En rejse kan betyde mange ting. Det kan være en rejse ned i varmen eller nordpå, men det kan også være en rejse mod forandringer. En mental rejse.
Mens jeg skriver dette her sidder jeg på en terrasse på et hotel i Alanya. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og jeg har udsigt over bjergene.
Min rejse i Alanya er over halvvejs nu. Men den mentale rejse er først lige begyndt. Det er jeg sikker på.
Jeg frygtede denne tur utrolig meget. Jeg er taget af sted med en masse fra mit bosted, så vi sammen kan øve os i at være af sted. Langt væk fra hverdagen – langt væk fra de trygge rammer.
Jeg har kæmpet hen i mod denne tur i tre måneder. De indre kampe har været enorme. Der var sat en del kriterier op, hvis man ville med på turen, så alle mine uhensigtsmæssige handlemønstre skulle i den grad tages op til revision.
Jeg har kæmpet og kæmpet og ofte har jeg været ved at give op i den tro at jeg alligevel ikke ville komme med i sidste ende. Jeg ville hellere selv ”fucke up” end jeg ville have af vide af personalet at jeg ikke måtte komme med. Men mine kontaktpersoner troede på mig – og de sagde det til mig. Det hjalp mig utrolig meget at vide at der var andre der troede på mig når jeg ikke selv gjorde.
Da jeg stod op natten til lørdag og skulle af sted mod lufthavnen, var det slet ikke gået op for mig hvad der var ved at ske. Jeg skulle ud at rejse!
I flyet var det så småt ved at gå op for mig at der om lidt var meget langt hjem. Jeg gik en smule i panik, men mine kontaktpersoners vedholdenhed om at jeg godt kunne klare turen sad efterhånden godt fast.
Rejsen herned var det hårdeste. Dét ikke at vide helt præcist hvad man er gået ind til skræmmer mig – og de fleste andre mennesker.
Da vi, efter halvanden time i bus, tre og en halv time i fly og til sidst to og en halv time i bus igen, nåede frem til hotellet var vi naturligvis alle sammen godt trætte. Dog gik aftenen, i hvert fald for mit vedkommende, overraskende godt.
Vi havde dog ikke fået meget at spise i løbet af dagen, og jeg kunne mærke at jeg havde brug for noget, da jeg efterhånden kender min krop og min spiseforstyrrelse godt nok til at vide at hvis jeg går for længe uden mad bliver det svært at komme i gang med at spise igen. Jeg gik derfor med et personale ned til butikken på hotellet og købte noget at spise. Det har i lang tid været noget nær umuligt for mig at spise andet end lige præcis det der står på min kostplan, men hernede er der ingen vej udenom.
De efterfølgende dage er gået ud over al forventning. Specielt i forhold til maden. Der er en kæmpe buffet til alle hovedmåltider, og alligevel er det lykkedes mig at holde hovedet koldt og tænkte relativt klart. Mig og personalet hernede har efterhånden fundet vores egne metoder til at forholde os til buffeten – og det fungerer.
Udover maden har mit energiniveau faktisk ligget højere end normalt. Jeg tror lidt at jeg rider på en bølge af at ”jeg kan alt” lige nu. Jeg ved godt at den ikke varer ved, men lige nu nyder jeg det bare.
Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå når jeg kommer hjem og det er faktisk det der bekymrer mig mest. Falder jeg tilbage til de gamle handlemønstre eller kan jeg holde fast i alle de gode ting jeg har lært på rejsen?
Jeg bliver nødt til at tro på det sidste. At rejsen til Alanya har været startskuddet til et helt nyt kapitel i mit liv.
En rejse af forandringer.