I den kommende tid skriver jeg essays om angst, terapi, kærlighed, alkohol, narkomaner, retten til at få børn og meget andet.

Alt er forklaringer og undskyldninger til mine to dejlige døtre, som jeg elsker mere end alt andet.

Tidsmaskinen fungerede ad h til sidste gang., men denne gang lander den nogenlunde perfekt i september 2008, hvor jeg opdager min første mail til chefpsykolog Nicole Rosenberg, der på mystisk vis resulterede i en forsamtale. Jeg havde ingen andre forventninger end en mulig helt ny diagnose eller en tilføjelse til agorafobi, socialfobi, ”behandlerfobi” og generaliseret angst og et overflødigt forbrug af flere penge fra statskassen! Det var den forventede gevinst. Men det var trods alt et forsøg værd, når jeg hadede den usle tilværelse, hvor jeg havde opgivet stabil kontakt med jer.

Med tanke på jer var der kun to muligheder: En smule kontakt i et afgrænset antal timer eller ingen kontakt. Jeg planlagde samtidig en flugt til et varmt land med førtidspensionen så langt væk fra nederlagene, at de forhåbentlig ville blive næsten usynlige. (Ja, ja, brormand og Dennis. Jeg kom vist lige til at ynke en lille smule, men jeg orker ikke endnu engang at ændre indledningen).

I vandt heldigvis kampen mod bedre vejr, billigere alkohol og billigere alt muligt andet. Jeg elskede og savnede jer uanset evnen til angstanfald, druk og uansvarlighed. Når jeg engang er færdig med essays til jer, sletter jeg ord som druk og alkohol fra mit ordforråd. Og jeg er rigtig glad for, at jeres mødre skjulte sandheden dengang. 

På dagen med tiden hos chefpsykologen, var jeg involveret i en druktur, hvor jeg fik dårlig samvittighed, da jeg kiggede på klokken. Uden drukvennerne opdagede det, gik jeg uden for værtshuset og ringede til Angstklinikken. Jeg fortalte sandheden til sekretæren: ”Jeg er fuld og kommer ikke.” Da jeg returnerede til værtshuset, smagte alkohol grimt.

Dagen efter ringede jeg til klinikken og bad sekretæren undskylde mange gange til Nicole og fortælle, at jeg meget gerne ville have en chance. Overraskende fik jeg en ny tid. På dagen navigerede jeg i et ukendt område og trods rutebeskrivelsen fra Krak, kørte jeg i en forkert retning, hvilket resulterede i 10 minutters forsinkelse. Da jeg fandt kontoret med navnet Nicole Rosenberg, var jeg forberedt på en moralsk opsang, men hun så ikke sur ud og bød på et krus kaffe. Det var meget mystisk. Kaffe forbindes med hygge, og under mange tidligere konsultationer havde kaffe måske medført forbrændinger hos behandleren eller mig,

Tankerne fór rundt i hjernen. Det måtte simpelthen være et taktisk træk inden nedgørelsen, men minutterne gik, mens vi snakkede om psyke og problemstillinger. Jeg var meget mistænksom. Tiden gik videre. Det gør den jo sådan set altid, men hun ville snart miste muligheden for aflevering af en moralsk opsang. Der kom ingen. Jeg gik forbavset og forvirret ud fra klinikken. Det møde fulgte slet ikke de vante mønstre. Under næste samtale sad jeg igen med paraderne oppe, men igen forlod jeg klinikken i forvirret tilstand, for den forsamtale medførte tilbud om optagelse i fobigruppen. Tankerne kredsede lidt i retning af, om jeg ufrivilligt medvirkede i en dogmefilm.

Under forløbet i fobigruppen var jeg kun fraværende en enkelt gang fra undervisningen og terapien. En enkelt gang kom jeg med gevaldige tømmermænd og lugtede mere af værtshus end nyvasket, men Nicole kommenterede det ikke. En ven kørte mig til klinikken grundet min frygt for en for høj promille til at køre selv. Ah, han tvang mig vist. Og tømmermænd bør nok også erstattes med bagfuld.

Tillid og håb voksede frem mellem alt det lort, der normalt ødelagde forholdet mellem mig og behandleren. Denne gang fungerede lortet som gødning.

Efter afslutningen af fobigruppen fik jeg tilbud om efterfølgende samtaler. Efter hver samtale fik jeg det en smule bedre. Vi snakkede åbent og frit. Da der første gang opstod uoverskuelige forhindringer med lang tid til næste møde, sendte jeg en beskrivende mail. Manøvren skabte uro, for kontakten med behandlere havde indtil da altid haft ubrydelige regler, så jeg overraskedes i særdeleshed, da der dukkede et kort men rådgivende svar op i mailboksen uden bebrejdende formaninger. Næste gang med en hård nedtur, skrev jeg igen om reaktioner og frustrationer og fik igen svar. Dog sjældent samme dag. Det forstod og respekterede jeg, selvom mails udviklede sig til en del af behandlingen og reddede mig fra utallige dumme manøvrer. I totalt kaotiske situationer skrev hun et tidspunkt, hvor jeg kunne ringe. Det kunne være et par dage senere i et afgrænset tidsrum, men det gav mod og udholdenhed. Behandlingsmetoden med mails, sjældne personlige samtaler og sjældne nødvendige opringninger resulterede i et bedre og bedre liv. Cira 300 sider mails fra mig håndterede hun. Et par enkelte gange ringede hun dog efter en ærlig mail og forklarede uden vrede og med noget, der unægtelig tydede på professionel omsorg, at den hæmningsløse druk jo aldrig havde hjulpet. Og så afsluttede jeg flugten. Med nænsom men konfronterende terapi fjernede hun efterhånden enhver lyst til flugt og tåbelige nedbrydende reaktioner.

I min konsultationstid medbragte jeg også tre nære pårørende med ondt i psyken, hvor det påvirkede min sindsstemning. Nicole rådgav og hjalp, og mine bekymringer mindskedes. Hun har aldrig behandlet mig med en overlegen attitude, men har rost mig for initiativer. Hun benyttede på humoristisk vis fremmedord, hvor jeg måtte spørge om betydningen! Og ja, hun kunne og kan flere fremmedord end jeg, men det gør nu ikke så ondt.

De irrationelle flugtforsøg kasserede jeg. Alkohol indtog jeg yderst sjældent. Jeg droppede billard. Jeg droppede værtshuse, og jeg fungerede som stabil weekendfar med god støtte fra kæresten. Kontakten med familien genoprettedes på alle fronter. Bitterheden og vreden forsvandt, og slutteligt stod jeg også kun tilbage med diagnosen kronisk angst. Det er lidt nemmere at håndtere end en håndfuld! Der var også problemer. Eksempelvis en heldigvis fejlagtig kræftdiagnose til kæresten. Samt en skole, der hårdnakket benægtede en problemstilling med den ene af mine bonusbørn, der ellers var så tydelig, at jeg selv i dag ville have set den uden læsebrillerne på. Det lykkedes heldigvis efter hård kamp at vinde den kamp, men……………..

En lov under navnet gensidig forsørgerpligt smadrede det hele. Det havde faktisk været langt bedre, hvis endnu et forhold var blevet ødelagt af min flugt fra mig selv og ikke af politikere, der alt for sent indså, at den lovgivning var noget baljepis.

Hvis min lillebror ikke havde skrevet artiklen til Angstforeningen ”Pårørende til en sindslidende”, der skabte tvivl om min diagnose og en del kaos, havde jeg måske aldrig hørt om navnet Nicole Rosenberg. Hvis jeg ikke havde lært lillebror at stave til Manchester United, Arsenal, Liverpool og alle interessante klubber i England , inden han begyndte i skolen, så havde han sikkert ikke evnet en så velskrevet tekst, som jeg har valgt ikke at offentliggøre igen. Den skaber stadig blandede følelser i både hjerne og sind. Desuden skylder han mig en ordbog grundet de mange opslag grundet fremmedord. Og nogle emner hører bare fortiden til.

Det kan dog undre mig, hvorfor lillebror har oplært min ellers dejlige nevø til, at Chelsea skal være deres favorithold. De havde vundet ET mesterskab, da jeg lærte din far at læse Victor. Du må da indrømme, at det er meget meget mystisk!

Til dig min kære niece Marie. Jeg har heldigvis aldrig hørt dig sige så grimme ord som Chelsea, men vi skal snart have en snak om fremtiden igen. Du ved udmærket godt, hvorfor jeg ikke kan skrive i et offentligt forum, hvad det handler om……….Og kære svigerinde: “Jeg er imponeret over din tålmodighed……….”

Jeg burde nok bare have druknet lillebror, da han kom til verden i stedet for at smadre vinduerne i vaskehuset, men det ødelagde jeres farmor ved at holde mig indendørs, når han fik al opmærksomheden, fordi han skulle mades. For helvede hvor var han dog egentlig belastende. Han fattede heller ikke senere at med 4 års forskel, skal man ikke bruge sin storebrors cowboystøvler til at kaste med, når jeg forgæves forsøgte at hjælpe med hans opdragelse. Den ramte heldigvis døren et par centimeter ved siden af mit hoved. I dag fatter han forhåbentlig, at jeg rent faktisk er årsagen til, at han udviklede sig til at blive ret så begavet.

Og som om, at jeg ikke var hårdt nok presset, så valgte min mor og far så også lige at indføre en lillesøster i mit liv. Med 9 års forskel var det fuldstændig umuligt med søskendeopdragelse. Hun spyttede mig eksempelvis engang i hovedet. Jeg stod bare og gloede på hende. Hun var så lille. Jeg burde vel have givet hende en rigtig ulækker grønhakker retur. Seriøst Dennis, min ven. Det her er sgu da ikke ynk!

Heldigvis satte min far mig en dag af på kommunen. Jeg har ofte bebrejdet ham den detalje, men måske havde han fattet, at det var for hårdt for mig med de søskende. Hvis han ikke havde gjort det, var jeg måske endt med at sidde alene på et lille værelse i Ringsted uden kontakt med omverdenen. Det havde så resulteret i, at jeg aldrig havde mødt jeres mødre, der jo begge er opvokset i Jylland. Og I havde heller ikke fået rabat på piercinger hos Gitte.

Da jeg i øjeblikket inspireres af serien Elemantary, der er en nyfortolkning af Sherlock Holmes, tager jeg chancen, og lader JER bestemme, hvad jeg skal skrive om i næste essay. Så I skriver bare en besked til mig med ET ord. Til gengæld skal I love, at I siger:”Hvor ser det godt ud, at du næsten ikke har ølmave mere far!”. Det kan I altså godt sige til mig. I skal bare se meget overbevisende ud, for I ved, at jeg hader løgne. Jeg ved ikke, hvad pokker det har med en mesterdetektiv at gøre, men vi lever jo heldigvis i et kristent land, hvor alle ved, at Herrens veje er uransagelige.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Dette her er altså godt skrevet, og interessevækkende også for mig, – selvom det skrevne jo egentligt har en vis privat karakter. Jeg registrerer imponeret muligheder i ad psykologisk vej at opnå resultater. Det forhold, at vi er tænkende og følende individer, rummer jo et potentiale i henseende til at gå til problemerne ad psykologiske kanaler – selvom vi er nogle andre, som har måttet søge løsninger i medicinsk behandling. Alt dette er jo en omfattende og aldrig ophørende diskussion, hvor behovet for kyndig sagkundskab er til stede. Som Ronnie her giver udtryk for, er det ofte et element af tilfældigheder, der er bestemmende for, om vi finder de rigtige personer og muligheder til at hjælpe os på vej – eller om det hele går den gale vej. Evnen til personligt held er virkeligt meget mærkelig. Nogle personer tiltrækker uheld, mens andre er omfattet af, at heldet tilsmiler vedkommende. Jeg tror, at disse fænomener består som uerkendte og uforståede for langt de fleste. Der foreligger i den ældre psykologiske litteratur eksempler på disse fænomener, men jeg har aldrig set noget systematisk forsøg på at indkredse deres dybere årsagsforhold, idet der i vidt omfang er tale om processer, der har sit udpring i ubevidste processer. Da jeg havde skizofreni, var det som var hele verden forhekset, og der optrådte fænomener, som man ikke skulle tro mulige. Mine bestræbelser gik på at tilpasse mig denne nye realitet. Sidenhen har jeg naturligvis tænkt nøjere over det passerede, og er derigennem kommet til den opfattelse, at vi er meget andet, end hvad vort bevidste liv lader formode. Som personer opnår vi gennem livet at blive beskrevne blade, men det er meget forskelligt, i hvilket omfang disse indsigter kommer os til gode. Begreber som “Gud”, og “Held” – for slet ikke at nævne “Uheld” – kan forekomme ret løse i kanten – men dækker forsåvidt meget godt det, jeg her forsøger at udtrykke. Og dette være sagt af en udpræget ateistisk og ikke-overtroisk person. Der er tale om kategorier, ved hvilke jeg forsøger at karakterisere noget forholdsvist ukarakteriserbart.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.