Jeg er som sagt ret velfungerende efterhånden. Har sjældent problemer og de er bare næsten væk i situationer hvor jeg har det godt, er omringet af mennesker eller dyr. Jamen jeg har det bare rigtig godt. Men så kan paranoiaen komme ind over en når man er alene. Jeg oplever tit paranoia når jeg er mig selv. For det meste når jeg er udenfor. Men også i mit hjem. Hvordan viser paranoiaen sig? Hvordan håndtere jeg den? Hvad sker der bagefter? Læs med her.

Den typiske paranoia jeg får er når jeg typisk skal hen til busstopstedet hvor jeg bor. Jeg tager ofte bussen rundt i min hjemby. Det er let og jeg har et periodekort så det ikke bliver for dyrt. Det der sker er at når jeg går alene og ser en fremmede person jeg ikke kender komme gående imod mig… Så får jeg tit tanken, den meget insisterende tanke, som jeg er overbevist om er logisk og sand. At denne fremmede person vil, når den kommer inden for en meter fra mig, trække en kniv og stikke mig ned. Ja, det er da det mest logiske. Selvfølgelig er det sandt. Hvordan kunne det være andet? Så jeg mærke sveden krybe frem på min ryg. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg løbe min vej? Nej, det vil bare provokere den fremmede og gøre det endnu værre. Jeg har ofte tænkt på at tage min mobil frem. Men netop dette tør jeg heller ikk. Også fordi jeg er sikker på at det vil gøre det værre. Og hvordan kan noget være værre end et knivstik? Jeg er jo i forvejen sikker på at jeg skal dø. Men denne tanke er bare ikke noget jeg tænker over på dette tidspunkt. Alt hvad jeg ved er at jeg bliver stukket ned og dør en langsom, smertefuld død.

Men så sker der det at personen går forbi mig. Jeg kigger mig over skulderen. Personen går længere og længere væk. Nåh, så var det bare ikke i dag alligevel.

Når jeg skal trække gardinerne for om aftenen får jeg ofte også paranoia. Hele den historie bunder i at jeg var i et forhold med en person med dyssocial personlighedsforstyrrelse og jeg var ikke lykkelig i det forhold. Så det endte med at jeg blev stalket. Dette gør så at jeg ofte tror at han kommer og dræber mig. Så.. Når jeg skal trække gardinerne, som regel får jeg først tanken når det er blevet mørkt udenfor. Og så skal jeg jo hen til vinduet. Jep, jeg er overbevist om at han står derude med en pistol, parat til at skyde mig. Og dette tror jeg stort set hver eneste gang jeg står ved de vinduer når det er blevet mørkt. Jeg må efterhånden have lært at trække dem for, INDEN det bliver mørkt. Men jeg sgu så glemsom. Det er ret dumt.

Jeg husker også en tur jeg havde en aften jeg skulle hjem fra stationen af. Da jeg skal tage bussen, tager jeg den lidt tidligere, så den først kører hen til den anden ende af byen, inden den så kører over til den ende hvor jeg selv bor. Det lyder jo simpelt nok. Det var mørkt og koldt, så derfor tog jeg den, selvom den kørte modsatte vej. Men den paranoia der så opstår er, at der ikke kommer andre passagerer ind under køreturen. Så nu tror jeg at buschafføren vil mig ondt, fordi at jeg jo tog bussen, selvom den kørte den anden vej først. Overbevist om at buschafføren vil bortføre mig og dræbe mig, sidder jeg der, lammet til sædet og mærker sved på ryggen. Og det er ellers koldt. Mit hoved fyldes med tanker og billeder af hvordan han vil torturere mig og dræbe mig. Bare fordi at jeg ikke ville vente ude i kulden. Den halve time der er tilbage af turen føles jo som timer. 10 timer mindst! Jeg sidder som sagt bare der og har det elendigt. Men bussen bliver ved med at køre og jeg når mit stoppested. For trykket ‘Stop’ og bussen stopper og jeg stiger af. Igen forbløffet over at jeg er i live. Kan det nu virkelig være sandt? Og så går jeg hjem.

Sidste paranoia jeg vil fortælle om er.. Ja, nu i disse terrortider, så skulle jeg med toget til Vordingborg. En tur jeg tager ofte. Jeg havde udstyret mig med en Chai Latte, købt i 7-eleven, og gik så op og satte mig ind i toget for at vente på at det ville køre. Men så ser jeg denne fremmed mand der stiger ind i toget. Han sætter sig på et sæde mens han taler i telefon. Jeg har høretelefoner i ørerne, så jeg kan ikke høre hvad han siger. Jeg hører musik, men da jeg ser ham, så bliver der bomstille. Han er terrorist. Jeg er helt sikker! Han er terrorist og lige om lidt så vil han skyde os alle i togvognen. Igen, igen… Så er jeg dødsens bange. Overbevist om at dette er min død. Men der går tid og tid og han sidder bare og snakker og snakker. Og da vi når Eskilstrup stiger han af. Og endnu engang føler jeg at jeg er heldig at jeg lever.

Disse paranoide episoder sker næsten dagligt. Jeg er vant til at være sikker på at jeg dør. Jeg bliver jo meget bange under disse episoder, og som regel ringer jeg til min mor eller min kæreste lige bagefter for at få det ud. Tit griner jeg lidt over min paranoide episode, men det er jo egentlig ikke sjovt at jeg er så sikker på at jeg dør, fordi min hjerne finder på historier som jeg er sikker på er sande og 100 % realistiske. For det meste er det det, og så snakker jeg bare om det og så er tankerne væk. Men nogen gange stresser de mig så meget at mine stemmer begynder, men så tager jeg PN og det ligger en dæmper på det. Men sådan her er det altså.. min paranoia. Og den lever jeg med, så godt jeg nu kan. Tak fordi du læste med og fik lidt indsigt i paranoia.

En kommentar

  1. Inger Jacobsen

    Tak for det indblik jeg fik ved at læse dit indlæg! Jeg har brug for at vide mere og forstå mere om psykiske lidelser, sådan som de hver især opleves af den der bærer lidelsen. Derfor tak!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.