Af Freja
Det er først og fremmest vigtigt, at dokumentarer som ’Døde pigers dagbog’ bliver lavet og vist, så alle har mulighed for at se den, men det er virkelig ikke et program for sarte sjæle. Jeg har personligt været clean i lidt over et år og kun med enkelte tilbagefald de sidste tre år. På trods af det kunne jeg mærke, hvor meget det triggede mig, og jeg var selvfølgelig også lige inde på Instagram for at se, om jeg kunne se ’Den lille pige aetser op’, som bliver vist i dokumentaren. Hendes profil er dog heldigvis stadig hemmelig.
Erfaring med to lignende grupper
Da jeg var aktiv cutter, var jeg en del af to lignende grupper, som jeg på daværende tidspunkt mente, var en hjælp for mig at være en del af. Jeg blev på samme vis som pigerne i dokumentaren lukket ind i grupperne. Den ene af grupperne blev jeg tilføjet til af en pige, jeg var indlagt med, da jeg kun var 14 år. Den anden omkring et år senere, hvor en pige, jeg gik i gruppeterapi med, snakkede om, hvordan hun var en del af en gruppe, og hvor meget det hjalp hende. Så vi andre i gruppen skulle selvfølgelig også være med.
Da jeg startede i den første gruppe, kradsede og bed jeg mig selv. Jeg havde endnu ikke cuttet, men der gik ikke mange dage, før jeg splittede den første skraber ad. Men mere ville hurtigt have mere, og min hverdag var pludselig fyldt med arme dækket i ar og blodige sår. Det blev normalt for mig. Da jeg hurtigt indså, hvor meget og hvor dybt andre kunne skære, uden at der kom væsentlige skader, så jeg var solgt.
Sådan får du ”pæne ar” og undgår betændelse
Grupperne omhandlede primært cutting, og handlede meget om tips og tricks til, hvordan man kunne skjule sine ar og sår. Det kunne være i forhold til, at man skulle på ferie med sin uvidende familie eller have taget blodprøve hos lægen. Der blev vejledt i, hvordan man kunne cutte og få ”pæne ar”. Hvordan man kunne cutte dybt og med forskellige ting, uden at der gik betændelse i sårene.
Det virkede for mig, som om det var ting, der hjalp mig og alle de andre i gruppen. Men jeg har efterfølgende indset, hvor meget mere jeg cuttede, nu når jeg vidste, hvordan jeg kunne holde det skjult. Det blev derudover større og større dele af min krop, der blev fyldt med ar.
Omsorgen var vanedannende
Grupperne var også fyldt med egne historier og billeder. Jeg har aldrig følt mig taget bedre imod, end første gang jeg lagde en bid af min historie og en håndfuld af mine destruktive tanker ud. Omsorgen fra de andre var vanedannende, og jeg delte hurtigt mere og mere af mit liv, billeder af mine sår, ar og redskaber. Jeg har aldrig fået så meget positiv feedback og likes på noget billede af mig, der smiler på Facebook, som jeg har af mine åbne sår i disse grupper.
Selv da jeg første gang besluttede mig for at stoppe med at udøve selvskade, blev jeg i gruppen og tænkte, at jeg kunne hjælpe andre. Jeg mærkede stor opbakning i, at jeg havde valgt at stoppe, men der gik ikke længe før de mange billeder og historier blev for meget, og jeg var tilbage igen.
Jeg kom først helt ud af at cutte, da jeg kom helt ud af grupperne. Det var en ven af mig, der slettede mine profiler. Jeg havde aldrig selv kunnet slette dem. Det var et fællesskab, jeg elskede at være en del af, hvor jeg fik omsorg og passede ind, og som jeg troede hjalp mig.
Ren hjernevask
Jeg har ikke tænkt på grupperne længe, men da jeg så dokumentaren ’Døde pigers dagbog’, poppede det igen op i mit hoved, og at jeg nu kan se, hvor stor skade det gjorde på mig at være en del af det, dengang. Jeg forstår, at dem, der er i grupperne, forsvarer, at disse grupper eksisterer, og tror, at de hjælper hinanden. Jeg havde selv forsvaret de grupper, jeg var en del af med mit liv og fortalt, hvor meget de hjalp mig. Men nu hvor jeg er ude af det, kan jeg se det var ren hjernevask at tænke sådan.
Jeg håber for alle, der stadig er i disse grupper, at de ser dokumentaren og læser de mange historier, som folk er kommet med, og ud fra det får øjnene op og sletter deres profiler.