Jeg var til et arrangement omkring sorg i torsdags.
Det var en god aften med forskellige fortællinger, og synspunkter omkring begrebet sorg. Og det har sat lidt tanker i gang.
Jeg mistede selv min lillesøster i en ulykke tilbage i 2010. På daværende tidspunkt var jeg meget syg, og indlagt. Jeg skulle faktisk ned og se det bosted jeg skulle flytte ind på, dagen efter ulykken. Min far og jeg tog derned, efter vi havde siddet på sygehuset hele natten – og selvfølgelig var vi i dyb chok.
Nå men i torsdags, var der blandt andet en sorgforsker inde og fortælle om hendes studier og ikke mindst den nye omdiskuterede diagnose, der kommer fra WHO her i løbet af året.
For det første er det virkelig utroligt, at noget så naturligt som sorg skal til at diagnosticeres. Debatten var god, og jeg kan godt se nogle af begrundelserne. At der kan blive en øget forståelse for den sorg som man kan stå med efter et tab. Det kan åbne døre til professionel hjælp. Men når det så er sagt, så forstår jeg det stadig ikke. Og da slet ikke, at diagnosen stilles ud fra nogle kriterier som fx, at man skal have haft tegn på sorg i over 6 mdr. 6 mdr??? Jeg kender ikke én, der ikke har tegn på sorg efter 6 mdr. Desuden er den måde vi sørger på individuel og den hjælp vi har brug for, endnu mere individuel. Men jeg tror fælles for de fleste sørgende, så er det vigtigt med netværket. Og jeg kan frygte, at hvis det bliver diagnosticeret, vil det skabe en yderligere distance til familie og vennerne, for nu er der jo ”nogen der tager sig af det”.
Jeg selv har mødt mange mærkelige reaktioner siden jeg mistede min søster. Specielt i forbindelse med, at jeg var så syg. Når folk har mødt mig, hørt lidt om min historie og så det at jeg har mistet min lillesøster, er der flere der har sagt ”nåååeh, derfor”. Som om, at nu giver det meget mere mening, at jeg blev så syg. Som om, at sorgen er nemmere at forstå, end psykisk sygdom.
Sorg er noget alle kan relatere til i større eller mindre grad. Sorg er en reaktion på et tab. Det er en reaktion på at have elsket. Det er en helt naturlig og sund måde at adskille sig følelsesmæssigt til det menneske man ikke kommer til at se igen. Sorg gør stærk, sorg ændrer vores måde at leve på – sætter alt i perspektiv.
Jeg havde det ekstremt svært efter ulykken, og jeg røg ind på den lukkede på røde papirer en del gange derefter. Jeg kunne absolut ikke se meningen med livet – og der gik nogle år, før jeg fik det vendt. Og det var min daværende psykolog der prikkede til det og spurgte, hvad jeg havde fået fra min søster. Og det flyttede hele mit fokus fra sorgen, fra ulykken. Og jeg føler mig i dag enormt taknemmelig over, at jeg fik 16 år med den fantastisk pige. Og alt det hun lærte mig. Men savnet er der stadig, og det vil det altid være.
Og som en af fortællerne så fint sagde i torsdags, så bliver savnet ikke mindre med tiden, vi bliver bare større og stærkere og formår at forvalte den anderledes.
-Sidsel