Det er sommer, året er 2009. Jeg er 16 år.
Jeg er inde til 2 akut samtaler på ungdoms psykiatrisk ambulatorium.
Nogle dage før min mors fødselsdag bliver jeg indlagt for første gang.
Min svigerinde har få dage før født en lille dreng og det er som om jeg går glip af det hele.
Jeg er ødelagt.
Jeg græder, jeg vil ikke indlægges men jeg skal.
En pædagog med bare tæer tager imod mig da jeg træder ind på afdelingen for første gang.
Hendes blomstrede kjole skærer i mine øjne og jeg frygter at høre skrig og møbler der bliver kastet rundt, men det sker aldrig.
Jeg kommer på det “rette tidspunkt” frokosten er lige serveret og der er en skjult forventning om at jeg deltager.
Jeg får en plads for enden af bordet og jeg kan ikke spise noget, jeg græder bare og er bange.