Af Anemone
Uanset hvad er ballerinaen der ikke mere og det er pokkers besværligt at balancere rundt med elefanten. Én uovervejet bevægelse og hele korthuset vælter. I spejlet ser jeg en elefant. Det næste jeg ser, er en dansesal. Der er mørkt og et stort spejl fylder hele væggen. Ingen mennesker er til stede. Ingen danser. Musikken er døet ud. Hvorfor er der så stille?
Jeg lukker øjnene. Spejlet forsvinder. Næste scene er et teater.
Koncentreret forsøger jeg at genkalde mig drømmen. Hvordan så ballerinaen ud? Hvordan FØLTES det at VÆRE hende? Let, yndefuld og ganske givet karismatisk. Alle må have beundret hende. Ingen har kunnet tage blikket fra hende, da hun svingede sig rundt i piruetter på gulvet.
Tæppet går ned. Én elefant kommer marcherende, og det er vel at mærke ikke et cirkusdyr, der laver flotte kunster og får folk til at klappe, men en stor, klodset skabning, som folk ryster på hovedet af. De søger mod udgangen, ønsker ikke at være sammen med den. Selvom den skriger af sine lungers fulde kraft “Se mig! Hør mig!” Kommer der ikke andet end højrøstede trut ud. Folk holder sig for ørerne. Forlader teatret. Ballerinaen sidder alene foran spejlet og græder. Hun er reduceret til en en-mands-ballet. Og værst af alt: Der er ingen tilskuere.
#autisme