Efter hjemløshed føler jeg mig indimellem stadig, vildfaren og forvirret, også selvom jeg i dag bor i en solistbolig (en lejlighed tilbudt mennesker med psykiske udfordringer). Jeg håber ikke at flere kvinder (forsørgere) skal opleve den form for stress det skaber, at blive henvist til gaden. De tunge diagnoser der rammer flere kvinder med trauma, og mulighederne for hjælp til samme, fornemmer jeg stadig er meget nedprioriteret, i det offentlige. Det skulle ikke være lovligt, at henvise enlige forsørgere til gaden, som min tidligere kommune gjorde det.
Sikkerhedsnettet
Jeg husker, jeg gik op på Rådhuset kort tid efter jeg havde opsagt min bolig, og prøvede at forklare min socialrådgiver, at jeg ikke vidste hvorfor jeg havde gjort det. “De havde hjulpet mig før”, sagde hun, så jeg måtte spare op til en ny bolig Nogle år senere, er jeg kommet i tanke om, at jeg noget tid før jeg opsage min lejlighed, mødte en ansat ved skranken på Rådhuset, hvor jeg var kommet for at bede om madbilletter. Han genkendte mig ikke, men jeg husker ham. Han chikanerede mig voldsomt fra vi var ca. 4 år og indtil han begyndte på en anden skole. Han var efter mig hele tiden, da vi var børn. At møde ham igen uforberedt, som voksen, forklarer nok, hvorfor jeg begyndte at få maridt og for lidt søvn igen. Det må have tricket mig, og jeg opsage min 2 v. (Børn overgriber også børn, 3 %). ”
Psykoser er et forsvar”, har min tidligere kontaktperson fortalt mig, Det tror jeg på. Men de kan også blive farlige, det ved jeg selv, med en skizofrenidiagnose. Jeg læste også for et par år siden , at folk der oplever en psykose, ofte kan finde på, at opsige deres bolig. En nyere undersøgelse viser , at 47% af de hjemløse kvinder idag, har nogetpå psyken, før de mister deres hjem.
Bh J
Billede: Unsplash.com