At ville tage sit eget liv! Det er en meget voldsom tanke, og en tanke, der for nogen kan virke så fjern, at den bliver helt farlig at snakke om. Men desværre er sandheden den, at rigtig mange både psykiske syge og mennesker uden diagnoser har oplevet, at de måske ikke direkte har forsøgt at tage deres eget liv, men at de har overvejet tanken, og tænkt, at det faktisk kunne være en løsning. Jeg selv går ikke fri!

Jeg har haft RIGTIG mange selvmordstanker, og er stadig plaget af dem. Jeg får altid at vide, at det er forfærdeligt, at et menneske har det sådan. At man ikke har modet til at leve videre. Set udefra, kan jeg sagtens følge denne pointe. Jeg synes, at det er så forfærdeligt, at nogen skal lide så meget – men for mit eget vedkommende, er det bare noget helt andet! Forfærdeligt som det lyder, så er det ”bare” hverdag.

Selvmordstanker og selvmordsplaner er så stor en del af min hverdag, at jeg slet ikke mærker alvoren i det mere. Så kan man spørge sig selv, om det så ikke er en enormt farlig cocktail? Jo, i allerhøjste grad. Når man ikke ser faren i at begå selvmord, er det vel egentlig som om, at der intet værn er til at stoppe en fra det? I mit tilfælde er der heldigvis et indbygget værn, som ”heldigvis” altid har slået til inden det gik helt galt. Et værn, der automatisk slår til, når jeg er helt ude, hvor jeg ikke kan bunde (ironisk nok bogstaveligtalt også). Jeg er nemlig dybt inden i mig selv bange for at dø. Jeg ønsker på ingen måde at dø, selvom jeg ligger ude i det kolde vand, og venter på at drukne. Nej, jeg vil bare gerne have ro. En ting, jeg har hørt næsten alle, der forsøger at begå selvmord, sige; ”jeg vil bare gerne have ro!”.

Det er tragisk, når et selvmord lykkes. At et liv, der kunne være blevet til så meget, og kunne have givet så meget, forsvinder. Mennesker omkring en person, der er død, for ødelagt deres liv, og mange ender selv i risikogruppen for at tage sit eget liv. Men hvorfor træder vi så som samfund ikke ”bare” til, og hjælper dem, der har det skidt?

Det gør vi skam også! Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg er blevet indlagt på psykiatrisk hospital, fordi jeg har haft enten ”bare” selvmordstanker eller decideret selvmordsplaner. Og brutalt som det lyder, så er jeg en af de heldige, for ikke bare bor jeg på et bosted, med uddannet personale, men jeg kender efterhånden også alle muligheder for at få hjælp, når jeg har det skidt. En ting, som mange mennesker ikke gør! Formentlig fordi, at så mange mennesker ikke tør snakke om selvmord! Fordi selvmord er et tabu i vores samfund!

Medgivet, så er det et voldsomt emne, som kan vedrøre nogle meget svære følelser, men vi bliver også nødt til at anerkende det, for der dør flere mennesker af selvmord, end i bilulykker. Så mange liv, der måske kunne have været reddet, hvis folk bare vidste, hvor de kunne søge hjælp! Heldigvis er der kommet meget mere fokus på emnet, med blandt andet hitserien ”13 reasons why” på Netflix, og lige nu kører DR tre uger med fokus på selvmord. Dermed sagt, at der skal FOKUS på emnet selvmord, og hvordan det rammer og undgås, men på ingen måde opfordres til det!

Men det lyder så nemt.. ”Hvis bare hun havde ringet til ”livslinjen” (70 20 12 01), så kunne hun måske have været i live i dag!” Det er desværre langt fra virkeligheden. For selvom man søger hjælp, er det ikke altid, det er nok. Heldigvis er det i rigtig mange tilfælde, men andre tilfælde, skal der mere hjælp til, og man kan opleve, at den selvmordstruede nærmest sidder fast, og det kan faktisk se ud som om, at den selvmordstruede ikke vil have hjælp.

Jeg har selv haft det sådan, og har det til dels også sådan endnu. Det er ikke fordi, at jeg vil såre nogen, eller bare er et egoistisk røvhul, der ikke værdsætter noget. Nej, det er fordi, at jeg simpelthen har nogle følelser indeni, der er så stærke, at jeg ikke kan finde ud af at håndtere dem. I mit tilfælde er der udover disse følelser, også psykotiske symptomer, der stresser situationen yderligere.

Jeg har selv ”rigtigt” forsøgt at begå selvmord 3 gange. Jeg har en masse ar på kroppen, som er dybe, men det er heldigvis bare ar. Men 3 gange har jeg forsøgt at drukne mig i havet. Jeg havde egentlig fået masser af hjælp, men jeg var ude af min krop på en depressiv-psykotisk måde, men heldigvis var der mennesker, der ikke bare kastede et blik på mig, og sejlede forbi. Det var der nogen, der gjorde, men heldigvis, var der også nogen, der stoppede op, og sørgede for, at jeg blev tvunget til at få hjælp. Og sommetider er man så langt ude, at det er det, der skal til. Men jeg synes personligt, at det er okay, at der bliver anvendt denne tvang, når den er nødvendig, for det at være selvmordstruet er for det meste en tilstand, der går over igen. Med andre ord, kan man komme ud af denne tilstand, og få det rigtig godt igen, og så har det været nødvendigt at holde personen i live, indtil denne tilstand ophørte. Personligt er jeg sådan et sted i dag, at jeg er lykkelig for, at nogen reagerede og tvang mig med op af vandet. Ellers havde jeg ikke været her i dag, hvilket jeg i dag ville have været meget ked af.

Så selvom det er svært, bliver vi nødt til at åbne op for emnet selvmord, for man skal vide, hvad det vil sige at være selvmordstruet, hvad det kan føre med sig, og selvfølgelig allervigtigst; hvor man kan få hjælp! Jeg er ikke bange for at snakke om selvmord – er du?

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.