Jeg har længe været utrolig selvmordstruet, og er røget ind igen og igen med den ene efter den anden overdosis. Derfor satte Klinik 1, som er dem, der følger mig i psykiatrien også ekstra ind for at hjælpe mig. Noget, jeg var ekstremt glad for!

De valgte, at jeg fik en psykolog med kort varsel, en ekstra behandler, sådan at jeg blev fulgt af to sygeplejerker. Derudover havde jeg stadig min overlæge i Klinik 1. Jeg var altså mandsopdækket af fire mennesker. Det burde vel give gode resultater, ikke? Jo flere hænder, jo mere hjælp, ikke?

Jeg har længe været glad for, at jeg har fået så meget hjælp. Det har blandt andet betydet, at jeg har haft mange forskellige øjne på mine problemer. Der kom mange forskellige løsningsforslag, som alle ofte var meget gode. Men det var også svært at holde styr på det hele, for forslagene gik ikke altid i samme retning. Nogen gange var to forslag faktisk direkte modsigende. Og hvem lytter man så lige til. Så mange forskellige meninger kan både være godt, men det kan også være forvirrende.

En klar fordel ved, at jeg havde så mange behandlere var dog, at det næsten altid var til at få fat i en, hvis jeg havde det skidt. Hvis ikke den ene var på arbejde, så var der næsten altid en af de andre. Det var rart, for det fik mig til at føle mig mere sikker. At der trods alt altid var nogen til at gribe mig, så jeg ikke faldt helt igennem.

Samtidig gav det også udfordringer, at der altid var nogen at tage af. For så kom koordineringen ind i billedet. For hvem af dem var det lige, der skulle tage mig den her gang? Og hvis jeg havde fire at vælge imellem, så kunne en af de andre vel ligeså godt tage mig, som den ene. Jeg har i hvert fald flere gange følte, at jeg var usikker på, hvem der egentlig havde tid til mig. Men det var ikke bare den koordinering, der var svær. For eftersom at jeg kom så meget på traumecenteret og i psykiatrisk modtagelse, fordi jeg havde taget en overdosis, så var der altid mange nye mennesker ind over hver gang. Nye mennesker, der var meget i tvivl om, hvem de skulle henvende sig til, når det drejede sig om min videre behandling. Hvem tog ansvar, når jeg var indlagt. Lægen på afdelingen eller min overlæge i Klinik 1? Jeg følte ofte, at det blev mig, der skulle holde styr på alle detaljerne, og mægle mellem forskellige behandlere, selvom jeg havde det skidt.

Men en anden god ting ved at have mange behandlere var også, at min behandling blev meget intensiv. Der var overskud til, at jeg havde samtale tre gange om ugen, fordi jeg kunne snakke med tre forskellige. Det gjorde det nemmere for mig, fordi jeg ”kun” skulle holde ud i en dag før, jeg kunne snakke med nogen.

Men igen var der også besværligheder ved det. For jeg snakkede ofte med en behandler om et emne, mens jeg snakkede om andre emner med de andre behandlere. Så var det med at holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvem jeg snakkede med hvad om? Og det blev også et problem, at jeg ikke kunne fortsætte der, hvor jeg slap med den ene behandler sammen med den anden. Jeg skulle egentlig vente en hel uge på, at vi kunne snakke videre.

Der er fordele og ulemper ved at have mange behandlere. Jeg har oplevet i en periode, hvor jeg kun havde en behandler, der egentlig hovedsageligt stod for min behandling, at jeg havde det godt. Jeg har samtidig også oplevet, at jeg har haft det skidt, fordi jeg ikke følte, at jeg fik behandling nok, når jeg kun havde en behandler.

Det hører også med, at systemet er presset i dag, så man må lappe enderne der, hvor man kan. Med det mener jeg, at det sommetider kan være nødvendigt at overlappe over patienter for behandlere, fordi de ellers ville have for mange patienter at stå med selv. Selv er jeg ekstremt glad for, at jeg får så meget hjælp, men jeg har også udfordringer ved det, der egentlig bare skubber mere og mere til min psyke. Så om det er godt eller skidt at have for mange behandlere, tænker jeg, er op til den enkelte at afgøre.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.