Første gang jeg stiftede bekendtskab med psykiatriens diagnoser, var da jeg var tilknyttet ungdoms psyk. Jeg må have været omkring de 17 år da jeg første gang kunne læse en diagnose i min journal. ”Uspecificeret spiseforstyrrelse” var den første og senere kom både depression og angst til, sort på hvidt. Min behandler brugte en del tid på at fortælle mig at diagnoserne kun var for at  de vidste hvordan de skulle hjælpe mig men alligevel følte jeg mig presset ned i en kasse som jeg på ingen måde havde lyst til. Det tog mig rigtig lang tid at acceptere at lægerne havde sat et label i panden på mig og det tog lang tid at acceptere at jeg faktisk fejlede noget for i mange år havde jeg banket mig selv i hovedet over at jeg ikke kunne det samme som mine  jævnaldrende. Jeg fik medicin for at kunne fungere og alligevel faldt jeg dybere og dybere ned i helvede. Den sidste diagnose jeg fik fra ungdomspsyk før jeg blev afsluttet, var ”personligheds forstyrrelse” og den var specielt svær at sluge, jeg følte overhovedet ikke at jeg ”matchede” symptomerne og jeg følte ikke at jeg blev hørt i dette.

På  grund af min nye diagnose blev jeg henvist til DAT (dialektisk adfærds terapi) som mange har stor gavn af og jeg var da også meget indstillet på at skulle begynde. Jeg skulle til nogle samtaler for at de kunne vurdere om DAT var det rigtige og der havde jeg min kontaktperson med. Jeg nåede kun at have 2 samtaler med psykologen, hun havde læst i min journal og undret sig over den medicin jeg fik og til sidst vurderede hun at jeg nok ikke havde fået den rigtige diagnose. Jeg skulle udredes igen for at få klarlagt om jeg havde en personlighedsforstyrrelse eller om det var en fejl diagnose.

 

Jeg startede op i lokal psykiatrien hvor jeg skulle have nogle samtaler med en psykolog og nogle samtaler med psykiateren. Jeg skulle testes i alle mulige sære ting som fx de der berømte sorte klatter billeder, jeg skulle fuldende nogle sætninger og så mange andre mystiske ting som på ingen måde gav mening for mig – hvordan fanden skulle de vide hvad jeg fejlede ud fra nogle latterlige klatter på papiret.

 

”Jeg går langs murene og håber at ingen ser frygten i mig. Jeg føler mig usynlig og bange. Mine tanker kører i ring og jeg bliver ved med at sige til mig selv at det nok skal gå. Nu tættere jeg kommer til bygningen nu mere urolig bliver jeg. Jeg skal have svar på prøverne og jeg ber til at jeg ikke får afvide at jeg lider af skizofreni, jeg siger det igen og igen – ikke skizofreni, ikke skizofreni, ikke skizofreni”

 

Jeg husker samtalen meget tydeligt. Vi sidder omkring et rundt bord, min kontaktperson og jeg samt lægen og psykologen. Jeg har svedige håndflader og mit hjerte banker helt vildt. Jeg frygter virkelig den her samtale men samtidig har jeg brug for noget afklaring, jeg er nød til at vide hvilken kasse jeg nu bliver puttet i. Det er en meget kort samtale og de siger egentlig ikke så meget udover at de har valgt at give mig diagnosen paranoid skizofreni – det var det jeg frygtede. Jeg var meget præget af de historier man hørte i nyhederne om mord og overfald, at folk med skizofreni var farlige. Jeg var bange for at andre ville være bange for mig og jeg var bange for at jeg lige pludselig skeje ud og gøre nogen ondt selvom jeg aldrig nogensinde i mit liv har skadet nogen – hvert fald ikke med vilje.

 

 

”Jeg er lige på randen til at bryde sammen. Jeg sidder uroligt i en stol i vente værelset. Min kontaktperson sidder ved siden af mig og det føles som om tiden går usædvanligt langsomt. Psykologen kommer ud og henter os og så sidder vi igen i det lille kontor. Der står en gulv ventilator i hjørnet og hver eneste gang den blæser hen imod psykologen forventer jeg at hans tynde frisure skal blæse vildt og voldsomt. ”Vi har valgt at give dig diagnosen paranoid skizofreni og dette har  vi valgt ud fra de samtaler du har haft med mig” siger psykiateren og i samme øjeblik vælter min verden. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde”

 

 

Jeg var et kæmpe rod efter samtalen og endnu en gang havde jeg svært ved at acceptere diagnosen. Senere blev jeg tilbudt et psykoeducations forløb – en slags undervisning i egen sygdom. Forløbet var alfa omega for mig fordi jeg genkendte mig selv i de ting vi blev undervist i. Jeg havde en slags ”nååår” oplevelse og det var nogle helt vild gode undervisere. Jeg fik mulighed for at italesætte mine bekymringer og tanker. Det skulle dog vise sig at jeg skulle kastes tilbage i diagnose karrusellen.
 

Jeg var i en lang periode prøve kanin med medicinen. Noget virkede lidt, andet gav kun bivirkninger og jeg var træt af at have det dårligt. Jeg havde enormt medicin modstand og dette blev tolket som umulighed. Til sidst var psykiateren ikke sikker på at jeg havde den rette diagnose alligevel selvom det var ham der i første omgang havde mejslet det ind i panden på mig. Jeg skulle udredes igen og heldigvis fik jeg selv valget om jeg skulle udredes hos ham igen eller om jeg skulle sendes et andet sted. Jeg valgte at blive sendt et andet sted hen.

 

”Jeg mærker en voldsom vrede indeni. Endnu en gang skal jeg kastes videre og jeg gider bare ikke mere. Jeg er træt af læger der ikke kan finde ud af at gøre deres arbejde og jeg er træt af at blive kastet rundt. Jeg er nervøs, jeg er anspændt og jeg er frustreret. Jeg får sagt til psykiateren at jeg vil udredes et andet sted og håber i mit stille sind at jeg aldrig nogensinde skal se ham igen”

 

 

 

Ventetiden er lang og jeg er nervøs for at skulle udredes igen. Det var hårdt at blive udredt på lokal psyk. Og jeg orkede faktisk ikke at skulle igennem det igen. Min kontaktperson var heldigvis ved min side hele vejen igennem og sad med til udrednings samtalerne. Jeg havde en lille bamse med som jeg kunne pille ved imens spørgsmålene haglede ned. Det var en helt anden type udredning jeg oplevede og selvom det var pisse hårdt så var der nok os en følelse af at blive forstået

 

”Jeg sidder og kigger stift ned på det grønne tæppe. Psykologen spørger om alt muligt og jeg forsøger at svare uden at bryde sammen. Det er nogle hårde spørgsmål og jeg ryster. Jeg kan ikke kigge på psykologen, jeg har det som om hun vil kunne høre mine tanker hvis jeg først ser på hende. Hun virker egentlig sød nok men jeg har før brændt fingrene og tør ikke åbne op for muligheden at hun faktisk er på min side. Jeg knuger bamsen i hånden og tæller til 10 indeni hovedet før jeg svarer på hende spørgsmål”

 

 

Udredningen tog lang tid, det var flere samtaler jeg skulle igennem og hver gang var jeg drænet for energi når samtalen var slut. Jeg vidste ikke hvilken diagnose hun ville sætte i panden på mig og måske var jeg et eller andet sted også ret ligeglad efterhånden. Jeg kan ikke rigtig huske så meget af samtalerne og heller ikke dagen hvor jeg fik min endelige diagnose. Det eneste jeg husker er at hun slet ikke var i tvivl om at diagnosen paranoid skizofreni passede på mig. Der skulle ikke ændres på noget der. Jeg fik endda lov at fortsætte hos dem selvom jeg i realiteten hørte til lokal psyk. Jeg fik en fantastisk psykolog og en fantastisk psykiater som formåede at få mig til at føle mig set, hørt og forstået. Det var første gang jeg nogensinde var glad for at gå til samtaler og det var første gang at jeg var tilfreds med det som jeg blev tilbudt.
 

Den dag i dag er jeg stadig tilknyttet psykiateren og rigtig taknemmelig for at jeg fik lov. Psykologen er blevet skiftet ud med en ny sygeplejerske men det er også okay. alt i alt er jeg meget taknemmelig og glad for at kunne få lov at gå til samtaler hos nogle mennesker der rent faktisk vil gøre en forskel.

 

 

Om Forfatteren

Skjult bag navnet Charlie, befinder der sig en ung pige på 28 Jeg jonglerer med diagnoser der aldrig rigtig virker til at falde helt på plads, bokser med et system der aldrig rigtig har ville hjælpe, og råber på hjælp i psykiatrien for døve øre. Jeg skriver om mit liv, min verden, om oplevelser og minder og springer frem og tilbage i tiden.

4 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    Kære Charlie. Endnu et velskrevet indlæg. Du beskriver det så klart, hvor lang og kringlet vejen til den rette diagnose er. Det minder mig om dilemmaer på arbejdspladser. Da jeg blev sygemeldt, mente min leder, at jeg var rask tre måneder efter. Det er man bare absolut ikke, når det tager år at finde en diagnose og dermed en behandling, der virker!

    For mig var det en lettelse at blive diagnosticeret. Jeg var syg mange år op til, så en diagnose gav mig håb for en bedre fremtid. Realiteten ramte dog ret hurtigt – rart er det overhovedet ikke, fordi pludselig bliver alt tolket som symptomer – både hos læger og i ens omgangskreds. Stemplet – er lige den følelse, der dukker op.

    Svar
    • Charlie

      Vejen er meget kringlet og lang for at få den rette diagnose og derefter hjælp.
      Det er komplet åndssvagt at trække tiden sådan ud og det gør mig sgu lidt gal.

      Folk er meget hurtige til at stemple og det er en forfærdelig følelse.
      Som du også skriver så bliver alt til symptomer og det syntes jeg er en farlig dans med sindet og personen.

      Svar
  2. Katja

    Et rigtig godt skrevet indlæg. Utroligt, hvor meget du har skullet i gennem, for at der blev fundet den rette diagnose til dig. Godt du har fået en psykiater, som du føler forstår dig, for det betyder så meget, at have en god behandler, som kan forstå dig.

    Svar
    • Charlie

      Det er komplet åndssvagt at det skal være så svært at få en diagnose og derefter hjælp. Jeg var parat til at give op flere gange men heldigvis har jeg en fantastisk kontaktperson som har hjulpet mig igennem hele processen.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.