Gud ske tak og lov for dengang

Hvor vi fik alting ud af ingenting

Vi, vi var unge og dumme

Vi ville vælte Verden, men vi væltede rundt

Jeg tænker, som tiden går

Gud ske tak for de værste, bedste år

Rasmus Seebach – De Værste Bedste Dage

 

For tiden hører jeg denne sang på repeat. De ovenstående linjer siger meget om min tid på bostedet.

På trods af svær psykisk sygdom og svære perioder for os alle på bostedet har vi kæmpet sammen. Vi har til tider hadet hinanden helt ind til knoglerne fordi vi ikke har kunnet rumme hinandens svære perioder. Men i sidste ende rejser vi alle den samme vej mod bedring.

Jeg har lært så sindssygt meget af at bo her. Først og fremmest har jeg fået en helt fantastisk humor. Desværre er det ikke alle der værdsætter den form for humor man kan få af at være i et miljø med så meget sygdom, som os der bor her har. Man skal i hvert fald lige tænke sig om en ekstra gang inden man slynger en joke om selvskade eller tvang ud til en familiefødselsdag. (det har jeg prøvet – det blev lidt akavet)

Udover den fede humor har jeg lært enormt meget om mig selv og om andre. Det har personalet selvfølgelig en stor del i, men de andre beboere heroppe har helt klart også en kæmpe del i det.

Jeg skal snart flytte – om 13 dage. Efter 1153 dage på bostedet.

Det har været en meget lang rejse. Med mange nedture. Men heldigvis endnu flere opture. Det har til tider set helt håbløst ud, men på bostedet har der altid været nogen til at bære håbet for én – enten personale eller beboere.

Jeg flyttede ind som en skrøbelig lille fugleunge som nogle troede ikke ville overleve. Jeg har flere gange været ved at vise dem at de havde ret. Men hver gang har der været nogen til at gribe mig. Til at passe på mig når jeg ikke selv har kunnet.

Om 13 dage skal jeg for første gang se om vingerne kan bære – sådan rigtigt.

Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er selvfølgelig også meget nervøs. Men jeg ved at jeg er klar.

Når en fuglemor puffer ungerne ud af reden, er det fordi hun stoler på dem. Fordi hun véd at de er klar. Det kan godt være de flyver skævt, basker unødigt meget med vingerne, men i sidste ende lærer de at flyve.

Det er sådan jeg har det. Jeg véd at der er en masse mennesker der stoler på mig. Der véd at jeg nok skal klare den. Men undervejs er der også nogen der hjælper mig med at lære at flyve. Lærer mig ikke at flyve alt for skævt eller baske for meget med vingerne.

Og jeg ved at der står nogle nede på jorden og vinker til mig når jeg viser dem at jeg endelig kan flyve!

 

 

Om Forfatteren

Jeg hedder Line og er 24 år. Jeg har gennem de sidste otte år haft adskillige diagnoser, men i dag har jeg stort set ingen kontakt til psykiatrien. Jeg bor i Odense i til hverdag læser jeg HF enkeltfag på nedsat tid. Jeg er desuden En Af Os ambassadør i Region Syddanmark og springer faldskærm i min fritid.

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Stort tillykke. Det er godt nok flot kæmpet! Ønsker dig en dejlig flyvetur.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.