Nogle gange føler jeg at jeg går rundt i et spejlkabinet. Et kabinet hvor alle spejle er et spejl af mig, men hvor de alle samtidig viser noget forskelligt. Jeg kan være tyk, tynd, stor, lille, normal, have mærkelige farver osv. Det er alle spejle af mig, men de viser forskellige sider af mig. De spejler det jeg vælger at vise i lige præcis det øjeblik, lidt lige som virkeligheden.
Den store ukendte farlige virkelighed, hvis spejlinger er så svære at håndtere fordi det spejl, jeg sender ud i verden, langt fra er det spejl, der er indeni mig. Indeni mig er tusind stumper, ude i verden er der smil. Jeg skaber min illusion og mit spejl på en måde så spejlingen, jeg får tilbage bliver så perfekt at det gør ondt. Det gør ondt at blive spejlet i det man så meget ønsker at være, men meget langt fra er. Det gør ondt at blive spejlet i den smilende, imødekommende, åbne, altid venlige og energiske kvinde. Den velopdragne og udadvendte. Det gør ondt at blive spejlet i det spejl, der viser omverdenen at det faktisk er okay at være mig.
Mens spejlet indeni mig, det spejl der spejler den mørke sø i mit indre, viser præcis det modsatte. Det viser tusinde stykker flået fra hinanden og spredt for alle vinde. Det viser at jeg går rundt i en mørk skov og samler spejlstumper i håb om en dag at kunne samle dem til et helt spejl igen. Men der mangler hele tiden noget, jeg finder aldrig alle skårene.
Alligevel formår jeg trods spejlets mangler at få det samlet på en måde, så det meste af verdenen kun ser illusionen. Men glemmer at se de stykker der mangler, de ser smilet på mine læber, men ser ikke tårer i mine øjne. De møder latter og kvikke bemærkninger, men ser ikke kampen bag.
Jeg er et spejl af mig selv og af verden. Men genspejlingen kan gøre næsten lige så ondt som den oprindelige spejling.
At jeg ikke længere viser min smerte så konkret, så fysisk længere gør mødet med omverdenen både nemmere og sværere på en gang. Når der ikke er direkte fysiske skader, direkte sår, bandager eller plastre er det nemmere for mig at give et indtryk, vise det spejl, der fortæller at jeg har haft en stor smerte, det ses på mine ar, men at jeg nu har den under kontrol. Folk er ikke så sky og berøringsangste. Men med den spejling jeg skaber her narrer jeg ikke kun dem længst væk, de overfladiske lidt ligegyldige bekendtskaber og møder med verden- Jeg får også skabt en illusion hos mennesker tættere på mine cirkler. Jeg får spejlet verden på en måde, også her, hvor jeg viser noget, der kun er en illusion og intet andet.
Jeg forsøger stadig at skrige min smerte ud, jeg forsøger stadig at agere og være i verden, men smerten er mere stille, mindre synlig. Folk kan ikke se en bandage og tænke hun må have det dårligt. Folk ser et vægttab i et samfund, hvor vægttab er godt. I et samfund hvor det tynde er det perfekte, idealet. Det er okay at tabe sig, det er okay at have mærkelige spisevaner, at sige nej til det ene og det andet for det er der så mange, der gør. Det er normalt. Men grænsen mellem det normale og det, der bliver sygt er så hårfin at man lister sig hen over den uden at hverken en selv eller dem omkring en opdager at grænset er krydset, før man er nået så langt ind i fjendeland at vejen er lang, kringlet, besværlig og til tider virker nærmest håbløs.
Jeg er så ambivalent i det for jeg har et sindssygt stort behov for at min smerte kan ses, at folk kan se kampen, se sorgen, se det mørke og det tunge. Men lige så stort et behov, jeg har for at skrige det hele ud, for at smadre spejlet og lade verden se ind, lige så stort et behov har jeg for at holde den langt væk fra mig af frygt for resultatet af hvad der vil ske, hvis spejlet endelig går itu.
Jeg ønsker det umulige. Jeg ønsker at folk holder afstand samtidig med at jeg skriger efter den hjælp, som jeg selv holder mig væk fra. Se mig her til og ikke længere. Se hvad jeg ønsker du skal se, men se samtidig alt det, jeg forsøger at holde skjult.
Jeg ville så gerne turde at give slip, at give los og tro på at nogen i denne verden kan hjælpe med at løfte åget lidt fra mine skuldre. Det åg der tvinger mig mere og mere i knæ for hver dag der går. Men selvom jeg gør åget tungere og tungere, selvom jeg går mere og mere i knæ, går jeg altid et skridt videre. Tager altid en dag mere. For jeg vil jo ikke dø, vil jeg?
Jeg er så angst for at mit indre tankemønster, min måde at være i verden på i sidste ende er så langt fra virkeligheden at det bliver håbløst for mig at finde et kompromis.
Når jeg er i mareridt og flashbacks. Når jeg kan mærke hænder, lugte bestemte ting eller høre noget bestemt musik eller andre lyde. Når jeg får de mærkeligste ideer om hvordan jeg bedst kan lukke ned for disse ting, ville det være rart at turde at dele det. Men f.eks at nå der til, hvor jeg tør sige – hør her lige nu har jeg en kæmpestor trang til at køre min bil ind i et træ. Jeg håber at der sker en trafikulykke, hvor jeg er eneste dødsoffer. Jeg håber at jeg får et hjerteanfald og sover stille ind i løbet af natten. Jeg håber at jeg dør uden at det bliver for egen hånd. Vil jeg så dø eller vil jeg ikke? Eller er det fordi jeg ikke tør løbe risikoen for endnu en gang at skulle høre om at jeg ikke ville dø, for så havde jeg gjort det. Er det et spørgsmål om at ville dø eller om at kunne dø?