Nogle gange er det tid for mig til at reflektere over de fordomme og udfordringer jeg møder i dag, også selvom jeg er rask – eller måske netop fordi jeg er rask.
En af de ting der for nyligt har gjort et stort indtryk på mig, var da jeg fik at vide nogle af de ting som andre har travlt med at fortælle om mig. Perifere relationer der ikke kender mig, hvor jeg kan undres over deres bevæggrunde for overhovedet at fortælle om mit liv – hvoraf det oftest ikke er sandt…
Det her vil let kunne komme til at lyde som et bittert blogindlæg, og derfor har jeg også grublet over det længe. Hvordan skal jeg gribe det an, hvad lærer jeg og kan lære andre i det her? Men det må komme til udtryk undervejs…
Netop fordi jeg er offentlig med min historie, giver det mig en mulighed for at tage andre med på den rejse det er at blive rask. Det giver mig et redskab til at bearbejde de udfordringer jeg står overfor, men det giver mig, forhåbentligt, også en stemme i fordomskampen der kan tale ind til de mennesker der er uvidende og ikke ved bedre.
Jeg har hørt rigtig mange udsagn om mit liv, som langt fra er rigtigt fx:
”Hun tager stadig meget medicin”
”Hun kan slet ikke få lov til at færdiggøre hendes uddannelse”
”Hun har mange forskellige diagnoser stadigvæk”
”Hun er stadig syg”
Generelt har jeg den holdning at man gerne må ytre sig om andre – men at det altid er vigtigt lige at mærke efter i sig selv hvorfor det er vigtigt… Handler det om uvidenhed? Handler det om jalousi? Har man ondt i røven over andres succes, og er det virkelig så svært at tro på at man kan rejse sig og blive rask? Føler man sig bedre tilpas, når man har et negativt fokus på andre?
Jeg stiller mig ikke frem offentligt fordi:
”Hun vil gerne have medlidenhed”
Men netop fordi vi alle sammen hver evig eneste dag sorterer i hvad andre skal vide om os. Vi er bange for at fejle og ikke være gode nok, vi er bange for at folk ser andet end overfladen og vi kan ikke forholde os til det der gør ondt i livet og er anderledes. Jeg står frem fordi jeg ikke ønsker at skulle pakke 12 år af mit liv ned i en forsejlet kasse og bygge fremtiden på en løgn. Men det betyder så også at jeg hver eneste dag skal sortere i hvad der er andres fordomme og stigma, og hvad der er mit selvbillede. For er der noget der nemt kunne få mig ned med nakken, så var det hvis jeg lod mig rive med i andres holdninger til mig.
Jeg ville ønske vi turde vise omverdenen hvad der reelt foregår i os.
Jeg ville ønske at vi turde spørge ind til andre mennesker og være nysgerrige, også selvom vi ikke kender svaret.
Jeg ville ønske at det uperfekte ikke var lig med en følelse af at være forkert.
Jeg drømmer om at vi tør gå de lag dybere hos hinanden, spørge hvordan den sorgfyldte håndterer savnet, spørge den selvmordstruede hvordan næste forsøg planlægges, spørge nysgerrigt den stemmeplagede om det er den kvindelige stemme der har magten i dag, spørge den arbejdsløse hvad vedkommende drømmer om, spørge kantinedamen om hun har haft en god weekend, spørge den ensomme nabo om de vil have en kop kaffe eller måske bare starte med at spørge sig selv hvad man er så bange for og om det reelt handler om noget man ikke får kigget på i sig selv?
Jeg plejer at være bange for højder, men jeg har sq lige været på toppen af en 100m høj vindmølle! Vi skal turde se grimme ting i øjnene for at opnå nye højder 😀
Må det her så lidt frø til tanke, med ønske om en dejlig dag.
Og som altid kan du læsere mere fra mig her
-Sidsel