I den kommende tid skriver jeg essays om angst, terapi, kærlighed, alkohol, narkomaner, retten til at få børn og meget andet.
Ensomhed blandt mennesker! Jeg kender til flere, der nikker genkendende til den følelse. Det er bare et forbandet kedeligt emne. Medmindre man benytter mine metoder, der som standard medfører dramatik. Højtider som juleaften, en barnedåb, en konfirmation eller et bryllup er frastødende, da der i de fleste familier er et kodeks om ædruelighed trods de langvarige kedelige sammenkomster, hvor traditionerne unægtelig mangler promiller i blodbanerne. ”Rend mig i traditionerne” er titlen på Leif Panduros crazy-humoristiske gennembrudsroman fra 1958. Fuldstændig latterligt at skrive en bog med den titel, når der ikke engang var tænkt på mig dengang! Jeg kan selvfølgelig vælge en omskrivning af romanens titel, men jeg magter ikke en opstart på endnu en bog, som jeg sandsynligvis kasserer efter cirka 50 sider og en helvedes masse research. Måske er det netop den manglende bedøvelse af alkohol til de nævnte højtider, der skaber min distance? Jeg har alvorlige problemer med samvær i længere tid, hvor vi fejrer begivenheder, der ikke har nogen betydning i dagligdagen. Ok, bryllupper har naturligvis stor påvirkning. Mænd dør ifølge ny videnskab tidligere og ofte af hjertesygdomme, hvis de føler sig ensomme, men jeg stresses omvendt af kvinder, der tror hjemmet er en landsby, hvor de som i stenalderen mener, at de skal bestemme alt. Kvinder kan nu godt være søde. Det vil jeg meget gerne understrege, da jeg har registreret, at en del kvinder læser mine essays til jer døtre. Desuden er I jo sådan set næsten kvinder. Jeg læser dem også højt for kæresten. Måske skal jeg undlade det denne gange, hvis jeg skal være sikker på vellavet aftensmad i morgen. Heldigvis kan min Rema1000app få min venlige nydansker til at komme med mad, der ikke kræver de store evner i et køkken. Ryggen lystrer desværre ikke bedre end kvinder anno 2019.
Jeg er velsagtens bedst til research. Måske skal jeg i stedet for selv at skrive henvende mig til en bestsellerforfatter som Ken Follett, der udnyttede en aflønnet dansker til undersøgelser i forbindelse med ”London kalder”. Jeg ender bare næsten altid med seriøse drukture, når jeg udfører seriøs research. Jeg forsøger at gå all in, når jeg vil skildre forskellige miljøer og identiteter, men jeg bliver altid så forbandet fuld. Det er slet ikke nemt at være forfatter, hvilket måske skyldes, at en forfatter er en, der fatter før andre. Det påstod Anders Bodelsen i hvert fald. Jeg har præsteret namedropping 3 gange for at irritere brormand, men han præsterede selv på en lederuddannelse fornylig at opfinde en italiensk filosof for at cementere sine holdninger. De andre anede ikke, at vedkommende kun var en bevidst provokation og et bidrag til underholdningen og betragtede brormand som endnu mere vidende og intelligent. Måske eksisterer sociologer som August Comte, Karl Marx, Emilie Dürkheim, Georg Simmel, Max Weber og Pierre Bourdieu heller ikke? Jeg googler det inden næste møde med brormand, for han vil garanteret påstå, at de også har skrevet om ensomhed blandt mennesker, hvorfor jeg måske skal nøjes med at blære mig med den beskedne indsigt på værtshuse, når jeg er godt beruset og snakker johnsk. Sidstnævnte er et sprog, der absolut ikke er afgået ved døden ligesom verdenssproget volapük, der er volapyk og definerer noget uforståeligt, og det har faktisk kostet øvelse siden 1999 for undertegnede at beherske johnsk. Pinligt nok taler jeg det mest flydende, når jeg har drukket halvanden flaske vodka eller tidligere 3 liter rødvin, hvor opfinderen af sproget ofte tørrede mig om munden utallige gange grundet savl og rødvin i skægget.
Ligegyldighed er en evne, de fleste rigtige kærester har oplevet fra min side, når jeg drikker hukommelsen væk. Det er en glimrende egenskab, for kvinder bliver stort set lige sure og afvisende, hvis man går i vrede og drikker sig en anelse i hegnet og kommer forholdsvis tidligt hjem eller fortsætter hele natten blandt andre mænd, der også er sent ude af diverse årsager. Fordelen ved den metode er begrebet forsoningssex, der som oftest er yderst stimulerende for sanserne. Hvis mine forældre havde skrevet den slags ord i mine unge år, var jeg blevet pinligt berørt, men vi lever i en ny tidsalder, hvor unge er opmærksomme på homoseksualitet eller er udstyret med forkerte kønsorganer med mere. Det hører jeg til tider 12årige konstatere offentligt. I den alder viste jeg vist kun, at mit vedhæng var til at tisse med. Hunkønsvæsnet var fuldstændig overflødigt, da den opfindelse ikke var dygtig nok til fodbold, bordtennis og badminton, Måske var der engang en enkelt pige, der var fanget i en forkert krop og gav os drenge hård modstand i de nævnte discipliner, men så burde jeg huske vedkommende. Jeg husker ingen. Senere forsvandt den afstandstagen, men måske burde jeg have holdt mig til sportsgrene. Så havde jeg ikke skyldt SKAT en frygtelig sum penge i underholdningsbidrag. SKAT er et tåbeligt navn til sådan en virksomhed, men de er da heldigvis lidt kærlige i øjeblikket, da hele deres system er gået ned. Og det er så absolut ikke ligegyldigt.
De manglende ressourcer til behandling af sindslidende dropper jeg, da jeg for få minutter siden var involveret i en så alvorlig samtale som rådgiver for Angstforeningen, at hjernen ikke magter en bare lidt humoristisk indfaldsvinkel til Danmarks største sygdomsbyrde. Jeg overvejer at hamre hovedet ned i bordet.
Og kæresten foreslog i søvne, at jeg skulle skrive om coitus interruptus, altså afbrudt samleje, men da jeg ikke har prøvet det, så må hun finde et andet ord, når hun er færdig med rengøring af badeværelset, gulvvask i gang, køkken og soveværelse, vasketøjet og en tiltrængt rengøring af ovnen.
I dag vil jeg fejre 16-dags-jubilæum uden alkohol med en god tur på motionscyklen til serien Homeland. Denne fantastiske præstation glæder jeg mig til at fejre med hakkebøffer, bløde løg, kartofler og en god sovs, så det vil være en behagelig oplevelse, hvis kæresten sætter tempoet lidt op, så hun kan nå de andre opgaver inden sengetid. Vi er heldigvis begge aktive mennesker.
Næste essay bliver muligvis så ordfattigt som romanen ”Hvad tænker kvinder, og hvorfor tror de, at vi mænd kan gætte os til det?” Kæresten går lige nu og mumler noget om efterløn grundet nedslidning af kroppen grundet de mange huslige opgaver, men hun har sgu ingen grund til at klage, da jeg har fået skrivekrampe, hvorfor jeg måske ikke kan spille mit favoritspil Football Manager 2019 i morgen.