Denne tanke har jeg tænkt meget over. Jeg er netop blevet udskrevet efter at have været indlagt en måneds tid igen på Psykiatrien i Vordingborg. Grunden til at det pludselig har fyldt mine tanker så meget er fordi, at da jeg var indlagt i Psykiatrien denne gang opdagede jeg pludselig den ene weekend at jeg ikke fik al den medicin jeg plejede at få. Da jeg spurgte sygeplejersken der udleverede min medicin kunne hun kun give mig det svar at det ikke stod på skærmen. Så jeg måtte vente til jeg skulle snakke med psykiater igen, hvilket jeg bad om at kunne den følgende mandag.
Og da jeg mandag kom ind og snakke med psykiateren fortalte han mig at han havde seponeret den. (Det vil sige slettet den fra min medicinliste og dermed taget den væk, så jeg ikke skulle have den mere.) Jeg blev ret overrasket men også forskrækket. Jeg spurgte ham og jeg så skulle til at have en ny slags. Han svarede nej. Jeg blev endnu mere forskrækket, overrasket, chokeret. Det skal siges at jeg har været på antidepressiv medicin siden jeg var 17 år og i dag er jeg 29. Jeg har været en del forskellige præparater igennem, men jeg havde aldrig troet at det bare lige sådan ville blive ”taget” fra mig, og da slet ikke uden udtrapning. Så jeg spurgte selvfølgelig psykiateren hvorfor han have seponeret min antidepressive + at have valgt at jeg slet ikke skulle have en ny slags antidepressivt.
Og her forklarede han mig at mine EKG undersøgelser havde vist at mit hjerte ikke kunne tåle medicinen. Det var igen noget der forskrækkede mig og gjorde mig lidt bange, og det er underligt for mig at frygte den slags, når jeg jo så mange gange har gamblet med døden selv. Måske var det pga tanken om at det pludselig ikke var i mine egne hænder der forskrækkede mig. Eller måske fordi jeg netop har oplevet et dødsfald tæt på mig og ikke ville have at mine kære skulle igennem dette igen, i hvert fald ikke så tidligt allerede.
Så derfor får jeg kun en slags psykofarmaka nu, og den er imod min skizofreni. Så ingen antidepresiv til mig mere. Dog fik jeg en smule ECT behandling denne gang også og den føler jeg har hjulpet mig gevaldigt, ligesom den gjorde i 2016. Har dog igen lidt hukommelsesbesvær, men den pris betaler jeg gerne for at være velfungerende.
Nu er min største problematik at falde i søvn når jeg går i seng, så håber der hurtigt kommer bedre styr på dette. I mellem tiden går jeg og tænker på om jeg virkelig kan blive ved med at være velfungerende uden antidepressiv. Jeg tænker… Bliver jeg oftere deprimeret igen? Kan jeg overhovedet klare mig uden den medicin der har fyldt så meget i 12 år af mit liv? Måske er det bedste for mig at prøve at ligge de tanker ned i en lille boks og så gemme den langt væk inde bagved i skabet. For ja… Jeg har en god støtte i min familie og venner. Jeg behøver ikke den medicin for at være glad. Det er jo ikke kun medicin der skal bestemme det, er det vel?