Konkurrencestat, præstationssamfund eller 12-talsgenerationen – kært barn har mange navne. Min påstand er, at presset om at levere kommer både fra samfundet og den enkelte. Sådan er det i hvert fald i mit tilfælde.

Af Sofia Christensen

RING, RING, RING!

Alarmen er gået, og med svedige håndflader prøver jeg at ringe til min chef og bede om hjælp. Jeg kan bare ikke finde hendes nummer i mobilen… Klokken er mange og de andre har for længst forladt kontoret. Hele min krop ryster imens alarmen fortsat larmer derudad.

RING, RING, RING!

Den høje, skingre ringetone giver mig hovedpine, mens min telefon ringer op. Dut, dut, duuuut… Det føles som en evighed, før jeg endelig får fat i chefen. Hun viderestiller mig til en anden chef, som derefter viderestiller til alarmcentralen. De beder om et hemmeligt kodeord, men jeg kan ikke huske det. Min hukommelse er nemlig begyndt at svigte den seneste tid. Det skyldes stress.

RING, RING, RING!

Jeg får endelig slukket alarmen, men forstår stadig ikke, hvordan jeg både kunne glemme kodeordet, og at alarmen altid bliver sat til efter kl. 17. Nu er jeg sent på den, for jeg skal som sædvanligt videre efter arbejde. I dag skal jeg både til kampagnemøde for de radikales valgkamp og pilates, før jeg skal hjem og læse til morgendagens forelæsning. Ellers skuffer jeg min studiegruppe. Eller i virkeligheden mig selv?

Pga. alarmen kommer jeg nu for sent til kampagnemødet, og hvordan får jeg forklaret det til kampagnelederen uden at virke useriøs? Hun står nemlig overfor at skulle vælge enkelte frivillige fra holdet til at få et adgangskort til Christiansborg. Det vil jeg sindssygt gerne, for det adgangskort ville pynte gevaldigt på mit C.V. Det C.V., der ifølge mig selv aldrig kan blive godt nok, og som jeg konstant sammenligner med andres. Samtidig kræver samfundet, at vi som studerende gør os attraktive for fremtidige jobs. Igen kommer presset lige så meget indefra såvel som udefra.

Indtil den 7. november 2016 kunne jeg blive ved med at jonglere med flere og flere bolde. C.V.-et skulle konstant opgraderes med noget vildere og smartere end mine medstuderende, som jeg så som en slags konkurrenter. Men den mandag i november brast alt sammen. Alle boldene faldt til jorden på én gang.

Jeg blev tvangssygemeldt af min chef. Som 22-årig måtte jeg tvinges til at gå hjem fra arbejde og passe på mig selv. Jeg havde glemt tid og sted, fordi jeg allerede der var manisk. Jeg mødte ikke til tiden, men heldigvis kunne de se, at jeg havde dårligt og gav mig en sygemelding – ”hjem og slap af, foreløbigt to uger”.

Helt forfra igen
Der gik ikke to uger, for jeg nåede både forbi egen læge og blev fejlmedicineret, og blev indlagt på Bispebjergs lukkede akutmodtagelse. Herfra gik det stærkt. Jeg blev diagnosticeret som bipolar, også kendt som maniodepressiv. Min verden var faldet sammen; jeg blev fyret fra mit job og blev sygemeldt fra studiet. Nu skulle jeg bygge det hele op igen. Helt forfra. Alle bolde var faldet og jeg måtte samle dem op, én efter én igen.

Da jeg blev udskrevet blev jeg overflyttet til et ambulant forløb og igen med beskeden: ”gå hjem og slap af, vær god ved dig selv”. Ja tak, men hvordan er man det?

Igennem hele mit liv har jeg levet igennem mine præstationer. I skolen, på job og i fitnesscenteret. Derfor følte jeg mig nu parkeret og sat tilbage imens alle andre fortsat ræsede derudaf. Jeg så mit C.V. blinke tomt i den periode jeg var sygemeldt.

Jeg husker en episode, imens jeg var indlagt, hvor jeg var på Facebook. En af mine studiekammerater havde fået nyt studenterjob hos Ekstra Bladet. Jeg blev fyldt med en følelse af panik. Nu var der igen nogen, som klarede det bedre end mig selv. Nogen, der kunne jonglere med alle boldene, samtidig med at jeg var sygemeldt og på pause fra alting. Jeg var nu en syg patient, hvor jeg før var pigen, som kunne alt. Det kræver en ny selvopfattelse, som er det sværeste ved at være syg i mit eget og samfundets præstationsræs.

I dag er det to måneder siden, jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Jeg er kommet ud af manien og takket være medicin har jeg undgået en depression. Jeg er blevet mere afklaret med diagnosen bipolar, og er også kommet frem til, at jeg gerne vil bruge mine erfaringer til noget. Om det bliver en bog, oplæg på gymnasier eller foredrag, ved jeg ikke endnu. Foreløbigt er jeg begyndt at skrive for Outsideren.dk. Det skal hjælpe mig til at få en hverdag i gang igen.

For mig handler det om at samle hver bold op igen og tage den op til revision. Vil jeg have den pågældende aktivitet i mit liv, og i så fald hvordan? Efter mit sammenbrud og diagnosen er jeg i gang med genoverveje alt i mit liv. Med tiden håber jeg at se det som en gevinst, at jeg gør det, selvom det nogle dage er lettere end andre.

En kommentar

  1. Kim

    Tak for en fin/trist historie. Den er vi mange, der kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald. Jeg er sikker på, at det var præstationangst, der startede min vej ind i det bipolare. Skulle starte på et nyt, krævende og prestigefyldt job som redaktionschef, da filmen knækkede. Som du skriver, kommer presset både udefra og indefra. Samfundet stiller umenneskelige krav til os, men det gør vi også selv. Det er vi opdraget til. Faktisk er vi ofte vores egne værste slavepiskere.
    Vi har indrettet et samfund, der ikke er egnet for mennesker. Vi bliver kaldt verdens lykkeligste, men hver fjerde af os lider af angst. Det tog tid at vænne mig til at være førtidspensionist. Men efterhånden har jeg fundet mig til rette i den nye virkelighed – og er er taknemmelig for, at jeg kan bestemme over min egen tid. Hvis jeg blev tilbudt mit gamle prestigefyldte job, ville jeg svare nej tak. Livet er så meget mere end arbejde, har jeg fundet ud af. Jeg ville selvfølgelig gerne have undværet min psykiske sygdom, som ikke er den rene dans på lagkager, men faktisk blev den min redning.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.