Du være rask til at få hjælp, men for syg til at kunne blive hjulpet.
Psykiatriens 10 års plan er rundt om hjørnet. Der bliver diskuteret hvordan man løfter behandlingen, eller mangel på det samme, har fået en del fokus i medierne på det seneste. En af mine daværende behandlere fra børne og ungdomspsykiatrien, som nu er klinikchef var i nyhederne, hvor hun klart hentydede til, at de hos dem havde rigtig svært med at følge med, også som konsekvens af to nedlukninger. I en artikel fra Politiken, hvor at hun medvirker lyder overskriften: “Jeg har været her i 15 år og aldrig set noget lignende.”
Særligt indenfor spiseforstyrrelser, også den manglende og forbyggende indsats, har været omdiskuteret den seneste tid. Jeg har da også givet min mening til kende i en tråd på Facebook, omend jeg ikke har særligt meget “brugerfaring” indenfor det område, men som jeg forstår problematikken, er essensen fuldstændig den samme som i resten af systemet. Man skal være døden nær, ellers får man ikke behandling. I dette tilfælde: Vejer du ikke under x antal kg, kan du groft sagt ikke få hjælpen, medmindre du selvfølgelig når derned.
En anden klinikchef var i fjernsynet omkring det overstående, hvor han prøvede at redegøre for, at det altså ikke handler om vægten. Det gjorde mig ærligt noget foraget, at vedkommende i stedet for at tage kritikken til sig, udefra mit synspunkt istedet prøvede at bortforklare et meget åbenlyst problem, som mange brugere giver udtryk for.
Det er uhyggeligt at man stadigvæk i vores “velværdsssamfund” skal bevise overfor systemet, at man er berettiget til at få en behandling, som man i princippet har krav på. Det bliver dyrere i den anden ende, fordi folk som konsekvens når at blive meget dårligere, fremfor hvis man havde hjulpet dem inden. Det lægger også vægt på sengekapaciteten, som i forvejen er under pres.
Men hvad stiller psykiatrien egentligt op, når at man er så dårlig, og til sidst falder helt over i den modsatte grøft?
Når man ikke kan følge med strømmen.
I psykiatrien skal man passe ind i deres behandlingssystem og pakkeforløb. Jeg oplever det også kan være et problem, hvis du på papiret er syg nok til at få hjælp, men at du ikke får det ønskede udbytte af den tilbudte behandling. Sker det gentagende gange, risikerer man at gå fuldkommen tabt i systemet, og såfremt kan hjælpen desværre være lige så mangelfuld, blot med den helt modsatte begrundelse. Du er for syg til at få hjælp.
Som 16 årig blev jeg erklæret behandlingssressistent. Både i det psykiatriske system og i kommunen. Jeg havde været tvangsindlagt i 15 måneder, og var konstant på randen til selvmord. Det var en ubehagelig situation. Både for mig som patient og mine pårørende. Ikke mindst også for psykiatrien og kommunen, som dengang ikke anede hvad de skulle gøre. Det er først flere år efter at jeg fandt ud af hvor galt det stod til, set udefra systemets øjne, da jeg skulle gennemlæse en rapport, i forhold til ansøgningen af min førtidspension, hvor fortiden stod skrevet sort på hvidt. Det gjorde ondt et sted, som jeg umildbart troede at jeg havde lagt bag mig, omend det samtidig gav mig svar på mange spørgsmål. Hvorfor endte jeg helt derude?
Bostederne som jeg boede på kastede håndklædet i ringen. De mente ikke de kunne løfte opgaven, fordi jeg var så for farlig overfor mig selv. Kommunen ville derfor have mig på en lukket plads, hvor at de havde mulighed for at frihedsberøve mig. En løsning som var også langt fra optimal, men hvad fanden (undskyld mit franske) skulle de gøre, når jeg i perioder skulle være under meget tæt opsyn, og ingen almindelige bosteder ville modtage mig? Psykiatrien nægtede til sidst næsten også at hjælpe mig. Enten fordi de ikke var trygge ved at have mig indlagt hos dem, eller ikke mente at de kunne gøre noget for mig, som ikke allerede var afprøvet, udover selvfølgelig at beskytte mig fra en for tidlig død. Jeg var også for dårlig til at følge et ambulant forløb, trods jeg havde rigtig god behandler, som gerne ville hjælpe mig, omend hun også måtte erkende at hun ikke rigtigt vidste hvad der skulle til.
Jeg var nu i systemets øjne for dårlig til behandling, og derfor fik jeg næsten ingen hjælp, udover det som nogen ville kalde brandslukning. Jeg var stadigvæk indlagt, fordi det var det eneste sted, som havde rammerne til at beskytte mig, trods lægernes frustration over min tilstand, og frygten for at jeg med al sandsynlighed, snart ville gøre en ende på det hele. Jeg mistede også håbet for at få det bedre. For hvorfor skulle jeg kæmpe for noget, som alle dengang sagde var umuligt? Prognosen var dårlig og håbet var nærmest ikke eksisterende.
Jeg fik råt fra usødet af vide at de regnede med jeg med at jeg ville lykkedes en dag. Såfremt at jeg ikke var i lukkede rammer, ville jeg være død indenfor en uge, sagde en sygeplejerske til mig. Jeg blev en kastebold. For hvem ville tage skraldet, hvis at jeg endte med at begå selvmord?
Når jeg kigger tilbage kan jeg ikke lade være med at tænke: Kunne det være undgået i en hvis udstrækning, såfremt at jeg havde fået den rigtige hjælp helt fra start, hvor at jeg var knapt så dårlig?
Jeg tænker ikke engang nødvendigvis psykiatrisk behandling. Men ned til at man dengang havde bevilliget mig det skoletilbud, som jeg havde brug for, eller havde hjulpet mig bedre i primærsektoren som barn. Det er noget som også stadigvæk vækker stor frustration, og bekymring hos mange forældre, som kæmper med at få den rette hjælp til deres børn i det kommunale. Jeg kunne godt frygte for de børn, også udefra min egen erfaring at de kunne ende i meget betændt situation, hvis at ingen griber ind i opløbet, inden det eskalerer. At børnene i værste fald en dag bliver tunge psykiatriske patienter, som resultat af mangelfuld hjælp allerede fra barnsben af.
Der er mange faktorer, som har spillet ind i mit liv på godt og ondt, og jeg tror ikke at man kan pege på et sted, omend det er bevist at forbyggende arbejde kan være hjælpsomt.
En undersøgelse fra efteråret viser at fra 2007 til 2021 er patienter med skizofreni som er i psykiatrisk behandling faldet med over 10%. Samt at de ofte genindlægges. Det er en trist udvikling, og at man desuden ofte bliver nød til at afslutte de bedste af de sygeste.
Hvad gør systemet for at hjælpe folk inden de bliver så dårlige, at mulighederne bliver udtømte, og hvordan hjælper man også dem som er mest syge, så at de ikke går tabt på gulvet, og ender med at måtte forsøge at redde sig selv, uden de fornødne omstændigheder?
Fortiden har gjort mig stærkere og svagere.
Jeg savner omstillingsparathed, når det kommer til måden og tilgangen, som at man kører behandlingssystemet efter. Man kan ikke forvente at alle vil profitere, og passe ind i den ramme som systemet har fastsat. Sandsynligvis på baggrund af de ressourcer som er betinget af økonomiske årsager, eller nogen kliniske retningslinjer, som kan være meget firkantede, på grænsen til stigmatiserende.
Det fik den konsekvens for mig, at jeg i perioder har følt at jeg kunne blive nød til at virke bedre, end at jeg reelt har været. Jeg ville ikke blive set skævt til af et system, som bestemmer hvornår man er syg eller rask nok til at blive hjulpet. Det kunne helt basalt nemlig betyde at jeg ikke ville have tag over hovedet.
Jeg ønsker derfor at som en del af 10 års planen, ville kunne omfavne så mange forskelligheder som muligt, og give dem en så respektfuld og værdig behandling som rammerne tillader. Både til de mest dårlige patienter, og til dem som har brug for det, så at de ikke når at blive mere syge.
Jeg hørte engang en psykiater sige i en dokumentar, at han personligt hellere ville have kræft, end at blive sindssyg.
“For så er man i det mindste sig selv til det sidste.” afsluttede han sætningen. Det var både enormt tankevækkende, men samtidig dybt skræmmende, at vi er nået dertil, hvor at psykiske sygdomme er så underprioterede, at selv en psykiater villle frygte at skulle stå overfor det psykiatriske system, såfremt at han var patient, eller selv skulle blive ramt.
Jeg savner en mangfoldig indsats, hvor at ingen ubevidst eller bevidst vil gå tabte, også selvom det kunne være resultatet af manglende bedring hos de enkle. At man i stedet nytænker den nuværende behandling. Samt at man er villig til at vende det indad, i forhold til at hjælpe dem, som har det største behov, hvor at andre ting måske ikke har haft den ønskede effekt.
Jeg tror og håber på at man kan ændre kulturen, men det kræver nogen oppe fra ønsker at ændre det, og det derved kan sprede sig hele vejen i gennem resten af det psykiatriske system og kommunerne for den sags skyld.
Så kære politikere, jeg håber at i vil lytte til vores bønner, når at i offentliggører den nye plan for psykiatrien. Det er nu i skal gøre noget, hvis ikke at det skal være på bekostning af vores befolkning, hvor flere særligt unge piger ender med at tage deres eget liv. At flere psykiske syge bliver uarbejdsdygtige, og derved langtidsparkerede i jobcentrene, oftest under helt urimelige forhold, som i mange tilfælde kun gør disse mennesker dårligere. I værste fald at flere begår personfarlig kriminalitet, særligt drab. Statestikken for nogen år tilbage påviste at 80% af dem som endte med at blive retslige, allerede i forvejen var kendt i systemet. Alt dette risikerer at koste endnu flere menneskeliv, og har mange ofre, herunder patienter, sundhedspersonale og ikke mindst pårørende, som følge af en meget udsultet psykiatri.
Er det her virkeligt det værdige velværdssamfund?
Foto: Privat