Jeg har de sidste 10 år, været min egen værste fjende. Det her emne er nok den eneste ting jeg ikke har delt med jer endnu og det er heller ikke noget jeg taler højt om, med andre end min nærmeste familie. Så som i nok allerede kan regne ud, er det her indlæg nok det mest sårbare jeg har delt. Lad os spole tiden tilbage til dengang jeg var 11 år gammel..

Jeg døjede rigtig meget med mavesmerter i en lang periode, efter jeg havde fået min første menstruation i 11-års alderen. Jeg blev tilset af læge min. 1 gang om måneden, men det var som om de aldrig helt tog det seriøst. Lige indtil den dag min mormor tog mig under armen, og slog i bordet overfor min læge. Jeg skulle scannes og det kunne kun gå for langsomt..
Jeg husker tydeligt den dag jeg skal scannes. Min mor er vist med mig hvis jeg husker rigtigt, og vi bliver kaldt ind. Jeg er på daværende tidspunkt 12 år gammel og har haft voldsomme mavesmerter i knapt 6 måneder +/-. Jeg ligger mig op på briksen og finder hele situationen ret spændende. Lægen begynder at scanne min mave og siger meget hurtigt ’’Manja hvis du kigger her, kan du se en pose lignende ting, med 3 runde kugler i. Du har galdesten, med pt 3 sten a 1 cm stykket’’ jeg forstod lidt, men ikke særlig meget. Jeg vidste bare at der nu var en forklaring, på de smerter som fik mig til at tro jeg skulle dø.
6 måneder senere bliver jeg opereret, får fjernet min galdeblære som er meget betændt og med betydelig flere sten end 3 og det næste stykke tid går egentlig ret godt. Jeg havde ingen smerter for første gang i meget lang tid, og kunne nu igen passe min skole og være social ligesom de andre. Det varede dog ikke mere end 7-8 måneders tid, før jeg fik smerter igen. Og igen. Og igen. Det var helvede. Ingen vidste hvad de skulle gøre, jeg blev proppet med mere og mere smertestillende, fordi intet hjalp til sidst. Jeg fik gang på gang fortalt at ’’du skal bare lære at leve med det’’ og et pænt håndtryk af overlægen.
De her smerter opstod efter et måltid, efter hvert måltid til sidst.. Så naturligt nok, stopper jeg med at spise for ikke at få de her forfærdelige smerter.
Det varer ikke mange måneder før jeg er gået fra en vægt på 58 kg til en vægt på 49 kg. Mit sind hoppede hurtigt med på ’’ingen mad’’ bølgen jeg havde gang i, så mine tanker omkring min krop, vægt osv. Blev derfor også rigtig hurtigt forvrænget…

Jeg er på daværende tidspunkt blevet 14 år gammel, og jeg er mere syg end jeg nogensinde har været.
Jeg tog i skole en dag, vi have engelsk og jeg kom 1 time for sent. Fordi jeg 30 min forinden havde overvejet at tage mit eget liv, men valgt ’’kun’’ at skære i mig selv. Min mor var for længst taget på arbejde og den største grund til jeg ikke tog mit liv dengang, var fordi hun ikke skulle bydes mere.. Jeg ville hellere kæmpe denne her kamp og gøre hende stolt. Så efter jeg havde skadet mig selv, tog jeg min ynglings bluse på som var blå og min vinterjakke. Det var d. 11 december kan jeg tydeligt huske… og jeg skrev en sms til min familie om hvad jeg havde gjort, hvorfor jeg havde gjort det og hvad jeg gik og kæmpede med i mit hoved.
Jeg nåede at være i skole i 11 minutter, indtil min mormor ringer til mig uafbrudt. Jeg tager den ikke, men kigger på en sms hun har skrevet kort tid efter. Hun synes jeg skulle komme op til hende, og så tog vi altså til lægen eller ud til nogle andre som kunne hjælpe.. Jeg tog hjem til min mormor og blev omfavnet i det sekund jeg trådte ind ad døren og knækkede sammen.

Jeg endte på psykiatrisk skadestue. Min mor kom. Min onkel kom. Alle var kede af det. Nok mere kede af det end jeg var. For jeg var lettet. Jeg havde rakt ud efter hjælp, og nu ville jeg få den. Dog efter 7 måneders ventetid til behandling for anoreksi, som i den grad overhoved ikke okay for resten! Haha hvis man bare kunne ændre hele verden.
Men jeg startede min behandling. Manja 15 år, 43,2 kg og en lang sej kamp foran. Den stod på sødmælk x 6 om dagen, 6 små overvåget måltider spist i både skolen, hos min mormor og hos min mor. Min behandling blev sluttet ligeså snart jeg ramte 52 kg. Jeg var vred, forvirret og forstod ikke hvorfor jeg aldrig blev kaldt ind til efterbehandling..

Så nu står jeg her.. 9 år efter og med præcis samme frustrationer, vrede og fortvivlelse for det fylder ligeså meget i dag, som det gjorde dengang for 10 år siden. Så slemt at jeg nu skal spise 1 måltid hver dag, sammen med en nær af mine. Jeg er sur, skuffet over mig selv, men samtidig rigtig stolt.. Jeg har klaret at række ud i god tid, snakke med min psykolog, benyttet mig af mit fantastiske netværk og nu går kampen mod maden så småt i gang igen.. Jeg er stort set stoppet med at spise varm mad, jeg får angstanfald op til eller under hvert måltid jeg prøver at gennemføre og det er for meget nu.
Jeg vil gerne kunne passe den dejlige hverdag jeg har fået skabt mig. Jeg vil gerne have overskud til at gå lange ture med min hund. Jeg vil gerne have overskud til at kunne tage toget til Roskilde og hente min nevø i børnehaven. Jeg vil gerne have succes i livet. Så de næste mange uger skal jeg kæmpe som jeg aldrig nogensinde har gjort før.. Jeg KAN, jeg SKAL, jeg VIL vinde den her kamp! En gang for alle.

Der er en masse tabu for mig, omkring det her. Jeg har aldrig delt det med særlig mange, og det tror jeg at der er en helt bestemt grund til..
I folkeskolen da det kom frem at jeg var syg, startede en grov mobning (som var der inden sygdom, men i en mildere grad) som bestod af at bilde ALLE ind på årgangen, at det var løgn.. Jeg var ikke syg, jeg spiste jo og sagde det kun for at få opmærksomhed. Det har simpelthen været med til at denne spiseforstyrelse, nok er blevet lagt lidt i skjul fra min side af.
Det er noget jeg kan blive flov over. Altså det at have et problem med at spise. Jeg er 23 år, snart 24 og jeg kan ikke lave mad til mig selv og spise det, uden at få en voldsom angst reaktion. Jeg føler mig lidt som et barn. Som en der skal være afhængig af andre, for det er jeg jo. Specielt lige nu, og den næste tid fremover.
Det er en endnu større grund til at jeg lægger det her ud til jer i dag. Det at sidde og skrive de her ting, er næsten bedre end en time hos psykologen. Det er OKAY at have en spiseforstyrelse. Det er OKAY ikke at være stærk. Du er helt okay, og det samme er jeg! Det vil jeg i hvert fald fortælle mig selv 10 gange dagligt, indtil jeg begynder at tro på det.

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 23 år. Bortset fra jeg har haft en psykose, jeg er dianotiseret med generaliseret angst, parnoid skizofreni samt træk fra panik angst. Dagligt kæmper jeg også med social fobi. Jeg har gennemgået enorme smerter, svigt, modgang, endnu flere smerter og lidt mere modgang. Jeg bruger min stemme, min passion for at skrive, mine erfaringer og personlige beretninger til at tale tabuet ihjel.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Manja Marie, dit skriv er meget personligt og modigt. For mig, som læser Outsideren meget regelmæssigt, er en sådan beretning velkommen. Der var for nylig en blogger, som efter at have skrevet en del meget personligt, og der var kommet interessante kommentarer til, valgte at lade alt det, vedkommende havde skrevet, slette, og det var meget ærgerligt, fordi det var godt stof, og velskrevet. Nu skal man jo ikke lade den journalistiske egoisme råde, men tænke på, at for den, som skriver er det hele alvor, og det må vi andre respektere. Men det er mit håb, at du vil kunne acceptere, at din udmærkede blogartikel kan blive stående. Det fortjener den.

    Med de bedste hilsner og ønsker fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.