Sorgen er stadig lige voldsom…

Få har selv oplevet det, de fleste forstår ikke det de få gennemgår…

Særligt ikke efter, som for mit vedkommende, 4 1/2 år efter.

25/9-2014 Modtager jeg en opringning. Jeg er til et arrangement den eftermiddag. Om hvad husker jeg ikke. Jeg husker, at min kæreste, min soulmate, mit et og alt, ringede om morgenen den dag.

Kommer du ikke her i formiddag? Jeg ved godt du skal til et arrangement…selvfølgelig skal du tage med, hvis du vil.

Om eftermiddagen, til arrangementet:

Min telefon ringer, Stig er faldet om med flere på hinanden følgende hjertestop. Han havde været uden ilt og kredsløb i ca. 40 min. Han var med udrykning kørt på sygehuset.

Aldrig har turen fra Odsherred til Slagelse været så lang. På sygehuset lå han i koma, koblet til en respiratoren. Det blev aften og jeg gik PAM, om jeg måtte være der. Min kæreste var døende og jeg turde ikke sidde i Odsherred , hvis han døde 9m natten. Nope, det var ikke et hotel. Nej, tænkte jeg, jeg var heller ikke en potentiel hotelgæst, men en kvinde på 40 i dyb krise.

Hjem kom jeg. Og efter en nat med minimal søvn, gik turen til Slagelse. Endelig fik jeg tilbudt en pårørendestue. Et par fælles venner var hos os på sygehuset i weekenden. De tog mig med ned til Kulturnatten. Men jeg tog hurtig tilbage. Havde været forbi Stigs lejlighed og hente tøj til hans sidste rejse.

Lørdag d.27/9-2014

Stig havde en stor hjerneskade. Selvfølgelig skulle han have fred. Respiratoren blev slukket ved 11-tiden om formiddagen. Stigs eget hjerte tog over…for en stund. Der var tid til en kop kaffe med mine forældre på en cafe . Kl.17.55, cirka , trak Stig vejret for sidste gang.

Hvor kom overskuddet fra?

Overskuddet til alt det praktiske omkring samtale m. Præst, bedemand, bisættelsen, snak m. Bobestyrer…

ærlig talt ved jeg det ikke, men ser det lidt som dyrisk instinkt, overlevelse. 3 uger…så knækkede jeg og to måneders indlæggelse på psykiatrisk afd. Fulgte. Blev udskrevet en uges tid før  jul. Troede jeg var rustet til at håndtere tabet, bare nogenlunde. Men på rekordtid gik jeg fra 1 times bostøtte til 16 timer. Der fulgte et par måneders indlæggelse i april/maj måned m. Ect og følgende vedligeholdelsesbehandlinger m. Dette. Bosted, hvor jeg ud af 10 mdr. Var indlagt ca. 4. Herefter nyt bosted, hvor jeg er i dag. Jeg har ændret mig. Voldsomt temperament, særligt ved nye tiltag, afvisninger, følelsen af svigt. Social angst m.m

Idag…d.22/1-19

Jeg er indlagt på psykiatrisk efter en overdosis forrige mandag. Sorgen æder mig op indefra. Jeg har kanaliseret den ud, fundet årsager til at jeg har det skidt alle andre steder, men nu er jeg endelig blevet lovet en lidt længerevarende indlæggelse m. Psykologsamtaler indelagt.

Jeg håber og beder til, at dette kan give mig en oprigtig lykkefølelse, glædesrus over ting i livet, igen.

Det bliver en kamp.

 

Om Forfatteren

Jeg en kvinde på 45 år, der har oplevet hele livet på den halve tid. Det skal ses i det perspektiv, at jeg som 40 - årig mistede min kæreste igennem 15 år, da han døde af hjertestop. At jeg siden har følt, at sorgen åd mig op. Intet i livet gav mening. Idag øser jeg ud af min brugererfaring til glæde for diverse tiltag i psykiatrien og dermed, forhåbentlig, for andre brugere her. Det har givet indhold i hverdagen og livet en anden dimension. Hermed velkommen til min blog❤️❤️❤️

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Der er nok mange reaktioner mulige. Min mor begik selvmord i 1989, og ikke blot jeg, men hele familien var i oprør. For mit vedkommende fortrængte jeg det hele – faktisk var det som hele min hukommelse strejkede, og jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Til gengæld bongede problemerne ud i form af en skizofreni med stemmehøring og vrangforestillinger – men jeg har egentligt aldrig sørget. Da min far døde i 2001, var det som var hele repertoiret udtømt på forhånd, og det gjorde ikke rigtigt indtryk. Nu havde min far alvorlig Alzheimer, og han kunne ikke gå eller stå, og havde tilsyneladende glemt alt, så det gik den vej, det skulle gå. Egentligt har jeg aldrig sørget over mine forældre, vel også fordi de ingen rolle spillede i min hverdag, idet jeg forlængst havde taget afsked med hjemmet, og det betyder nok ret meget. Jeg havde min egen tilværelse og var rettet mod den. Men det forhold, at min far forlod min mor på et tidspunkt, hvor jeg var meget ung, har nok bevirket, at jeg ikke har været interesseret i at stifte familie eller at lade nogen komme mig ind på livet privat. Også oplevelser i skolen og på arbejdsmarkedet har bevirket, at jeg relativt tidligt har fravalgt familie og børn. Det der med børn er for mig en dead end; der er alle de mange risici i forhold til at få en handicappet barn, eller et barn med alle de psykiske vanskeligheder, jeg selv har haft. Men sæt nu, jeg fik et udmærket barn, med talenter og megen god vilje – så skulle det barn stå model til den dødssyge måde, samfundet har udviklet sig på, samt alle de skiderikker, hvis kæreste fornøjelse det er at genere andre mennesker. Som du kan se, har jeg ikke de højeste tanker om medmenneskene. Men jeg taler ikke generelt, idet menneskene er mangeartede. Mennesket kan ikke rummes i én formel.

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Kære Rikke. Det er godt at høre, at du er i trygge hænder. Rigtig god bedring! Må du snart finde fred med dit tab.
    Bedste hilsner, Loucia

    Svar
  3. Allan

    Føler virkelig med dig, håber du får god hjælp og det bliver bedre for dig.

    Rigtig god bedring.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.