At føle at hver dag er en kamp for at overbevise personalet på mit bosted, om hvor vidt det er mig (som person) eller om det er min spiseforstyrrelse der snakker… det er så absolut ikke sjovt! Jeg føler at hver dag er en kamp for at JEG bliver hørt, hvilket jeg desværre ret ofte føler at jeg ikke gør! Største delen af mig har efterhånden opgivet at blive hørt, og det gør mig så forbandet ked af det. Jeg orker det seriøst ikke mere, hver dag er en kamp mellem MIG, spiseforstyrrelsen og personalet. Er efterhånden så F****** træt!
Størstedelen af mig har bare lyst til at sige at personalet kan holde sig så forb****t langt væk, nu og for altid. Mens den sidste lille del bare ønsker at blive holdt om, trøstet og lyttet til. Ved bare ikke om det er en mulighed (eller om mine chancer er brugt op)?
Rex