Af Kathrine (Hendes fulde navn er kendt af redaktionen), illustration af Kathrine
Oktober 2016
Alting rimer, og det sidder som et lag på ruden og afslører gerningsmændene.
De sidder i bilerne uden for bygningen. Det er så forbandet heldigt, at vinduet er på den anden side end hoveddøren. Så hvis jeg bare ikke tænder lyset, ved de ikke, at jeg er her.
De står nu og hænger i lyskrydsene. Flabede står de og lader som ingenting. Men jeg går nu alligevel rundt om, ad bagvejen, for at de ikke skal opdage, at jeg har set dem. De skal ikke vide, hvor jeg bor. I dag gik det, så jeg tænder lyset.
De går rundt med deres kameraer i deres telefoner hævet, pigerne og drengene og de ældre. De filmer, for de har set mig før. Jeg optræder på mange film. Altid uden at vide det. Men jeg har regnet dem ud. Nu slutter det. Jeg åbner aldrig min computer igen. Jeg trækker aldrig gardinet fra. Jeg tænder ikke lyset. Jeg gør ikke mere. Jeg er ikke mere.
Januar 2017
Det hele ligger på sin plads, som det plejer. Jeg slukker kogepladen. Mistænkeligt, de må have været her og taget mine bankoplysninger fra pungen på bordet. Jeg slukker kogepladen. Hvis jeg bare kunne tjekke det. Men de overvåger min computer. Så netbanken er ikke en mulighed. Jeg slukker kogepladen og låser døren, tror jeg, og går ned til hæveautomaten. I gågaden om natten, så ingen opdager mig.
Jeg går hjem. Jeg slukker kogepladen.
Tænderne sidder løst i kødet. Presser man på det med det yderste af neglene, ormer det hvide sig frem. De frastødes af kroppen. Jeg tæller højt for mig selv, hvor mange jeg kan tåle at tabe.
Jeg flyder ud mellem revnerne i fliserne. De omringer mig med deres murstensmønstrer, og folk går i sæt imod mig på gaden.
Han adskiller sig fra de andre, der går igen. Han er der kun, når jeg er mest flydende. Han lyser i Brugsen, han står som en engel og beder om en pakke Marlboro ved kassen. Jeg er ved at samle mine varer. Han lyser i gågaden dagen efter. Han lyser på gaden udenfor min lejlighed. Han lyser i Brugsen igen. Der er nu gået tre uger. Måske mangler han cigaretter.
Jeg sidder i et tog. Udenfor vinduet forsvinder verden som på en gammel spole. Jeg opfanger, hvordan gerningsmændene sætter sig i sæderne omkring mig. En rykker på foden på den anden side af gangen. Det rammer mig. Et spark i skridtet. Der hostes endnu et spark. En lav mumlen rammer mig i nyrerne. Jeg ved ikke om, jeg overlever til Høje Taastrup.
Februar 2017
Venteværelset består af otte lufthavnssæder. Der stiger en lugt af linoleum op fra gulvet. Kaffen buler plastickrusene. Jeg skraber flager af hud af mine fingre med en negl. Jeg siger, jeg vil gerne snakke med nogen. En mand med prikker tatoveret på fingrene går med uforrettet sag, ser det ud til. Læderet emotionel kontakt. Der bekræftes en vekslende kompromitteret realitetstestning. Bunken af hud er blevet større.
Jeg ser dem komme ind og ud af afdelingen. De lægger deres varer i skabende, og nye kommer og henter dem. Jeg går gennem gangene og skraber. Det er ulovligt sådan at komme og udveksle ting, og jeg vil klage til personalet.
April 2017
Rimlaget har lettet henover foråret, bukser og skjorter bliver ikke matchet mere. Ingen går to og to. Der er morgensang på afdelingen. De vil mig så godt. Jeg må gå ture i området, hvis jeg har en at følges med, hvis jeg bare siger, hvornår jeg er tilbage. Kirkegården er det oplagte valg, den ligger lige overfor, og der er næsten lige så stille som på afdelingen, hvor de levende bliver opbevaret.
De har skåret min følsomhed af, mens jeg sov, og arene danner jeg selv, hvor den har siddet fast. Rimlaget har de erstattet med en tæt gummiindpakning. Den er lydefri. Fuldstændig uden revner. Den kan ikke flås op med vold. Jeg vader rundt i den og skriger.
Maj 2017
Jeg vil dø på toppen af verden. Så jeg må ikke blive for lykkelig, siger de. Jeg vil tage alle mine piller, lade mig kvæle af
gummiindpakningen. Jeg vil hilse på englene i gågaden en sidste gang. Lade mig opsluge og tæske af deres hjerteslag. Blotte mig på gerningsmændenes film som en ekshibitionist. Blotte tandkødet og lade tænderne rasle ud over kogepladen.