Under samtale med min distriktssygeplejerske igår skulle der sluges nogle kameler. Første var at hun antydede at jeg er manisk. Andet at hun konfronterede mig med og spurgte ind til min ludomani som har invaderet mit liv igen.
Når jeg har sagt til læger i psykiatrien i Slagelse at jeg har en bipolar diagnose, spørger de altid ind til om jeg har haft maniske episoder. Øøøh, ja!, svarer jeg, men de har jo kun set mig depressiv. Nu har min distriktssygeplejerske oplevet den maniske side. De fjerner langsomt min venlaflaxin da den, på nogen, kan virke opkvikkende. Jeg er startet op i deprakine depot. Selv har jeg det jo bare fedt. Alt andet end en altoptærende depression er godt, at føle at man kan klare hele verden, og lidt til, er bare herligt. Hvorfor mere medicin for det? Ja, det er min tanke, når hun lufter det. Men har ikke et valg de næste 5 år. Det er den barske realitet. Ja må sig pænt ja tak, når de står foran mig med pillerne. Hvorfor ikke unde mig lidt medgang, lidt positivt?
Kender du det?

Om Forfatteren

Jeg en kvinde på 42 år der til tider føler mig ældre med det jeg har gennemgået indtil nu. Utallige indlæggelser, tvangstilbageholdelse, min kæreste igennem 15 år der døde i 2014, 44 år gammel. Min diagnose er bipolar, blandingstilstand. Dette er en evig kamp, fordi jeg aldrig ved hvordan jeg har det hvornår. Jeg bor på et meget rummeligt bosted, rosenhøj , ude på Vestsjælland . Opdatering pr. 28/2-17: Indlagt og nu ikke længere en bipolar diagnose men periodiske depressioner. Desuden obsessive compulsive og skizoid personlighedsforstyrrelse i følge min psykiater i det daglige. Planen er at der skal skabes nogle rammer jeg kan fungere under på bostedet inden jeg kommer hjem. Kommunen skal ind over. Bostedet har også begrænsninger. Tvivler på at det lykkes. Endnu flytning truer måske?! Mener nu stadig selv at der er en bipolar lidelse af blandingstilstand ind over.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.