Under samtale med min distriktssygeplejerske igår skulle der sluges nogle kameler. Første var at hun antydede at jeg er manisk. Andet at hun konfronterede mig med og spurgte ind til min ludomani som har invaderet mit liv igen.
Når jeg har sagt til læger i psykiatrien i Slagelse at jeg har en bipolar diagnose, spørger de altid ind til om jeg har haft maniske episoder. Øøøh, ja!, svarer jeg, men de har jo kun set mig depressiv. Nu har min distriktssygeplejerske oplevet den maniske side. De fjerner langsomt min venlaflaxin da den, på nogen, kan virke opkvikkende. Jeg er startet op i deprakine depot. Selv har jeg det jo bare fedt. Alt andet end en altoptærende depression er godt, at føle at man kan klare hele verden, og lidt til, er bare herligt. Hvorfor mere medicin for det? Ja, det er min tanke, når hun lufter det. Men har ikke et valg de næste 5 år. Det er den barske realitet. Ja må sig pænt ja tak, når de står foran mig med pillerne. Hvorfor ikke unde mig lidt medgang, lidt positivt?
Kender du det?

Om Forfatteren

Jeg en kvinde på 42 år der til tider føler mig ældre med det jeg har gennemgået indtil nu. Utallige indlæggelser, tvangstilbageholdelse, min kæreste igennem 15 år der døde i 2014, 44 år gammel.Jeg bor på et meget rummeligt bosted, rosenhøj , ude på Vestsjælland . P.t er jeg indlagt for at få arbejdet med den altoverskyggende sorg der æder mig op mere end 4 år efter kærestens død

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.