Fornylig ifm. et cafebesøg sammen med en borger, som jeg tidligere har været Recovery-mentor for, spurgte han mig om, hvorvidt jeg overhovedet havde følt, at det “havde rykket noget” dengang jeg var ansat som Recovery-mentor på et lukket psykiatrisk afsnit og ofte havde individuelle Recovery-forløb med borgere, som meget af tiden var hårdt ramt af psykose(r). Jeg svarede prompte “Ja” til dette.
I vinteren 2009/2010 var jeg indlagt på ungdomspsykiatrisk. Det var den indlæggelse og periode i mit liv, hvor jeg var allermest syg og dæmonerne stor set havde “overtaget” Sanne og styrede mit liv fuldstændig, hvorfor det er den indlæggelse, som jeg på en måde husker bedst – men omvendt også husker mindst fra. Dæmonerne gav mig tanker, som jeg havde svært ved ikke at handle på – også selvom tankerne samt handlingerne var meget ulige “Den rigtige Sanne”. Derfor var det afgørende for mig dengang, at især min daværende helt fantastiske kontaktpædagog, men også det kompetente personale fra ungdomspsykiatrisk hele tiden anerkendte Sanne og mindede mig om, hvad hun oprigtig stod for og hvilken drømme samt planer for sit liv, som hun engang havde haft. For det var anerkendelse, når min kontaktpædagog gang på gang støttede mig i og mindede mig om; “At nu skal du ikke give tankerne eller impulserne lov til at bestemme for det er Sanne, som bestemmer” eller da ergoterapeuten på ungdomspsykiatrisk rigtig sødt sagde noget i retningen af: “Jeg tror på, at du kommer til at leve et almindligt voksenliv med et godt job, familie og venner. Derfor syntes jeg, at det vil være SÅ ærgerligt, hvis du kommer til at få for mange fysiske meen”. Mellem linjerne oplevede jeg, at andre oprigtigt håbede og troede på en god fremtid for mig, hvilket jeg slet ikke selv var i stand til på det tidspunkt og det var også rigtig svært for mig “at det tage det ind” og faktisk oprigtig tro på, at andre troede på mig. Men det er netop hovedet på sømmet og en af de vigtigste erfaringer, som jeg gjorde mig, da jeg var syg; at når man selv har mistet håbet, så er det SÅ vigtigt, at man har andre til at tro og håbe for en.
Og det var netop den erfaring, som jeg havde med mig i baglommen, når jeg talte med en borger, da jeg arbejdede som Recovery-mentor. For uanset om vedkommende var psykotisk eller ej, så oplevede jeg ofte, at jeg med mit håb og ikke mindst den måde, som jeg talte til dem på, kunne gøre en lille forskel for dem. Med det mener jeg ikke, at jeg havde en unik magisk måde at tiltale borgerne på, men at jeg i baghovedet havde mine egne erfaringer med, hvordan personaler havde mødt mig på forskellige måder under mine indlæggelser. Som ungdomspsykiatrisk patient var det langt fra alle personalemedlemmer, som jeg “lukkede ind” i mit univers og selvom stor set alle personalerne på mit daværende stamafsnit var både utrolig søde og kompetente, så var det få personaler, som jeg betroede mig til dengang. Jeg betroede mig især til den ene af ergoterapeuterne, fordi hun flere gange “beviste” overfor mig, at hun gerne ville relationen med mig ved at gøre små ting, som hun egentlig ikke havde behøvede at gøre for mig – fx tog hun mig på et tidspunkt (hvor jeg kun havde udgang med personale) med ud at gå i sin spisepause, så jeg kunne få købt nogen nye sko. Jeg husker også tydeligt overlægen, som tog en 2 krone fra sin bukselomme og trak varm kakao til mig fordi “der desværre lige går en halv time, før jeg kan følge dig over på afdelingen”. Dermed ikke sagt, at personalet bare kunne “købe sig” til min fortrolighed, men derimod fik omtalte personaler min fortrolighed, fordi de agerede som medmennesker, der ikke bare behandlede mig som “endnu en patient i rækken”.
Som specialpædagog bruger jeg i mit arbejde glædeligt diagnoser som arbejdsredskaber, der bl.a. oftest kan medvirke til, at jeg får en bedre forståelse af et barn. Men når det er sagt, så må diagnoser efter min mening aldrig komme til at overskygge betydningen af det relationelle. Desværre oplevede jeg bare oftest, at det var tilfældet i praksis, da jeg arbejdede som Recovery-mentor (læs evt. mine tidligere indlæg om (u)professionel stigmatisering). Jeg savnede en nysgerrighed på, HVORFOR patienten handlede, som hun eller han gjorde i stedet for, at man blot konstaterede HVORDAN hun eller han handlede. Det er simpelthen bare så uhyre vigtigt, at man som personale gør sig nysgerrig på den enkeltes fortid og drømme for fremtiden. Bare ved at spørge ind til det, så kan man gør en stor forskel som personale, da man med sin oprigtige nysgerrighed anerkender borgeren.