I slutningen af mit sidste blogindlæg skrev jeg følgende:
“…..Med det vil jeg påpege og ønske, at kommunerne i stedet for at se det som en stor udgift, når en borger har brug for hjælp, ville se det som, at de invistere i en borgers fremtid.”
Cirka 5 – 6 dage efter at jeg udgav omtalte blogindlæg, blev både dokumentaren om “Kundbypigen” og “Drabet på Købmanden” vist på DR2. To dokumentarfilm som meget tydeligt dokumenterede, hvad professionel omsorgssvigt i væreste fald kan resultere i og hvad der højst sandsynligt kunne have været undgået, hvis offentlige instanser ikke havde svigtet – og ja ikke havde begået direkte lovbrud.
Fra dengang jeg selv var syg og havde brug for hjælp, men desværre ikke altid fik den, husker jeg en del hændelser, hvor jeg tænkte: “Nu bliver de [kommunen] da nød til at hjælpe mig”, men hvor der alligevel intet skete. Senere har jeg ligeledes både som fagperson og privatperson været i situationer, hvor jeg har tænkt “Når de læser det her, så bliver kommunen da simpelthen nød til at handle/hjælpe akut”, men hvor jeg efterfølgende må sande, at intet sker. Mine beskrevne oplevelser kan i høj grad relateres til begge dokumentare – især til dokumentaren om Kundbypigen. Her råbte mange voksne omkring pigen “vagt i gevær” op til flere gange – men kommunen handlede ikke tilstrækkeligt. I dokumentaren beskriver pigens tidligere lærer det ret fint med ordene: “Vi skulle ikke have nøjes med at banke i bordet – vi skulle have væltet bordet”.
Men hvad er det, som går galt? Hvofor bliver der langt fra altid handlet på underretninger og hvorfor er det (oftest) ikke altid nok, at stå med lort op til halsen for at få hjælp? Tja, det korte svar er: Ressourcer herunder økonomi, tid og faglighed. For lad mig lige slå en ting fast og det er, at socialrådgiverne på kommunerne uden tvivl både gerne vil gøre et godt stykke fagligt arbejde samt gøre deres bedste. Men hvis man som socialrådgiver sidder med ansvaret for alt for mange borgere, så er det i sig selv opad bakke samt selvsigende, at vigtige dokumenter kan forsvinde i mængden. Derudover er det også selvsigende, at jo flere sager pr. socialrådgiver desto kortere tid er der til fagig fordybelse, hvorfor fagligheden bliver mangelfuld. Jeg kan sammenligne det med, at fagligheden og muligheden for at tage udgangspunkt i det enkelte barn også er større på mit arbejde om formiddagen. Ene og alene fordi at vi før kl. 13.30 er 3 personaler og efter kun er 2 personaler til 8 børn, hvoraf mange har en diagnose indenfor ASF.
Hver gang en kommune skal iværksætte hjælp og støtte til en borger, så koster det også pågældende kommune en god portion penge – og jo mere intensiv støtten og hjælpen er, desto højere er prisen selvfølgelig. Grundet økonomi er det min erfaring, at man i rigtig mange kommuner liiige ser tiden an eller iværksætter et billigere tiltag inden man vil visitere borgeren til den form for hjælp og støtte, som hun eller han egentlig oprindeligt havde brug for. Det meget problematiske og uheldige i denne fremgangsmåde er blot, at tiden ikke har stået stille for den pågældende borger i mellemtiden, hvorfor hun eller han oftest har fået det endnu dårligere og derved har fået et større støttebehov i den mellemliggende tid, hvilket betyder, at det faktisk bliver endnu dyre for kommunen i sidste ende end hvis borgeren var blevet visiteret til den rette hjælp med det samme. Jeg var fornylig til et foredrag, hvor en kvinde fortalte om hendes forløb med en sjællandsk kommune. Pågældende kvinde havde ifm. med en skilsmisse fra en voldelig mand søgt om familiebehandling, da hun selv var i dyb krise og meget bevidst om, at hun havde brug for akut hjælp, hvis hende selv og børnene skulle komme over på den anden siden uden meen. Desværre var der ingen hjælp at få, selvom kvinden og børnene kun fik det dårligere og dårligere. Der skete først noget, da kvinden og børnene havde fået det så dårligt, at det var nødvendigt at døgnanbringe de 2 yngste (ud af 3) udenfor hjemmet. Det hjalp bare hellere ikke familien særlig meget og det er først indenfor det sidste 1,5 år, hvor begge børn er blevet hjemgivet igen og de endelig får familiebehandling, at kvinden faktisk føler, at hende og hendes børn får den rette hjælp. Da jeg hørte denne kvindes beretning, tænkte jeg først og fremmest på de menneskelige ar der kunne have været undgået, hvis kvinden havde fået bevilliget familiebehandling, da hun bad kommunen om hjælp den allerførste gang. Men derudover og endelig så prøv lige at overveje alle de penge, som kommunen højst sandsynligt kunne have sparet! Det er det samme med Kundbypigens forløb. Hun har nu udsigt til 8 år ved anstalten i Herstedvester – et ophold som kommer til at koste vores samfund MANGE penge. Havde hendes hjemkommune handlet på de mange underetninger fra Kundbypigens mor og lærere, så var Kundbypigen nok aldrig kommet så langt ud. Kan I se min pointe?
Ligesom mit sidste blogindlæg vil jeg slutteligt skrive;
“…..Med det vil jeg påpege og ønske, at kommunerne i stedet for at se det som en stor udgift, når en borger har brug for hjælp, ville se det som, at de invistere i en borgers fremtid.”