem livet var en leg og en dans på grønne enge. Maria var også grøn, men hun var det af misundelse, og når hun så sig selv i spejlet, kunne hun næsten fornemme det grønne skær i hendes hud.

Hvordan kunne Anna bare skifte hende ud på den måde? Det var ikke fair. Efter alt hvad Maria havde gjort for hende. Efter alt hvad de havde gjort sammen. Hun var blevet smidt væk som en gammel bluse, der var blevet for lille.

Maria smed telefonen fra sig igen, og denne gang ramte hun plet i puderne.

Det puslede på gulvet ved siden af hende. Det var hendes kanin. Egentlig var det slet ikke hendes kanin, men Annas. Men da Annas nye veninde flyttede ind i lejligheden, måtte kaninen flytte ud, for den nye veninde kunne ikke tåle pels. Det var sådan set en sød kanin, grå og med lange, bløde hængeører, som næsten slæbte hen ad gulvet, når den hoppede rundt. Hun tog den op i favnen til sig, holdt den lidt. Lod den minde hende om stunder, som for længst var glemt, mens hun forsigtigt og kærligt strøg den over ryggen. Hun holdt godt fast om den, da hun rejste sig og gik ned i skabet, hvor de havde gavebånd. Hun bandt en rød sløjfe om dens hals og stod lidt og beundrede sit værk, før hun tog kaninen under armen og gik ud i haven under æbletræet.

Da hun var færdig med sit foretagende, tog hun et æble fra træet og lod kaninen hænge og dingle i vinden.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.