Giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre.

Mod til at ændre det, jeg kan.

Og visdom til at se forskellen

 

Jeg har mange ting jeg gerne vil ændre på.

Jeg vil gerne ændre på at jeg ikke kan det samme som de fleste af mine jævnaldrende.

Jeg vil gerne ændre på at jeg ikke kan tage en uddannelse lige nu.

Jeg vil gerne ændre på at jeg tager medicin.

Jeg vil gerne ændre på at jeg har psykiatriske diagnoser der kræver behandling.

 

Hvis man bare kunne knipse med fingrene og så var alt fixet.

 

Hvis jeg lige over natten kunne ændre disse ting.

“Hvis jeg nu kæmper hårdt nok i dag, så er det nok væk i morgen.”

 

Desværre findes der ikke noget “quick fix”.

Der er ingen der kan ændre så meget over natten.

 

Jeg ville ønske at mod var nok til at ændre disse ting.

Det er det desværre ikke – slet ikke.

Tværtimod har jeg brug for sindsro til at acceptere at jeg ikke sådan lige kan ændre alle disse ting. Sindsro til at tro på at tiden arbejder med mig – sammen med mig.

Jeg har brug for at vide at de ting der skal lykkes, nok skal lykkes over tid.

 

Men! Ingen af disse ting kommer af sig selv.

Det kræver hårdt arbejde.

For mig har det betydet at jeg længe har nægtet at acceptere hvordan mit liv ser ud lige nu og et godt stykke tid fremover. Jeg har været ræd for at, hvis jeg accepterer tingenes tilstand, så vil min udvikling gå i stå.

Men sådan fungerer det ikke. I lang tid har jeg modarbejdet mig selv. Jeg har ikke tilladt mig selv at se min egen udvikling. Jeg har kun set det jeg ikke kan.

 

Jeg kan rigtig mange ting. Min hverdag fungerer til dels. Bedre end den har gjort i mange år.

Alligevel tør jeg ikke acceptere at jeg ikke er i mål endnu. Jeg tør ikke acceptere at jeg måske altid vil have lidt flere udfordringer end gennemsnittet.

 

Jeg kæmper med næb og kløer for at holde fast. For at prøve at se så velfungerende ud som det overhovedet er muligt. Desværre bliver jeg enormt skuffet stort set hver dag. Når jeg hører at mine kammerater har fået gode karakterer – jeg får ikke engang nogle karakterer.

Der er ikke noget jeg hellere ville end at kunne tage en uddannelse. Det er bare ikke en mulighed lige nu.

 

Det der lige nu er enormt vigtigt. Det betyder at det ikke er et endeligt resultat.

Det hele er en proces. Jeg er ikke i mål endnu, men jeg lærer nyt hver dag.

 

Og det næste jeg vil øve mig på at lære er, at accept ikke er det samme som stilstand. At man sagtens kan acceptere et midlertidigt holdepunkt uden at det betyder at man giver op.

 

Derfor vil jeg arbejde på at;

 

Acceptere at jeg ikke kan det samme som de fleste af mine jævnaldrende.

Acceptere at jeg ikke kan tage en uddannelse lige nu.

Acceptere på at jeg tager medicin.

Acceptere at jeg har psykiatriske diagnoser der kræver behandling.

 

Og vigtigst af alt: Acceptere at jeg er lige så meget værd som alle mine jævnaldrende som kan alle de ovenstående ting.

 

En kommentar

  1. Marianne Pedersen

    Hej Linedanser. Hvor har jeg dog også bøvlet med den bøn, indtil det for alvor og helt ind i min kerne, gik op for mig, at det jeg manglede, var visdommen til at se forskellen. Der var så meget, jeg var sikker på, at jeg kunne forandre, og når man tror det, er det meget svært at acceptere tingenes tilstand. Nu er jeg efterhånden blevet så vis, at jeg kan se forskellen, men det glipper alligevel ind imellem. Mit råd: interesser dig mest for visdommen, for den sætter gang i de andre 2 ting. Kærligst

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.