Jeg sad i stille kupéen i toget på vej hjem, da jeg mærkede et angstanfald kom snigende… Som de fleste andre mennesker, bærer jeg mundbind i offentlig transport, så jeg tog mit mundbind af.. Jeg tog mit mundbind af, fordi mit hjerte bankede oppe i halsen, fordi min puls var så høj at jeg blev svimmel, fordi jeg følte jeg blev kvalt.. Jeg tog mit mundbind af mellem 2 stationer og på den kommende station, stod der to voksne kvinder på og gik direkte ind til mig i kupéen. I det jeg sad og tog nogle dybe vejrtrækninger, imens sveden piblede af mig, overfusede de mig med alverdens grove sætninger. Jeg var grunden til at corona smitten var steget, jeg var bare endnu en af de dumme unge som tror er udødelig, jeg var bare en af de idiotiske som ikke gad at følge reglerne og jeg var bare en af dem som var fløjtende ligeglad med corona og hvordan det påvirker vores samfund..

Alt imens de to voksne kvinder stod og råbte, skældte mig ud og pegede fingre af mig, kunne jeg ikke gøre andet end at bryde sammen. Jeg blev så harm, så vred, så ked af det og så skuffet over mine medmennesker.. Mit mundbind lå tydeligt på min taske, jeg sad i t-shirt og var badet ind i sved. Vi er mange som er bange! Inklusiv mig selv! Det var første gang jeg havde taget mit mundbind af, i offentlig transport i mere end 1 minut.

Jeg sidder tilbage med en følelse af ærgrelse.. Det er nu vi som samfund skal holde sammen og ikke bringe hinanden ned.. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at man tænker sit, når der sidder en uden mundbind på. Men de fleste har en god grund til at lade vær. Jeg har aldrig ønsket, at der skulle tages hensyn til mig fordi jeg har angst. Men er det for meget at forlange, at alle skal behandles ordenligt? Jeg kan blive fritaget for at bære mundbind, på grund af min angst diagnose, men det ønsker jeg ikke. Men jeg ønsker bestemt heller ikke, at skulle blive overfuset offentligt, fordi jeg tager det af, når jeg får et angstanfald. Er det for meget at forlange, at vise respekt og have i baghovedet, at ingen faktisk ved hvad andre mennesker går igennem? Er det for meget at forlange at næste gang de to kvinder, ser en sidde alene i en kupé uden mundbind på og være tydeligt dårlig, at de så bare spørger om vedkommende er okay? Er det for meget at forlange, at jeg bare gerne vil føle mig tryg?

Tænk hvis det havde været en meget mere skrøbelig type end jeg? Tænk at de to kvinder ikke ved, at jeg nok passer mere på end gennemsnittet.. At jeg daglig er bange for at få corona, at jeg dagligt er angst for at miste min mor eller mormor til corona, at jeg dagligt tænker på alle dem som har mistet livet på grund af corona..

Skal jeg virkelig skrive angst i min pande, før at det såkaldte corona civil politi, ikke overfuser mig eller andre, når vi ikke har vores mundbind på..

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 25 år. Bortset fra jeg har haft en psykose, jeg er dianotiseret med generaliseret angst, parnoid skizofreni samt træk fra panik angst. Dagligt kæmper jeg også med social fobi. Jeg har gennemgået enorme smerter, svigt, modgang, endnu flere smerter og lidt mere modgang. Jeg bruger min stemme, min passion for at skrive, mine erfaringer og personlige beretninger til at tale tabuet ihjel.

En kommentar

  1. Mit liv med angst

    Kære Manja

    Det er nok tredje eller fjerde gang, jeg læser dit indlæg, og først nu jeg kan kommentere på det. Jeg blev helt ked af det på dine vegne. Puh, sikke en oplevelse. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det har været at få et angstanfald og så blive overfuset på den måde.
    Godt nok har selv prøvet at få angstanfald i tog, men det var før corona og mundbind. Jeg husker fornemmelsen af at folk gloede på mig, som om jeg var skør.

    Desværre er der mange, der ikke forstår (kan eller vil forstå) hvad det vil sige at have angst, og få et anfald, når man mindst venter det. Dermed ikke sagt, at deres opførsel mod dig var berettiget, for det synes jeg på ingen måde. De kunne jo se at du havde det rigtig skidt og var bange og ked af det. De handlede forkert. Om man kan gøre noget ved det, ved jeg ikke. Om man kunne få fat i DSB eller bare en af deres konduktører og fortælle om hændelsen, ved jeg ikke om hjælper, men hvis jeg havde været der, så havde jeg handlet på det. Coronasmitte eller ej.

    Om du kan bruge mine ord til noget, er op til dig. Men ingen mennesker skal udsættes for det, du oplevede. Og jeg tror der er flere, der oplever at blive enten overfuset eller set ned på, hvis de får angstanfald i offentligt transport, desværre. Tag det fra en der har prøvet det.

    Selvom man ikke må give hinanden krammere, så sender jeg altså en mental en afsted til dig, og sender mange varme tanker og håb for dig 🙂

    De bedste hilsner
    Maria

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.