Jeg har et meget ambivalent forhold til min egen stemme. Jeg er ambivalent fordi den er blevet stjålet. Den er blevet vendt mod mig, sat mod min pande, og ladt med 1000 beskyldninger og fortrængte minder.
Jeg nåede at blive talt meget til af min egen stemme, uden at ane uråd. Jeg tænkte at det var normalt. Det gik først op for mig at noget var anderledes ved det jeg oplevede, da jeg fik det fortalt af en læge og blev diagnosticeret med skizofreni. Jeg vidste ikke at en hørehallucination kunne efterligne ens egen stemme. Jeg blev lettet over at det ikke var mig der havde de syge meninger og klamme kommentarer, som stemmen i mit hoved har; Men på den anden side var jeg arrig over dens udspekulerede måder at gemme sig på. Den havde ikke fået lov til at gemme sig i min hjerne og tale til mig i tide og utide. Den bebrejder når jeg fejler, tysser når jeg griner og sparker når jeg rejser mig.
Jeg er ikke i tvivl om at dæmonen i min hjerne ikke er mig. Det sadistiske misfoster der kun ønsker død og ødelæggelse er ikke mig, men en ufrivillig samboer der ikke rydder op efter sig selv.
Det har dog ikke altid været let for læger og behandlere at forstå. “Hvis det er din stemme, hvordan kan du så vide at det ikke er dig selv?”, fordi dens handlinger og ord ikke er mine, jeg er bare den eneste dens skrig trænger igennem til. Jeg er tvangsindlagt til at være modtager for dens mistroiske tyranni af blod, snot og tårer.
Lægernes mistro gjorde at jeg blev sat ned i min medicin. Det var dog først da mit hoved var ved at bliver 100% overtaget af skizofrenien at de erkendte at det var en fejl. En pille mindre blev en dyr fejltagelse, der kunne havde været fatal.
Siden er den fremmede i min hjerne blevet taget seriøst. Vi har prøvet at drukne den i al slags medicin, men den formår altid at holde sig ovenvande. Jeg har prøvet at tale til den, forhandle med den, tvinge den til at holde kæft; men det er som at tysse på en flamme, det gør den kun større.
Jeg ved hvor magtfuld den er, den ved det også selv. Den ved præcis hvordan den skal formulere sig, så min virkelighed bliver fordrejet. Den siger alt det som jeg tror andre folk mener om mig. Det gør socialt samvær til en boksekamp mellem min forståelse af verden og realiteten.

Jeg er fornyligt startet behandling med Leponex. Jeg tror ikke på at stemmen kan dø helt. Intet ved dens personlighed tyder på at den giver op. Det eneste jeg tør at håbe på er at jeg får bare lidt mere plads i mit eget hoved og nogle flere dage hvor jeg ikke behøver at bære dens vægt på mine skuldrer.

7 Kommentarer

  1. Katja

    Det lyder rigtig hårdt med den stemme, som forfølger dig hele tiden, og siger en masse ubehagelige ting til dig. Gode er, at du ved at det ikke er dig selv, men en, som taler med din stemme. Jeg håber meget, at Leponex kan hjælpe dig, så du kan få bare lidt ro i dit hoved.

    Svar
    • R.M.P

      Tusind tak Katja. Jeg er rigtig glad for din kommentar. Det varmer mit hjerte at du tager tid til at skrive til mig. Jeg håber du har en rigtig god dag 🙂

      Svar
  2. Tut

    Tak for din artikel jeg kender det godt, at de lyder som ens egen stemme, det er hårdt men dejligt at man ikke er alene. Jeg håber det bedste for dig.

    Svar
    • R.M.P

      Selv tak tut. Jeg er glad for afbud fik noget ud af min tekst. Jeg håber også det bedste for dig, og du må have en rigtigt god dag!

      Svar
  3. Trine

    Kære du.

    Nyere forskning viser, at stemmer ikke forsvinder med medicin samt at det at høre stemmer ikke er et symptom, der knytter sig til skizofreni specielt mere end til andre psykiske lidelser eller faktisk endda til raske mennesker, der ikke oplever deres stemmer som farlige og derfor ikke bliver syge af deres stemmer.

    Man kan nærme sig stemmerne, men det er svært at gøre selv. Over hele landet findes der stemmehørergrupper i og uden for psykiatrien, hvor man får hjælp til at arbejde med stemmerne, får hjælp til at gå i dialog med dem og finde en måde at leve med dem. Man arbejder med stemmerne som ekstreme versioner af budskaber fra ens dybe indre. Stemmer der er skabt som reaktioner på noget vildt, man har oplevet i sit liv.

    Stemmerne er ikke sygelige, men angsten for dem kan gøre en syg.

    Der er håb og der er en vej videre. Det er skræmmende men kan i sidste ende faktisk gøre at man kan holde ud at leve i sig selv.

    Håb og tanker fra Trine

    Svar
  4. Søren

    Godt skrevet Trine, jeg er faktisk enig. Med al respekt for det som står i indlægget – det lyder hårdt!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.