I dette indlæg skriver jeg, om nogle tanker, som jeg har gjort mig omkring virkelighedsopfattelser. Kan andre gøre sig til dommer over gyldigheden af ens virkelighedsopfattelse? Hvad betyder det i “sammenstødet” med psykiatrien? Er virkelighedsopfattelser pr. definition ikke subjektive?
Min erfaring er, at mine oplevelser og opfattelser gøres forkerte eller stilles spørgsmålstegn ved fordi jeg har en diagnose og dermed er alt jeg opfatter og tænker forvrænget? Hvad med læger og sygeplejersker? Er de sikre på at deres opfattelser er den sande virkelighed? Hvem kan i sandhed påstå at vide hvad der er den “virkelige” opfattelse af virkeligheden. Hvert enkelte menneskes virkelighedsopfattelse er vel pr definition subjektiv i det ingen ved præcis hvad andre tænker og føler. Og dermed ikke kan vide, hvordan verden opleves gennem deres perspektiv. Derfor kan andre ikke gøre sig til dommer over andres opfattelse uden også dermed at dømme sig selv.
Psykiatriens tilgang og dens personlige konsekvenser
På grund af denne tilgang til mig som patient, har psykiatrien fået mig til at føle mig som alt andet end en voksen med handlemuligheder. I lang tid følte jeg mig hjælpeløs som et barn og psykiatrien trivedes med at holde i hånden og vise vejen. Deres vej. Deres virkelighedsopfattelse.
Tvang overtrådte så mange af mine grænser at jeg kun havde den inderste ringmur at forsvare. Og den er der altså INGEN der skal kravle over. Så hvis jeg nu opfattes som oppositionel af fagfolk…ja så er det nok rigtigt. Men ganske naturligt. Siden hvornår er grænsesætning blevet sygeligt? Det er det ikke, det er sundt. Bare ikke i psykiatriens virkelighedsopfattelse, hvor det ligger snublende nært at konkludere at, alt der ikke harmonerer med deres virkelighedsopfattelse gøres sygeligt i en eller anden udstrækning.
Jeg kommer aldrig til at gå frivilligt ind ad døren til en psykiatrisk skadestue mere. Og nej, ikke fordi jeg ikke vil have det bedre, men fordi min flerårige erfaring siger mig, at psykiatrien er et af de steder som jeg har følt mig allermest forladt og forkertgjort og derfor logisk nok ikke er stedet, der kan hjælpe når selvbebrejdelser og selvmordstanker vokser sig store. I den situation behøver jeg ikke hjælp til at hade mig selv mere. Det klarer jeg nemlig fint selv. Jeg vil personligt hellere gå på glødende kul end åbne døren til skadestuen. Der er kun én måde jeg kommer derind på og det er med endnu en omgang tvang. Som jeg vil bekæmpe. Og så vil psykiatriens gudbenådede kloge personale se det som tegn på sværhedsgraden af min sygdom i stedet for selvopretholdelse.
Så langt kommer det aldrig for sørgeligt nok så har den forrige tvang lært mig én ting: At der er ting jeg bare ikke skal sige. At jeg må hjælpe mig selv. At deres fine forsøg på at hjælpe mig ikke har gjort andet end at få mig til at sky hånden der rækker ud med hånden fuld af piller. For nylig har jeg dog gjort en skrækindjagende opdagelse; jeg behøver ikke at sige noget særligt før jeg bliver kaldt for farlig, det er jeg åbenbart pr. definition når jeg er depressiv. At psykiateren jeg frekventerer, siger: Jeg vil bare sige, at jeg ikke tøver med at tvangsindlægge en patient igen” Lille pause, mens han ser mig direkte i øjnene, og så siger han: “Det er ikke ment som en trussel…” Hvad er det så? For jeg kan ikke andet end at opfatte det som netop en trussel. Føler jeg er i farezonen igen, og denne gang har jeg endda været artig med medicin. Min tidligere historie bider mig i røven. For i psykiatriens verden ændrer man sig åbenbart ikke eller rettere sagt nogle af os får ikke lov.
Hvor meget koster god kommunikation?
Jeg lyder nok bitter, og det er jeg også i en vis udstrækning. Selvom jeg da også har mødt en håndfuld personale som gjorde en positiv forskel i gennem de sidste fem års tid. Det er bare ikke ret mange ud af alle dem jeg har mødt.
Alt kan ikke undskyldes med tidsmangel. Noget skyldes rent faktisk, at der i psykiatrien også er personale ansat som simpelthen mangler evnen til indlevelsesevne og empati. Mange gange når jeg læser eller hører psykiatri personale fortælle om deres tanker om hvordan patienter opfatter deres egen sygdom og indlæggelse, ryster jeg på hovedet og tænker, at de ofte rammer helt forbi. Derfor går det ofte galt i kommunikationen med patienterne og uheldige situationer opstår. Manglen på dårlig kommunikation kan ikke undskyldes med manglende pengetilførsel til psykiatriområdet. Kulturen og tankegangen i psykiatrien kan desværre ikke købes til at blive anderledes. Den skal skubbes til af mig. Af dig. Af jer. Uden alternative input og beretninger fra psykiatriens verden sker der intet. Alt skal frem. Både når det går godt og når det går dårligt. Kort sagt fortæl din historie, stil krav og hold fast i dig selv.
Jeg har her et simpelt forslag til psykiatriens personale: Spørg for pokker patienterne ligeud, hvordan det føles for dem at være der, hvor de er i deres sygdom og deres liv. Kommunikation er alfa og omega og samtidig så svært. Men i stedet for hele tiden at antage og tro I ved, hvordan det må være, så praktiser dog det I prædiker, nemlig at patienterne er eksperter i deres eget liv. Sæt en post-it på opslagstavlen eller jeres skab, så I husker det fremover. Kig indad. Vi har brug for at I lytter uden at dømme, om vores virkelighedsopfattelse nu er kompatibel med psykiatriens.