Min første tanke var bare: ”Nej! Nej! Nej! Nej! Det er virkelig en fed chance, men det kan jeg da slet ikke!”

Jeg var nogle dage forinden, blevet interviewet til en artikel i Berlingske, omkring det, at flere og flere af os danskere går til psykolog. Journalisten ville gerne høre min oplevelse af at gå til psykolog. Den artikel udkom åbenbart lørdag morgen, og allerede samme morgen (lang tid inden jeg havde overvejet at vågne), havde en journalist fra TV2 News skrevet til mig, for at høre, om jeg havde lyst til at stille op til et live-interview på News omkring samme emne.

”TV2 NEWS!!!!!! Nej, aldrig i livet! Det er jo alt for sindssygt! Det ser mange mennesker. Nej, nej! Det kan jeg altså slet ikke. Nej!” Var det næste jeg tænkte efter jeg lige havde knebet mig selv i armen for at tjekke, om jeg stadig drømte. Det var jo alt for langt ude! Jeg (lille mig!) kunne da ikke være med i noget så enormt som TV2 News. Så jeg havde egentlig allerede dømt idéen ude. Det var virkelig en stor chance, men jeg kunne jo ikke finde ud af det. Og hvis jeg så sagde ja, så ville jeg helt sikkert nok lave masser af fejl!

Men… Men, jeg kunne alligevel ikke lade være med at dy mig helt. Jeg sendte lige et billede af samtalen med journalisten til min lillesøster. Det var alligevel for vildt til ikke lige at dele med nogen. Men klog og vis som min lillesøster er, så var hun ikke et sekund i tvivl om, at det her var en stor chance for mig. Ikke bare for, at jeg kunne få mine ”five seconds of fame”, men også for, at jeg kunne få mit budskab ud. Hvis jeg virkelig ville noget med min artikel, hvis jeg virkelig helt ærligt mente det, jeg havde sagt i artiklen, så skulle jeg også stå ved det, og fortælle det. Især fordi der måske sad (fordi det trængte bedre ind med dette eksempel ved mig) nogle unge piger, der ikke turde gå til psykolog, fordi de var bange for, hvad andre ville tænke. Dem kunne jeg måske få mit budskab ud til; ”at det at gå til psykolog ikke bør være et tabu, så de faktisk tør gå til psykolog, sådan at de kan få den hjælp, som de har (måske desperat) brug for.

Selvfølgelige måtte jeg bide mig i tungen, og indrømme, at jo – hun havde helt ret. Det var lige præcis det, jeg gerne vil med mit liv. Hjælpe andre til at hjælpe dem selv. Og var det her ikke den perfekte måde at gøre det på? Jo, det var det jo så godt nok. Men så igen, så var det altså TV2 News, vi snakkede om. Det var ikke mere end lidt mere end et halvt år siden, at jeg begyndte at skrive blog, og jeg synes stadig, at det er vældig overvældende. Men samtidig viste jeg også godt, at det sikkert var en helt igennem enestående chance, som jeg ville hade mig selv for ikke at have taget. Jeg blev altså nødt til at overvinde mig selv, for forhåbentlig at kunne gøre noget for mig selv og for andre.

Godt! En dyb vejrtrækning. Træk vejret ind, og pust ud igen. ”Hvad er det værste, der kan ske?” Jeg vil stadig have en familie, der elsker og støtter mig. Jeg vil stadig have en masse vildt gode venner og en helt fantastisk kæreste, der elsker og støtter mig. Om det så skulle gå helt galt, og jeg skulle have en stor og klam bussemand i næsen, eller få sagt noget helt vildt dumt og forkert, så kunne det ikke gå helt galt, for der var stadig nogen, der ville elske mig, og være der for mig. Og hvad ville jeg ikke få ud af det, hvis det faktisk viste sig, at det kom til at gå godt?

Jo, jeg kunne godt. Det var grænseoverskridende som én i bare syv sytten, men nu, hvor jeg sidder på den anden side, var det en af de fedeste oplevelser i mit liv, og jeg synes selv, at jeg fik delt mit budskab.

Så var det her bare en ”se mig” smøre, eller var der faktisk en pointe med det? Det jeg gerne vil sige med det her er, at nogle udfordringer kan virke helt enorme og uoverskuelige, men nogle gange skal man bare springe ud i det, for det er den eneste måde, at man kan finde ud af, om man får den oplevelse ud af det, som man havde håbet på. Jeg er med på, at nogle udfordringer kan være alt for store, men det finder man ikke ud før man har prøvet det. Så tro på dig selv! Også selv om du er psykisk sårbar. Det behøver ikke være en hindring, men det kan sagtens vise sig at være en fordel. Havde jeg ikke været psykisk sårbar, havde jeg aldrig fået denne udfordring.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg har det selv mærkeligt med medierne, for jeg ser aldrig flow-tv. Jeg er for længe siden helt vænnet af med at benytte dette tilbud, fordi det enten er komplet ligegyldigt, og nyhederne handler jo kun om mord og vold og atombombe sprængt og brintbombe sprængt, og det interesserer mig ikke. Jeg har langt større glæde af selv at skaffe mig min information gennem nettet, og troen på, at journalisters produkter skulle have interesse andet end rent undtagelsesvist, er det vist kun dem selv, der tror på. Og jeg tror, at folk, der er som jeg, agerer på samme måde. Vi er således et samfundslag, ofte af opinionsdannere, som medierne i realiteten ikke har adgang til. Det er kun det småborgerlige og uuddannede publikum, som troligt sidder hver aften og bivåner alt lortet. Dannede mennesker giver sig ikke af med elektroniske medier og er hurtige til at slukke, hvis de kun kommer med sludder. Hvis tiden skal spildes, skal det ihvertfald være på en fornøjelig måde. Derfor vil en forespørgsel fra et elektronisk medie til mig om at medvirke, til enhver tid blive besvaret med et nej.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.