Jeg formåede i en periode at holde mig selv nogenlunde oppe. Jeg formåede at klare mig “helskindet” igennem min hverdag.
Men for godt og vel ca. et år siden begyndte mit liv at krakelere, jeg gik lige så langsomt i stykker. For til sidst, nu at være gået i hvad der syntes som 1000 stykker.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne sættes sammen igen og blive bare nogenlunde hel… for lige nu, har jeg mistet al livsglæden, al modet på livet(!)
Jeg startede min “rejse” for at prøve på at fixe mig selv, prøvede at holde sammen på mig selv, mine tanker, mine følelser. Mit indre var (og er stadig) ét enormt kaos.
Til at starte med, fik jeg en enorm YES-følelse, jeg kan dette her. Men før jeg fik set mig om, gled sandet ud mellem fingrene på mig, og hvad jeg troede skulle blive min rejse mod, langt om længe at kunne leve “normalt”, blev i stedet til ét endnu større kaos.
Jeg formåede halvt at starte i behandling, men måtte indse at det nok ikke var det rette tidspunkt for mig at begynde, da jeg ikke ville kunne opfylde alle kravene i behandlingen. Jeg gav i lang tid læger, psykologer, sundhedspersonale skylden for at behandlingen måtte stoppe, men i bund og grund var det min egen skyld, det var mig der ikke kunne opfylde kravene(!)
Siden alt min behandling er blevet stoppet helt, har jeg været ude på den største og farligste rutsjebanetur, som jeg har haft i nogle år nu. Selvskade, selvmordsforsøg osv. blev en fast del af min hverdag, for at jeg kunne komme igennem dagene. Jeg kom og kommer igennem dem nu, selvom jeg allerhelst så mig selv ligge 5 meter under jorden. For efterhånden er både min psyke og min krop så træt at jeg ikke orker mere. Jeg har opgivet mig selv, opgivet livet.
Jeg ville reparere mig selv, men endte i stedet med at smadre mig selv og mit liv totalt, at miste alt… mest af alt har jeg mistet mig selv(!)
Jeg vil have det bedre, selvfølgelig vil jeg det. Men mine kræfter er sluppet op, ved ikke længere hvor jeg skal starte, eller i det hele taget slutte dette helvede. Jeg lever i ét sind i enormt kaos, ét stort virvar af tanker og følelser.
Det eneste der pt. “holder mig i live” er selvskade, det er den eneste måde hvorpå jeg i det mindste kan holde mig selv en lille smule ud, én måde jeg kan kontrollere mit indre kaos(!)
Et kaos jeg har indset at jeg indtil videre bliver nød til at skulle kontrollere i ensomhed… for der er ikke længere nogen der kan/vil rumme mig lang tid nok ad gangen, til at kunne hjælpe mig ud af dette.
Foto: Privat