I mange år dækkede jeg mine spejle til med tæpper

I frygt for hvad der ville vise sig

I spejlet, når solen gik ned

Og skyggerne bredte sig fra hjørnerne

Og trak tættere på

 

Det gør jeg ikke længere

 

Jeg tror jeg fandt ud af, at jeg var bange for mig selv

 

Jeg har aldrig RIGTIG troet på julemænd, nisser, påskeharer og tandfeer

Monstre, dæmoner onde ånder

Aldrig helt været overbevist, når de andre børn spurgte om vi skulle lege med fantasivenner

Ventede altid på, at én

Bare én

Ville tabe masken, og sige

”Det var bare for sjov, selvfølgelig har vi ikke fantasivenner”

Men det skete ikke,

Havde de virkelig fantasivenner?

 

Måske er det derfor jeg ikke længere frygter monstre

I skabe, spejle, skyggerne i hjørnerne

Fordi jeg aldrig har troet på dem

Og da jeg huskede det var de væk

 

I stedet for monstre, kravler der insekter rundt i min hjerne

I de søvnløse timer, når månen har stået endeløst på himlen

Og alarmens ringen er den største trussel mod de 8 timers søvn

Jeg skal have, og meget gerne ville have haft

 

Jeg lukker øjnene, prøver at slappe af,

Lader mørket falde over det indre blik

Smider tanker ud af ørene, til højre og til venstre

Mærker en lille smule ro

 

.

.

Også kommer det

 

Insekter

 

Insekter findes nemlig

Og dem er jeg bange for

Alt min inkarnerede frygt for dæmonen i spejlet, gav op og fandt sig et mere realistisk sted at være

Min hjerne skulle sgu ikke narre mig,

Men den vandt da alligevel

Ved at inspirere den frygt, som den ved jeg har

For jeg har aldrig været et naivt barn med tro på overnaturlige fænomener

Eller en usynlig trøst på en kold dag

Jeg troede på spinkle stankelben i hjørnerne

Store sorte edderkopper i skuret

Jeg troede på hvepse, og myg, og bænkebiddere,

ørentvister under sengen

 

Det er hvad jeg frygter, så det er hvad jeg bruger mod mig selv

 

For jeg ved godt, at min hjerne ikke er besat

Jeg ved godt, at min hjerne ikke bliver styret

Jeg ved godt, at min paranoia er en konsekvens

Af en hjerne, der er blot lidt forskruet

Og når det blot stammer fra min hjerne,

Så må udtrykket af paranoia stamme fra det samme

 

Jeg føler mig ikke heldig

Det er bittersødt, at knække koden til ens vanvid

Og ende med storhedsvanvid.

Foto: Pixabay

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.