Digt og akvarel: Eva Kjøller Christensen
Valmuemenneske
Kære valmuemenneske. Du har rejst dig og står nu rank og fin med dine kulørte, men krøllede blade.
I de mørke stunder fylder du mit liv med farver og du giver mig troen på kærlighed og drømmeri tilbage.
Du er som en fri og kulørt valmue, som bøjes lidt af vinden, men altid står rank på sin stængel og fast med sine rødder.
Nogen ville måske føle trang til at plukke dig eller måske bare rykke dig, men dine farver ville straks falme og du ville visne.
Hvorfor skulle man også prøve at rykke dig? Du står jo præcis hvor du ønsker. Hvorfor skulle du ændre dig. Du er, som du er.
Så kære valmuemenneske. Bøj dig, men knæk ikke! Spred dine kulørte blade. For en verden uden dig ville være farveløs.
