Angst koster samfundet cirka 8,6 milliarder om året i tabt produktion og sygedage, og udgifterne til medicin beløber sig til over en kvart milliard, men bortset fra dokumentarudsendelser med kendisser, der i det mindste skaber mere åbenhed, så er det ufatteligt med den skurende tavshed fra sundhedspolitiske ordførere samt de manglende reaktioner. Angst som lidelse er ofte så invaliderende som et alvorligt fysisk handicap, men ingen tør åbenbart berøre det åbenbart bakteriefyldte emne og skabe bedre vilkår for borgere med angst.
Som telefonrådgiver for Angstforeningen forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor den mest omkostningstunge lidelse er så betændt. Berøringsangst og manglende protester fra behandlere og angstslidende er måske årsagen til, at politikerne for en sjælden gang skyld ikke betragter en så betydelig udgift som et problem, der kræver handling. Derfor har jeg et par gange kastet håndklædet i ringen og stoppet som rådgiver, for en enkelt samtale om vejrtrækningsøvelser, eksponeringsopgaver, kognitiv- eller metakognitiv terapi hjælper som en skrædder i Helvede.
De mange milliarder, der mistes årligt burde medføre, at alle angstslidende bevilliges hurtig terapi og ligestilling med alvorlige fysiske lidelser, hvor en henvisning fra lægen sikrer gratis behandling. Uden en fortid som revisor konkluderer jeg en gevinst for både samfundsøkonomien og angstslidende med en omfattende investering i forløb som Regionernes pakkeløsning mod angst. Dags dato er gevinstchancen for professionel gratis terapi sammenlignelig med 7 rigtige i Lotto. Og angst tager ingen hensyn til om ens status er rig eller fattig, så politikerne kan ikke afvise med argumenter som social status.
Et grundigt studie af spørgsmål og kommentarer i Angstforeningens lukkede Facebookgruppe viser tydeligt lægers og psykiateres problemer med udskrivning af virkningsfuld medicin. Oprindelsen af de anvendte midler giver måske forklaringen: Antidepressiva (lykkepiller) er udviklet til depressioner og er førstevalg i medicinsk behandling mod angst, men da effekten oftest udebliver, afprøves produkter som Lyrica, Buspiron, Hydroxyxin, Truxal og Quetiapin. Bortset fra Buspiron mod generaliseret angst er ingen af produkterne fremstillet som lindring eller en kur mod angst. Pillerne gavner primært mennesker med epilepsi og nervesmerter, allergiske sygdomme, køresyge og psykoser.
Benzodiazepiner, de mest effektive mod invaliderende angst, er bandlyste af Sundhedsstyrelsen, og embedslægerne har et meget vågent øje til udskrivningerne. Det er paradoksalt, at det suverænt bedste middel ikke må benyttes grundet primært tolerensudvikling og afhængighed, når der skal bruges en papyrusrulle til beskrivelse af bivirkninger ved antidepressiva.
Invokana er åbenbart en ”mirakelpille” mod type 2 diabetes, der i 90 procent skyldes fedme. Hvis den trods effektivitet medfører afhængighed skal den så på den forbudte liste?
I mit univers er det yderst forståeligt, hvis en hårdt ramt psyke bedøves med alkohol eller beroligende midler fra det illegale marked, når der ikke findes konstruktive landsdækkende løsninger mod invaliderende angst. Og et forsvar fra regionerne om eksistensen af pakkeløsningerne fungerer ikke, da det kun er et fåtal, der godkendes til denne behandling.
Studerende, kontanthjælpsmodtagere, folkepensionister og førtidspensionister har sjældent råd til et længerevarende forløb hos en psykolog. Uanset om de bevilliges 66 procent i støtte til udgifterne. Og psykologerne, der er tilknyttede ordningen med støtte, magter langt fra recovery af alle patienter. Så mange lever videre i et dagligt helvede uden godkendelse til et forbrug af benzodiazepiner, der kan eliminere angsten tilstrækkeligt til et værdigt liv, mens den psykisk sårbare kæmper med integration af redskaberne fra terapien.
Det er akkurat så latterligt og nedværdigende, som hvis Sundhedsstyrelsen afviste medicinsk behandling af type 2 diabetes med konklusionen, at patienten bare kunne have levet et sundt liv med sund mad og motion.
Hvis der ikke fremstilles en mirakelpille uden følgesvenden afhængighed og sandsynlig tolerensudvikling, så bør benzodiazepiner opgraderes til lægers og psykiateres førstevalg, da det er veldokumenteret, at antidepressiva har særdeles begrænset effekt.
Benzodiazepiner er mindre vanedannende end morfin til fysiske smerter, men alligevel udskrives der mere end 400000 recepter årligt, så mennesker bør gøre sig selv den tjeneste at blive fysisk og ikke psykisk invaliderede, så stærke smerter kan lindres. Den eneste anden retfærdige tilgang til angstproblematikken end beroligende medicin er en finanslov, der sikrer alle angstslidende kvalificeret behandling med tilknytning til speciallæger eller psykologer,