41-årige Christina Færch-Jensen blev i august 2006 indlagt på psykiatrisk afdeling med depression og angst og i over 6 år styrede psykisk sygdom Christinas hverdag. Det var først i mødet med Hjemmevejlederen Heidi Hartmann, at Christina så småt begyndte at sætte sin egen dagsorden i sin recoveryproces og bygge sit fundament op igen.

Af Rikke Lunøe

Fundamentet er smuldret
Christina Færch-Jensen på 41 år føler, at hun bruger sine allersidste kræfter, da hun en augustdag i 2006 cykler ind til Studenterrådgivningen i Strædet i København. Christina kan ikke samle sig om sit speciale på geologi, og hun har brug for afklaring ift. en permanent bolig til hende og sønnen, den 16-årige Tobias, som hun er alene med. Christina og Tobias står på gaden efter et hårdt parforholdsbrud. De bor nu skiftevis hos hendes forældre i Brønshøj og i en midlertidig bolig på Vermundsgade på Nørrebro, som er skaffet via Studenterrådgivningen. Christina føler sig som et hus, hvor fundamentet ikke er i orden. Hun løber rundt og understøtter vægge, der er ved at falde sammen. Hvis man rykker noget et sted, ramler det hele.

Christina synker udmattet ned i en lænestol i et mødelokale i Studenterrådgivningen. Nu da hun sidder her, kan hun pludselig ikke sige et ord. Christina føler sig som lammet. Et stykke fra hende, bag et skrivebord, sidder den kvindelige socialrådgiver, som hun har ventet hele sommeren på at holde møde med. Socialrådgiveren siger noget, men Christina kan ikke opfatte, hvad der bliver sagt.

”Det er svært at have en samtale med dig”, hører Christina socialrådgiveren sige. Socialrådgiveren mener, at Christina skal tage på psykiatrisk skadestue. Hun spørger Christina, om hun selv kan tage derhen. Det hele føles helt uvirkeligt. Der er som om, Christina ikke er tilstede og ser sig selv og situationen udefra.

Modtagelsen og indlæggelsen på en åben afdeling for mennesker med depressioner og angst på Bispebjerg hospital forsvinder i uvirkelighedsfølelsen. Christinas hoved er sat ud af spil. Det eneste hun tænker på, er, at socialrådgiveren, som ender med at følge hende herud, arbejder ud over sin arbejdstid. En følelse af ensomhed strejfer hende. Christina kommer i tanke om at ringe til Tobias, som er på introtur på gymnasiet. Hun kan ikke sove og får en sovepille af afdelingens personale. Så er hun væk.

Hver tiende dansker har en psykisk sygdom og hver tredje dansker får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet. Christina får efterhånden flere diagnoser og en hel del medicin. Nu er fundamentet for alvor smuldret.

Dagene flyder sammen
I december 2006 har Christina og Tobias endelig fået en permanent lejlighed i Emdrup, men Christina har det dårligt. Hun bliver indlagt af to omgange efter hinanden. Så vil hun ikke mere. Hun får det værre under indlæggelserne.

I lejligheden er Christinas liv i gråt og sort. Hun føler afmagt og ligegyldighed og har selvmordstanker. Antidepressiverne giver hende oplevelsen af at leve på en flad linje med dyk. Tankerne kredser om, at hun ikke er i stand til at klare sig selv eller til at være mor for Tobias. Det er kun kærligheden og ansvarsfølelsen for Tobias, der holder hende i live.

Det er bedre at sove, for så kan man ikke mærke noget. Christina laver et lager af benzo’er for at sove og for at holde ud at leve. Det skræmmer hende, at der ikke sker bedring.

Christina lever i sengen eller på sofaen. Her ryger hun ind og ud af søvn og får tiden til at gå. Fjernsynet står på en kasse med hjul, som kan drejes, så hun både kan se fjernsyn fra sengen i soveværelset og fra sofaen i stuen. Fjernsynets ligegyldige serier hjælper hende til ikke at tænke. Hun lytter til REM nummeret ”Everybody hurts”. Så kan hun græde og få lidt afløb og undgå selvmordstankerne for en stund. Hun sover først. kl. 2 eller 3 om natten. Døgnet flyder ud. Hun har angst og bliver for det meste inden døre. Ind imellem er hun i forskellige terapiforløb på hospitalet.

Christina åbner ikke post. Hun kan ikke købe ind. Hun har hjælp til rengøring, tøjvask og økonomi via ydelsesservice, så det er sikret, at Christina får betalt huslejen og ikke bliver sat ud af lejligheden. Christina føler sig helt umyndiggjort. Christina har brug hjælp fra Hjemmeplejen og fra Socialpsykiatrien på Svanevej i Københavns kommune, hvorfra der kommer hjemmevejledere. Det er så intimiderende med alle de mennesker, der kommer. At være afhængig af dem. Hun ligger der og er tilskuer til et arbejdsliv, de har i hendes lejlighed, mens hun selv er passiv.

På Christinas altan vokser blomster om sommeren. Her får livet nogen gange lidt farver. Altanen er det eneste sted, hvor hun kan trække vejret. Her drikker hun sin morgenkaffe, ryger cigaretter og ser på skyernes former. Og så tager hun billeder af himlen, som hun poster på Instagram. Det er den måde hun kan connecte med omverdenen.

De næste 6 år, med dage der ligner hinanden, flyder alt helt sammen. Christina søger førtidspension. Tobias flytter ind og ud. Med tiden flytter han helt.


Hvad har du lyst til?
Det er en dag i november 2012, og Christina er nu 47 år. Christina er i nattøj og ligger på sofaen. I dag kommer en ny hjemmevejleder. Christina har ikke haft held med den sidste hjemmevejleder, som bare ville have hende indlagt, og som ordnede alting for hende. Derfor har hun kontaktet hjemmevejledningen og bedt om at få en anden.

Christina går fra sofaen ud og lukker op, da det ringer på døren. Hun går tilbage til stuen. Christina sætter sig på kanten af sofaen og tænker, at hun nok skal indlægges. Hun har det ikke godt. Christina hører døren smække og Heidi Hartmann, som er socialpædagog, kommer ind. Hun sætter over for Christina og smiler. De ser hinanden i øjnene. Det første Heidi siger, er: ”Hvad har du lyst til?”

Christina kan mærke, at Heidi rent faktisk mener det. Det føles helt trygt at svare på, og Christina siger noget højt, som hun ikke har sagt til nogen før: ”Jeg vil gerne være psykoterapeut”. ”Det synes jeg da bare, du skal være”, siger Heidi.

Christina har tænkt over, at det vil være en win-win for hende. På en fireårig uddannelse gennemgår man 2 års terapiforløb. Så kan Christina få terapi i stedet for al den medicin hun får og hjælpe andre. Der mangler gode terapeuter ved Christina af bitter erfaring. Heidi har viden om noget introduktion til psykoterapeutuddannelsen.

Christina bruger timer på research. Kan det mon lade sig gøre på revalidering? Vil nogen betale for det?
Det viser sig, at det er der ingen, der vil. Christina er frustreret, men i mellemtiden er der sket noget helt nyt. Hun er begyndt at bevæge sig. Hun har rejst sig op fra sin sofa og er begyndt at gå. Hun har fået modet til at løfte blikket og kigge ud i verden.

En decemberdag lige inden jul kan Christina oppe fra sit vindue se Heidi slæbe en palle ud af bilen. Christina har fortalt, at hun gerne vil bygge et sofabord. Pallen og Heidi kommer ind i lejligheden. Heidi har fundet pallen på vejen og smidt den ind på bagsædet af bilen. Det føles som en julegave. En af de kommende dage tager Christina i Ikea og køber nogle hjul, som pallen kan stå på. Nu har hun et sofabord.

Christina er langsomt, men sikkert på vej mod et nyt fundament i sin recoveryproces. Recovery betyder at komme sig, og elementer som følelsen af forbundethed, håb, identitet, meningsfuldhed og oplevelsen af at genvinde kontrol over eget liv er afgørende.

Christina har det stadig skidt, men i årene der kommer skal flere ting i Christinas liv understøtte denne proces. Og allervigtigst er det, at Christina tager sig mod til at gribe det, livet bringer.

Den røde løber rulles ud
I Februar 2014 kommer Christina med i et brugerpanel en gang om måneden i projekt Frinova. Projektet skal etablere et tilbud til voksne med psykiske problemstillinger i Københavns Nordvestområde, hvor der gives råd og støtte af frivillige med brugererfaring.

Christina inviteres i marts 2014 til et byggemøde i et udvalg, som skal fusionere to sociale tilbud under Socialpsykiatrisk Center Nordvest. Udvalget skal have indflydelse på, hvad pengene skal bruges til ved etablering og indretning, når tilbuddene skal fusionere.

Christina er inviteret ind som brugerrepræsentant sammen med forskellige chefer fra det socialpsykiatriske centers administration og aktivitets- og samværstilbud. Mødet foregår på administrationschefens kontor i Centeret på Birkedommervej.

Christina kommer ind fra gaden og sidder pludselig til møde med chefer, som hun ikke har talt med før. Hun føler sig lille og ikke så betydningsfuld, men er samtidig spændt. Midt i samtalerne om fusionen hører Christina, at der bliver talt om at få folk ”ud af systemet”.

”Man kan også invitere virkeligheden ind i socialpsykiatrien!” Ryger det ud af munden på Christina. Hun ved ikke helt, hvor det kommer fra.

Christina ser en af cheferne vende sig rundt mod hende. Han udbryder, at det er en god ide. ”Wow! Der er nogen, der kan høre, hvad jeg siger!”, tænker Christina. ”Nu har jeg gået her i 8 år og ingen har hørt, hvad jeg sagde. Jeg skal sige noget!”. ”Nu er det nu!”. Følelsen af at være lille forsvinder.

Hun oplever for første gang, at der rent faktisk bliver lyttet, bare et øjeblik! Christina har fundet en stemme.

Christina får en revalidering og begynder at være fem timer om ugen i Frinovaprojektet fra maj måned 2014. Christina finder ud af, at hun er hurtig til at forstå, hvordan det kommunale system er skruet sammen, og hun er god til at netværke.

Christina vågner om morgenen og kan ikke vente med at komme afsted. Hun niver sig selv i armen: Alt det, der har været det værste i hele verden, det kan vendes til at blive noget, man kan bruge til noget. Noget, der har været meningsløst og ligegyldigt og afmægtigt, bliver på et øjeblik meningsfuldt. Lige meget hvad hun rør ved, føles nu som en succes. Hun har et billede af røde løbere der ruller sig ud foran hende.

Et nyt fundament
I sommeren 2015, har Christina taget springet, søgt en stilling og er blevet ansat som udviklingsmedarbejder med brugererfaring på ordinære vilkår i Socialpsykiatrisk Center Nordvest. Christina bliver en del af et konsulentteam i staben i centeret.

En dag i august 2015 er der et konsulentmøde hos vicecenterchefen på hans kontor. Det er Christinas første konsulentmøde. Christina sidder der i det meget spartanske kontor ved det aflange mødebord med de sorte vippestole og føler lidt, at hun spilder sin tid. Indholdet til mødet virker ikke så vedkommende for hende. Der bliver talt om Fælles Medicinkort og økonomi, som de tre andre fagkonsulenter byder ind på. Christinas chef, som er udviklingschef, er også med. ”Hvor hører jeg ind her?” Tænker Christina.

Indtil nu har Christina været beskæftiget med en opgave, der handler om kvalitetssikring på de sociale tilbud, der er under Socialpsykiatrisk Center Nordvest. ”Det der udvikling, det er noget i laver inde i administrationen, det kommer aldrig ud i botilbuddene”, bliver der sagt på et botilbud. Det de siger på botilbuddet, sætter noget i gang i Christina. Hun har læst i en brugerundersøgelse, at folk på botilbud føler sig ensomme, og det er også noget, hun selv har erfaret. Desuden har hun talt med forskellige mennesker, der gerne vil bruge deres egen erfaring. Christina får en ide.

Da de skal slutte mødet, siger Christina: ”Jeg vil gerne sige noget! Det er, at jeg sammen med tre frivillige med egen erfaring gerne vil besøge botilbud.” Christina fortæller, at de, der bor på botilbuddene, er ensomme. De andre konsulenter ser helt uforstående ud i ansigterne, synes Christina. Christinas chef synes, at det er en god ide. Ingen har tænkt på det før.

Christina har kontakt til tre, som gerne vil være med som frivillige. ”Og det hedder Team ud i livet!” siger Christina skråsikkert.

Team ud i livet skifter senere navn til Team mod på livet, og Christina går sammen med de tre frivillige i gang med en vigtig opgave. Christina er fuldt tilbage i livet og har skabt et fundament at stå på.

Team mod på livet – et ligeværdigt fællesskab
Det er en smuk septemberdag i 2019. Klokken er 12. Himlen er klar og blå og træerne er ved at trække i efterårsfarver. Der er fredagsfrokost i det solide gule murstensetagehus i Svendborggade 3, hvor Team mod på livet holder til.

Christina kommer ud og byder velkommen til de deltagere, som kommer til frokosten. Indenfor i huset er de institutionsagtige rum malet i fine farver; grøn, blå, lys lilla og vægge er beklædt med genbrugsbrædder fra Grundfoskasser, og der er store plantevægge. I lokalet, hvor der er dækket fint op til frokost, er en væg beklædt med tapet med billede af en grøn og lys birketræsskov. Der dufter af chili con carne. På køkkenbordet står lækre kager som Lars, der også arbejder her, har bagt.

Der er glade og snakkende mennesker, mens chilien sendes rundt om bordet med ris og creme fraiche til toppen. I dag skal der efter frokost være skrivegruppe, som nogen af frokostdeltagerne skal med til.
Sonja, som er frivillig, fortæller, at det er godt at komme et sted, hvor man kan lave ting sammen, og at det sociale er virkelig godt. Sonja er kommet på det værested, som lå på adressen før og synes, der er markant forskel på den måde det hele foregår på. Sonja er med til at lave mad her. Det er ikke et værested – det er et gørested, og det er et ligeværdigt fællesskab.

I dag er Christina holdleder i Team mod på livet – et tilbud til mennesker, som har sociale og psykiske udfordringer. Her mødes mennesker i et fællesskab og laver aktiviteter sammen, blandt andet besøger de botilbud, i København, med henblik på at opbygge meningsfulde relationer til beboerne. Derudover afholdes fællesspisning, værksteder og andre aktiviteter. I dag har Christina en grundtro på, at det hun gør giver mening. Det er der energien kommer. Meningsfuldhed.

De frivillige og ansatte ved Team Mod på Livet har selv erfaring med sociale og psykiske udfordringer. Det man også kalder peerstøtte, og som er medvirkende til at øge håb, trivsel og oplevelse af kontrol.
Christina tænker i dag, på baggrund af sin egne erfaringer, at noget af det vigtigste er at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Forfølge interesser og ideer. At skabe et rum, hvor man kan være nysgerrig sammen med andre og prøve noget, man ellers ikke ville prøve.

Christina kravler op på en stige for at sætte kroge op til en projektor, sammen med Per Vad, som er frivillig her. Lars siger, at det er typisk Christina. Hun er den, der går forrest, men også den der står på stigerne.

Per Vad fortæller, at han ca. hver 5 år er indlagt, men ellers har det godt i mellemliggende perioder. Per er fleksjobber. Lige nu er han på vej tilbage til 20 timer på arbejdsmarkedet efter en indlæggelse. Han ser Team mod på livet som en menneskelig og blivende måde at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvor han kan genfinde sine kræfter.

Per fortæller, at Christina er god til at skabe en ramme. Christina er et menneske, der kæmper for at sætte i værk, og som skaber tryghed og fortrolighed. ”Christina er vores forlængede arm, og det ved vi bare. Det er det vigtigste for os”, siger Per. Livet bliver bedst bundet op på personer, som du føler dig tryg ved, og det er godt, at det er sådan en person, der sætter en ramme.” Christina har forudsætning for at kunne tale på andres vegne, fordi hun også har oplevet modgang, mener Per. Og så har hun evnen til at få ting til at smitte positivt. Per synes dog godt, at Christina lige kan slappe lidt af. Hun fiser og farer rundt.

 

Efterskrift:
Christina har i dag ”bygget sit hus op på et solidt fundament”, som hun kan leve i, og det er dejligt. Hun bor med sin kone i sin lejlighed i Emdrup.

Tobias er lige blevet far til en lille dejlig dreng, som Christina gør alt for at være tæt på, og som hun er en fantastisk farmor for.

Hjemmeside: https://teammodpaalivet.dk/

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.