Af Maja Skov Vang, foto: Rasmus Nielsen
Det er ikke meningen, at skriveskolen skal være et terapiforløb. Alligevel er der noget terapeutisk ved at skrive sin egen oplevelser ned, og ikke mindst høre andre fortælle om deres oplevelser. Det er sådan Thomas Søgaard Boström, leder af skriveskolen, beskriver en af de ting, du får med dig som elev.
– Eleverne lærer forskellige måde at arbejde med litteratur på, som de ikke tidligere har gjort. Det vil sige, at vi arbejde med litteratur som levende fænomen, hvor man skal beskrive tanker, følelser og oplevelser fra sit eget liv. Det, at man tager udgangspunkt i det nærmeste og det, man har haft det svært med, og som måske har ændret ens liv, kan være terapeutisk. Man kan sige, at man får en række værktøjer til litterært at gribe sit liv an, forklarer han.
Thomas Søgaard Boström er uddannet fra universitetet, hvor han har læst moderne kultur, litteraturvidenskab og kunsthistorie. Han har desuden erfaring i at undervise blandt i billedkunst på Arken og Louisiana, og så er han forfatter til fire bøger. Han elsker at dele ud af sin viden om litteratur og at lære fra sig, men han går også meget op i, at eleverne får følelsen af at være en del af et fællesskab.
– Man får i den grad noget socialt ud af at være en del af holdet. Der er mange af eleverne, der har det tilfælles, at de har oplevet noget, der har gjort ondt. Og når det så bliver beskrevet for andre, som vi for eksempel gør ved vores fællesoplæsninger, så opdager de en stærk genkendelseseffekt, når de andre elever sidder og nikker og siger ”Det der, kan jeg godt forstå”.
Det er et arbejde
Selvom de elever, der går på skriveskolen alle har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, bliver der stillet krav til dem.
– Jeg har ikke den holdning, at nu skal jeg være utrolig nænsom ved eleverne. Jeg forventer, at folk deltager, og jeg forventer, at det opfattes som ens arbejde, at man deltager i undervisningen, og at man som udgangspunkt laver sine hjemmeopgaver. Men rent skriveteknisk og litterært har jeg ikke nogen forventninger. Det er jo min opgave, at jeg giver eleverne lyst til at skrive, siger han og understreger, at det absolut ikke er et must, at man skal have erfaring med at skrive.
Hver uge får eleverne en hjemmeopgave, som de skal bruge et par timer på at løse:
– Der var en uge, hvor temaet var ’en morgen’. En morgen kan hurtigt blive til billedet på noget større. Eleverne kunne blandt andet beskrive de ritualer, der hører med til at komme i gang med dagen. De lærer simpelthen at fortælle og skrive ud fra en dagligdagsoplevelse. En opgave kunne også være at beskrive en gåtur fra A-B. Nogle vil blandt andet bruge det til at beskrive om følelsen af ensomhed. Mange af historierne opstår på grund af en oplevet smerte. Det er så min opgave at kvalificere oplevelserne til en form for litteratur.
Det er Thomas Søgaard Boström, der planlægger undervisningen, men elever har en stor grad af medindflydelse på forløbet.
– Du får et indblik i litteraturhistorien. Men det er ikke sådan, at vi slavisk gennemgår 50’erne og derefter 60’erne. Vi beskæftiger os med de kanoniserede forfattere, særligt dem, hvor psyken ofte er et emne. Eleverne har helt naturligt medindflydelse på det, vi læser. Der er en øvelse, hvor eleverne læser litteratur op, som de selv har haft med. Der er masser bud på, hvad vi kan læse. Vi savner ikke læsestof. Jeg synes, det er vigtigt at gribe fat i, hvis der er en elev, der virkeligt er passioneret omkring en digter eller en forfatter.
Store planer
Der er ikke nogen egentlig eksamen, når man har afsluttet et semester, som enten varer fra januar og til juni, eller fra august til december, men Thomas Søgaard Boström pønser på en udgivelse:
– Jeg har luftet over for mine elever, at vi kunne lave en antologi, hvor jeg er redaktør og vælger de bedste tekster. Der er alle muligheder for det. Men det kræver selvfølgelig, at de klar til det. Der er masser af godt stof allerede, men det kræver, at der er en gradvis bevægelse fra, at man godt kan lide at skrive til, at man begynder at opfatte sig selv som forfatter.
Jeg kan godt finde på at sige ”sidste gang skrev du om det her emne, kan du ikke gå længere ind i det tema i stedet for bare at skrive i øst og vest”. Man skal have en skrivepraksis, så man får en forståelse af, hvad man ved noget om og kan skrive om. Det er oplagt, at når man kommer dertil, så kan der kommer en publikation med teksterne.
Kan du komme med nogle eksempler på, hvad eleverne kan få ud af at deltage?
– Jeg har en mandlig elev, som er i et ressourceforløb. Han har fortalt mig, at han har fået retning i sit liv. Han har fået en identitet omkring det her med at være digter. Det har noget at gøre med, at vi har taget hans digte alvorligt og har arbejdet grundigt med dem. Jeg har lige fået en mail fra ham, hvor han fortæller, at han har mødt en tilfældig kvinde i en boghandler, som viste sig at have et lille forlag, hvor hun muligvis var interesseret i at udgive hans digte. Den selvtillid den kommer af, at han har haft mennesker omkring ham, der har bekræftet ham i, at det, han laver, er godt.
Skriveskolen består af to hold med otte elever på hver. Hvis du er interesseret i at komme med på skriveskolen, så skriv til Thomas Søgaard Boström på thobostroem@gmail.com