Michael Zittergong undersøger, hvem der er mest syg; ham, dig eller verden

 
Af Michael Zittergong

Hvad fejler jeg?
ADHD. Jeg gider ikke høre på dig. Du er for langsom og for kedelig og desuden har jeg en masse jeg skal. Jeg kan ikke nå det og jeg har i øvrigt også glemt hvad jeg skal. Hold nu op med at snakke på mig! Hvad er du ude på? Jeg er altså også paranoid skizofren, udpræget begge dele, så du kan godt droppe de der negative forestillinger om mig, din store, røde, møgtomat. Ja, dit hoved er en tomat – jeg ved at det er en vrangforestilling, men jeg ser ikke bare syner, jeg er også synsk og du får en på roen om du ikke stopper. Tomatpuré! For jeg er også den udgåede diagnose; psykopat. Og kompulsiv, ikke mindst. OCD, borderline. En vindende kombination på den store scene, men bare jeg dog vidste hvem jeg var. Og burde være. Anyway, jeg lover dig at du får mig lige ind, en af dem jeg er, ind under tøjet, helt iiind, for jeg vil mærke dig, 4 gange i aften, for 4 er mit lykketal, så 3 er for lidt og 5 for meget.

I det hele taget er alt ofte alt for meget. Depression, ja. Ind imellem er jeg helt sort, når fx folk dør eller bare er helt væk i forhold til den verden, de lever i. Så er det sort. Og så bliver det hvidt. Og så er det jo at jeg bipolar, jo-jo, det svinger egentlig i alle, i flere retninger endda, det rammer nogle hårdt og ingen går helt fri.

Og nu skal jeg have min medicin.

Tro mig, jeg er bange. Angst! Det er jeg bare; generaliseret. Og til hver diagnose hører medicin, og til hver medicin hører bivirkninger. Så det beroligende får jeg altid først.

Reality check
Og hvad er virkeligheden i virkeligheden? Et stigende antal diagnoser og ditto øget medicinforbrug til glæde for ikke mindst medicinalindustrien? Mere single end nogensinde i sin jagt på datingmarkedet? Sex = Samvær? Kamp mellem kønnene? Meditationens stilleleg som universalløsning på livslyst til udfoldelse? Præstation i produktionsøjemed i stedet for fri leg?

Tja – men hvad sker der, når det går galt?

Helvede og død; intet mindre
Der skæres, skriges, hulkes og forstenes. Nydes på trods. Blod flyder smukt og uafviseligt, og der er en lugt af brændt kød, når cigaretgløden får fat. Sådan! Og der er bræk ud over det hele, når den selvmorderiske må give pillerne fra sig. Og der er et lys der slukkes, linier på en skærm der rettes ud, når først hjerte- og hjernedød får selvmorderen til at lykkes. Det groteske sejrer og familiesorgen er ubeskrivelig; de vil være i fred.

Så der gispes, holdes hænder, der grædes og der fortælles. Og senere, meget senere, tænker nogen på hvordan vi bedst redder livet for de syge i de syge fællesskaber.

Knald på kunsten og DIN historie
Jojo, vi skal fandme komme efter det! Vi skal bruge kunst og kultur som sundhedsfremmende foranstaltninger. Storytelling i fællesskab. Hurra! Og et fint ord, storytelling. Og en chance for alle. Alle har en historie. Kom til os. I. Kom til mig. Du. Så finder vi det vi, som vi så kan vise til dem, der så kan gøre det samme som os. Hver især, på deres måde. Masser af både hexerei, behändichkeit, konfrontation, nærvær, åbenhed og indtrængen på opfordring eller efter behørige besværgelser og suggererende dans om den brandvarme grød. Watch out – den er med smørklat! Og alle lever eventyret, når maskinen passer sig selv og livet får lov. Come on! – det er bare for virkeligt, mand!

Ro på dig og mig og sammen om det hele
Check det: Når du har sænket mobilen og slapper af. Ingen ledninger ud af ørerne. Når du hører græsset ro, når du først ser solen skinne i et ansigt og så lige ud af øjnene. Øjne rettet mod dig. Dér var du; lige her. Her bliver vi længe nok og så lidt til. Så vi tror på det.

Og, okay, så hæver vi mobilerne og flakser rundt i hele verden. Hver for sig og sammen i det udvidede nervesystem. Fællesbevidsthed. Nyd det. Mindfulness i en overbevidsthed, der kender vores underbevidsthed? Hvad sker der egentlig? Jeg spørger bare; find dit eget svar.

Og kom så tilbage med det. Til mig. Til os. We are one and we are different. We are the world.

Diagnoser fra helvede til helvede og SÅ til sagen
De hersens diagnoser. Den hersens psykofarmaka. Og  – ja, nu finder jeg på – ikke mindst de dér nye samvirkende sæt af psykologer, psykiatere, lærere, filosoffer, vinduespudsere, børn i kontakt med forældre uden mobilitis, arbejdsløse, sindssyge, åndssvage, stifindere, vovehalse, feminister, machister og bla bla bla… alle kategorier samlede i den væsentligste: Mennesker. Der ligesom taler sammen på kryds og tværs. Om hvem der har brug for hvad. Om hvem der kan hvad. Medicinmænd og medicinkvinder. Autonome; industrien må bare adlyde. Gammeldags og ultramoderne, med udsigt til en fremtid.

Tro mig, jeg var bange. Og jeg bliver det helt sikkert igen. Men det bliver nemmere i den verden, som vi digter sammen. Jeg lover at der ikke kommer til at mangle diagnoser! – eller nogen som helst andre idéer om hvem vi og de andre er.

Og der er så meget andet end sygdom i mig, dig og verden.

Dig
Det var min historie. Må jeg høre din?

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.