Jeg stirrer på en blank side. “Hvad vil jeg i virkeligheden sige” : spørger jeg tvivlende mig selv. Det hvirvler med tanker i mit hoved. Hvad vil jeg sige? Det er min tur til at blive hørt. Jeg er ikke længere en stemme i mængden. Jeg hører min ene stemme i mit hoved sige til mig, hvor uduelig at jeg er. Nej, tænker jeg og begynder at skrive, hvad der bliver mit første seriøse blogindlæg nogensinde. Jeg prøver kræfter med “Jeg-har-det-sådan-her-i-dag” formatet på instagram, men det er som det ikke er nok. Nok til at få krænget indersiden af sjælen fuldstændigt ud. Jeg vil starte her, på bar bund, med det formål at få min stemme hørt. Her hvor mit hjerte i virkeligheden slår: på psykens erfaringer.
Rent symbolsk kan jeg føle mig som en stemme i mængden: overvejelserne om det normale, overvejelserne om at høre til i publikummet. Alt det som hænder, når jeg er realistisk i mit hoved. Ikke storhedsvanvittig, ikke hallucinerende, bare mig. Det er vigtigt at stemmen i mængden også bliver hørt. Det er vigtigt, at selv den skæve eksistens med den krøllede hjerne bliver hørt og forstået. Smerten i det psykiske, den uundgåelige følgesvend, men som ikke får lov at diktere mit liv til fulde. Et liv, hvor jeg, i dag, kan en del som jeg var hæmmet i førhen på grund af symptomer. Jeg har stadig et symptombillede, men i svag grad til, hvad der var i min sygdoms sværeste periode.
Næste morgen står jeg stærkere i forhold til tvivlen. Det er som at blandingen af en god nats søvn samt sparring med veninderne har gjort, at jeg er mere stålfast i mit første oplæg. Det står klart, at min stemme i mængden er endelig kommet til orde så nu er det vigtigt at få mit budskab ud igennem denne blog: hvordan jeg oplever psykiatrien og det relevante liv derimellem.
Lad mig bare starte her: Mit umiddelbare indtryk er, at jeg oplever psykiatrien meget positivt. Min mission er derfor enorm klar. At fortælle min oplevelse som den er: overordnet positiv. Jeg har aldrig oplevet tvang eller pres. Jeg har været indlagt én gang på en psykiatrisk afdeling, så derfor går jeg ud fra mine ambulante oplevelser.
Det er i psykiatrien, jeg lærte at håndtere mine stemmer. Det er i psykiatrien, jeg lærte at passe på mig selv i forhold til stress. Det er i psykiatrien, jeg fortsat har professionel støtte osv. Psykiatrien har en del af æren for min fortsatte bedring, og det er jeg er evigt taknemmelig for. Jeg er taknemmelig for trods alt, at få fanget mine problemstillinger i tids nok til at jeg kan få livet tilbage. Et liv som var på renden af afgrunden, men som i dag er på renden af fremtiden.
Det står tydeligt for mig, at min oplevelse hører til den mere sjældne indenfor psykiatrien, i forhold til hvad jeg læser og hører om folk i min egen diagnoses boldgade. Det fylder mig med tvivl om jeg overhovedet oplever ‘rigtigt’ og det starter en lavine af spørgsmål. Tvivlen indtræffer igen: Hvad nu hvis. Jeg vil ikke lade tvivlen sejre mere. Jeg nægter. Min egen perfektionisme spiller med mig og jeg kan ikke lide det. Hvad jeg har på hjertet må betyde noget, ligesom det andre har på hjerte også betyder noget. Det er, på sin vis, angstprovokerende at stille sig frem, men samtidigt føles det rigtigt.
Jeg trækker vejret dybt: her kommer jeg verden… vær klar.
Ovenstående billede er privat.