Jeg står mellem at skulle træffe et valg, valget mellem at søge mod livet, eller fortsætte i sygdommen, den sygdom som er ved at æde mig fuldstændigt op. Hver dag er lige pt. en kamp for mig, en kamp mod selvskade, selvmord og mig selv. Jeg ved ikke hvor længe jeg endnu magter, før jeg giver helt op.
En gang imellem, men sjældnere og sjældnere dukker lysten til mig selv, lysten til livet op. At livet virkelig har noget positivt at byde mig. Jeg ved der er mange mennesker omkring mig der vil mig, men kan have rigtig svært ved at tro på at de virkelig mener det, når de siger at de vil mig. Er vokset op med at folk gang på gang har afvist mig, skubbet til mit tidlige skrøbelige sind, at ingen har været flinke over for mig, uden at have en grusom bagtanke. Og den dag i dag sidder det stadig utrolig godt fast, at ingen vil mig, uden at skulle have noget igen. At ingen vil lytte til mig, og høre på hvad jeg siger fordi de gerne vil høre, men hører på mig for at kunne bruge det MOD mig på et senere tidspunkt.
Min fornuft siger mig at det ikke passer, men den skrøbelig del af mig bare har lyst til at lukke alt og alle ude, bange for at blive svigtet endnu en gang.
Hvad vil jeg vælge, kæmpe kampene eller synke endnu mere ind i sygdommene? Det er på nuværende tidspunkt ikke til at vide, men forhåbentligt går der ikke længe før end at jeg kender svaret! På den ene skulder sidder min bedstemor og siger: “Kæmp, kæmp det bedste du har lært!” Mens der på den anden skulder en trold som råber for at trække mig længere og længere ned.
Vil ønske at jeg kunne lytte til min bedstemor, men lige for tiden er hendes stemme kun en sagte hvisken.
Foto: Privat