Knud Romer er klar i spyttet: Psyken findes ikke. Og vi er alle i samme båd, så fat det dog!

Her er et velment og velrettet indspark til psykiatrien, der ifølge Sundhedsstyrelsen er under al kritik.

Michael Zittergong har interviewet ham for Outsideren.

Hjemme hos Knud
Jeg møder Knud hjemme i Holbergsgade, stadig i morgenkåbe, han ser afslappet ud. Venligt og komplet med fræk tiltale tager han imod mig, og præsenterer mig for kæresten. Hun hilser mig smilende fra sin position i et til stuen tilstødende lokale. Herligt – og jeg ser frem til at interviewe manden, der kampberedt og kompetent er set optræde i så mange debatter.

Efter en snak om indholdet sætter jeg mikrofonen på trefod foran den sofa, han har inviteret mig til at sidde i sammen med ham. Hyggeligt.

Findes Outsidere?
Knud lægger ud med at angribe vores kære forenings navn: ”Outsideren”. For navnet indikerer at nogle er ude og nogle inde, nogle normale og nogle unormale; at der findes et lykkeligt fællesskab for visse, som andre ikke er inkluderede i.

Jeg anerkender, at vi grundlæggende alle er i samme båd. Men tilføjer at Outsideren jo ser den faktiske psykiatri indefra. Og således har vi nogle specielle erfaringer, der knytter os sammen, og som andre kan nyde godt af.

Men Knud mener at outsider-begrebet bygger på falske forestillinger om et helt normalt liv for et menneske i et stort fællesskab – og det findes jo ikke. Som han siger: Mennesker bliver fyret, skilt, syge, oplever sammenbrud, oplever ensomhed, de bor i provinsen i stedet for i hovedstaden, de er indvandrere, de adskiller sig, de passer ikke ind, de bliver gamle, de bliver syge, de dør.

Løsningen er så ifølge ham at inkludere alle. For menneskeliv er ens, alle kan få brug for behandling. Og vender man ryggen til afvigelser, ubehag, hvis man fortrænger, gør man jo ikke noget ved det. Vi har en ideal forestilling om det perfekte liv, der uproblematisk bare kører derudaf. Alt andet er gale, outsidere, de andre. Vi må vende det om.

”Hvordan?”, spørger jeg.

Hvordan inkluderer vi alle?
Knud siger, at vi skal erkende vores fællesskab; simpelthen ved at vi oplyser om det. Jeg tænker at det helt klart er en god idé. Men jeg spørger: Hvad om outsider-følelsen udspringer af grundlæggende psykiske genvordigheder?

”Psyken findes ikke – alt er krop”, siger Knud
Knud mener, at opdelingen i fysiske og psykiske lidelser, krop og psyke, er forkert. Alt er krop! Psyke findes ikke, hun er en gudinde i den græske mytologi.

Det postulat igangsætter en myriade af tanker hos mig: Mytologi er fortællinger med dybdegang i menneskers liv og selvopfattelse, psyken. Psyken, der ikke kan måles og vejes, og som kan siges at være en beskrivelse af aktivitet i neocortex, hjernebarken. Menneskets hjernebark, som jo også faciliterer en intelligens, der sparker røv på samtlige andre dyreracers her på planeten.

Knud fortsætter: ”Brækkede ben registreres ikke som afvigelser; det gør psykiske lidelser, hvor der er noget galt med din karakter, din person, med dig. Vi skal ikke dele op. Alle er hele personer. Det er din krop, det er galt med.”

Jeg tænker; fuld af mening om sagen: ”Ja, men.. medicin stanges jævnt hen i panden på den lidende på en hurtig diagnose. Psykologer savnes før medicinen uddeles – der gives megen medicin, hvor der er mere brug for menneskelig indsigt” (jvf bl.a. Andreas Hoff; i en årrække formand for Foreningen af Yngre Psykiatere: https://www.youtube.com/watch?v=C1iGmxA3FMc)

Jeg spørger videre: ”Hvad i samfundet, i menneskets konstitution, gør at vi i en vis udstrækning vantrives?”

I skjul under bordet, når flaskerne fløj
Knud giver eksempler på vantrivsel: Han nævner Mændenes Hjem for de hårdest ramte, hvor det eneste sikre sted var under bordet, når flaskerne fløj. Ekstreme opvækstbetingelser med omsorgssvigt; herunder vold og børn, der får kold tyrker fra fødslen. En 100% håbløshed, der ikke har noget med ens karakter at gøre.

Hvad er en dårlig karakter?
Hvad mener han så med ”karakter”? Hvad med forholdet arv/miljø? Jeg spørger: ”Kan man fx være prædisponeret med negative personlighedstræk?”

Knud forstår angiveligt ikke spørgsmålet, og kalder mig sin darling. Jeg griner, og det er hverken første eller sidste gang i interviewet. I de fleste tilfælde fordi manden er fuld af gode pointer, og i den grad kan servere dem. Underholdende!

Ensomhed gør syg
Jeg tænker: Familierne bliver stadig mindre, der er flere skilsmisser, vi bor alene, singlelivet breder sig, virtuel kontakt fylder meget, inkl. datingapps, folk opsøger for sex, mest, for ingen tør involvere sig, da alle har mange (potentielle) partnere.

Så jeg spørger: Hvad så med ensomheden som den måske største årsag til mistrivsel?

Knud svarer at alle er ensomme. Og alle tror, at de andre er del af et stort fællesskab – men ensomhed er et grundvilkår. Og han nævner, at der er 350.000 (i hht. Folkebevægelsen mod Ensomhed ca. 380.000, red.) klinisk ensomme i Danmark. Og de dør i gennemsnit hele 10-15 år før andre; 770 i alt om året. Han siger det drejer sig om folk, der ikke er gift, er uden børn, uden venner. Derfor, angiver han, har Røde Kors foreslået ”ensomhedsmilliarden” til finansloven.

Psykiatrien lige nu
Knud spørger dernæst retorisk: ”Hvordan ser psykiatrien ud i dk nu?”.

Han uddyber: ’Kun Poul Nyrup har sat psykiatrien på dagsordenen – dette – pga. hans egen datter, der som måske bekendt begik selvmord. Så han ser psykiatrien indefra. Og Nyrup ”den eneste socialt anerkendte person, der siger, at psykiatrien ikke er god nok i Danmark”. Psykiatrien er økonomisk udsultet og socialt udgrænset. Og ved sygdom, sammenbrud, krise kan du så ringe 1813 eller opsøge en psykiatrisk skadestue.’

Hvor han i øvrigt selv har været.

Knud på Psykiatrisk Skadestue
Malende beskriver Knud sin egen tur på Psykiatrisk skadestue, Bispebjerg:

’Der står en kvinde på parkeringspladsen udenfor med en Nettopose over hovedet, hun råber og skriger. En dobbeltdør smækker bag mig, der er ikke lys i loftet. Så endnu en dobbeltdør ind til en nedslidt gang, råben og skrigen omkring mig; ind til en nedslidt, overbelagt, underbemandet skraldespand for socialklasse 5. Så ind i et venteværelse. Der står ødelagte køkkenstole og en slap sækkestol. Et par timers venten her. Så kommer en ung læge: ”Hej Knud Romer, hvad laver du her”. ”Jeg har akut brug for angstdæmpende medicin”. Lægen: ”Nu skal du ikke sidde og diagnosticere dig selv”. Og alt imens slås, griner, skriger og råber de omkring mig. Jeg tænker så: ”Hvis jeg bliver her, bliver jeg aldrig rask. For: Kan jeg finde fred, ro, hjælp? Nej”.

Knud fortsætter: Det er fuldstændig forfærdeligt. Den tredje verden. Nedslidt, underbemandet. Af danskerne kommer halvdelen på et eller andet tidspunkt i kontakt med psykiatrien, men der er ingen hjælp her –– i 2022. Altså for de normale, ikke ”de gale”, når de pga. ulykkelige omstændigheder knækker indeni. Ikke de gale, Outsiderne – men Otto Normalborger.

Jeg finder hans beskrivelse rammende i en vis udstrækning. Dog har jeg tillige oplevet en hel del god, menneskelig kontakt og professionalisme de gange jeg har været der; fordybet i min egen ulykke. Dette med såvel patienter som personale. I omgivelser, som Knud beskriver, langt fra det optimale.

Sundhedsstyrelsen slår alarm
Knud nævner, at Sundhedsstyrelsen har lavet en 37 punkts oversigt over fejl i psykiatrien. Sundhedsstyrelsens chef siger angiveligt: ”1. Halvdelen af alle får brug for hjælp. 2: Psykiatrien er underfinancieret. Vi vil have 4,5 milliarder til psykiatrien over 10 år til at løfte og forbedre behandlingen.

Jvf. professor Jakob Kjellberg nævnt her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/sundhedsstyrelsens-psykiatriplan-koster-milliarder-men-det-afskraekker-ikke) og psykiatriplanen her: https://sst.dk/-/media/Udgivelser/2022/psykiatriplan/10AARS_PSYK-PLAN.ash)

Jeg googler og finder ud af, at vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, har sagt”.. den indsats der møder os, er slet, slet ikke på niveau med den indsats, vi tilbyder til mennesker med fysiske sygdomme..”: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/5736-nu-vil-sundhedsstyrelsen-give-psykiatrien-et-markant-loft-over-de-naeste-10-ar.html

Hvordan vil indsatsen mon være?
Jeg spørger så Knud: Men hvad konkret vil de gøre – og kan de finde ud af at gøre det ordentligt?

Knud farer op under loftet, og bliver hængende dér lidt: ”Det er ikke det, det handler om her, men at de vil gøre noget! Vi kommer ingen steder!! Skal vi stoppe interviewet?”

Jeg tænker: ”Slap af, Knud Romer. Det er bare ekstremt vigtigt at høre om hvordan de vil gøre – det er ikke nok at hælde penge efter projektet, selvom det selvfølgelig er afgørende”

Jeg svarer: ”Stoppe interviewet? – nej, lad mig endelig høre hvad du mere har at sige”

Knud: ”4 milliarder er meget, meget lidt. Hvorfor er det så svært? Det burde det ikke være. Men det fordi udgangspunktet er, at det altid er de andre, der har brug for psykiatrien, ikke mig.”

Intelligens, galskab og identitet som outsider-taber
Knud: ”Der er et problem med jeres organisation Outsideren. Det er altid tale om de gale; de gale er ikke gale, to halvdele skal ikke vende ryggen mod hinanden, kald det ikke psykiatri, psykiske lidelser findes ikke, det er hjernen der går amok”.

Jeg: ”Hvad med egenskaberne ved biologien, intelligensen; alt det mindre håndgribelige?”

Knud: ”Intelligens er et abstrakt, spekulativt begreb. Du har ikke forstand på synapser. Mentalt, siger du. Mentalt hvad? Du ender altid i ånd og krop. Psykiske lidelser findes ikke. Drop navnet Outsideren på jeres organisation. Jeg har selv prøvet at være i det distriktspsykiatriske system fra jeg var 27. Det er farligt at danne en identitet som gal der.

Derfor bryder jeg mig ikke om det, Outsideren laver i Cinemateket. Don’t fear the Weird er en bekræftelse, frygt de mærkelige. Ligesom freudiansk ironi – jeg drømte noget i nat, jeg ved ikke hvad det var, men det handlede ikke om min mor. Hvorfor nævnte du hende så? Og ligesom hvis politiet ringede på døren og jeg sagde ”det var ikke mig, der gjorde det”, ”gjorde hvad?”, ”slog hende ihjel”.

Outsideren.. det er fedt at danne identitet på den måde, men problemet bekræfter lortet.. Uha, at tage det på sig.. husker da jeg selv sad i en terapi-gruppe med galninge, sådan så de sig selv, de stirrede på mig.. så tænkte jeg på ”Freaks”, ”one of us, one of us..” (Her et klip fra ”Freaks”: https://www.youtube.com/watch?v=39Bnk6VU53Y)

Men jeg vil ikke være en del af det, siger Knud, jeg vil være normal! Vil ikke med i ”tune in, turn on, drop out” – alene og isoleret på randen af samfundet, din fucking taber. Det er dumt, det er dårlig ideologi.

Otto af det bedre Normalborgerskab og den Schweiziske kvindes sammenbrud
Knud: ’Ud med Christiania, ind med Otto normalborger, det her ”vi er gale, nej hvor er vi sjove, laver film og går i snabelsko” bekræfter problemet, så jeg siger nej tak og ja til Otto. For jeg er ligesom dig, så skal vi ikke løse problemerne sammen?’

Jeg tænker, at Knud ikke ser ironien i overskriften ”Don’t fear the Weird”, der jo netop viser (fælles)mennesket bag diagnoserne.

Jeg spørger: ”Men hvad om du er outsider, fordi de andre ikke gider være sammen med dig?”

Knud: ”Det kommer de til. Hør her: Jeg var til oktoberfest ved Skt. Petri kirke, hvor mine børn går i den tyske skole. Og det er altså virkelig borgere, velfungerende borgere, det fine, højere borgerskab. Svejtsere, tyskere, ingeniører, ambassadører.. det bedre, finere borgerskab.”

Knud beretter videre: ”Jeg fortalte om, at jeg var brudt sammen nogle gange, og at det har store omkostninger at sige sådan noget, ikke? .. Så kom der en smuk Schweizisk dame, (som Knud fremfører med udsøgt accent). Hvad hun sagde indeholdt ”Tak for at du fortalte om den danske psykiatris mangler, min datter er selvskadende autist, hun kom i puberteten, var suicidal, jeg henvendte mig til ungdomspsykiatrisk afdeling i Glostrup, der var kun plads på børneafdelingen, hun var for gammel, ikke plads på ungdomsafdelingen, så hun stod i kø, ville tage et stykke tid, tog 1½ år, i den tid havde jeg svært ved at gå på arbejde, jeg var bange for at hun ville begå selvmord, så blev jeg fyret fra mit arbejde på grund af fravær, så blev jeg skilt fra min mand, så fik jeg en kræftdiagnose – og så brød jeg sammen.!

Knud spørger så: ”Mangler der noget? Og efter sammenbruddet bliver hun indlagt på Amager Psykiatrisk, ligger 3 dage på en overfyldt stue, stirrer ind i væggen, siger så til en sygeplejerske:  Undskyld, er der ikke en der vil tale med mig? Sygeplejersken siger så, at hun kan prøve at ringe til kræftlægen.”

”Sådan er det psykiatriske system i dag. En som hende.. godt job, veluddannet, ægteskab.. har jo ikke bedt om nogle af de ulykker. Der er jo ikke tale om en dårlig karakter eller moral, hun har ingen psykiske lidelser. Datteren, derimod, er genetisk disponeret, autist, selvskadende, selvmordstruet. Der var kø til ungdomspsykiatrisk, og det medfører at hun ikke kan gå på arbejde, skal passe datter, når man ikke går på arbejde bliver man fyret. Så gider manden ikke mere, så skilsmisse. Så økonomisk ruin. Intet her der er psykisk lidelse! Så skal du have hjælp, og det her var en god, skattebetalende samfundsborger. En fuldstændigt normal, borgerlig tilværelse, der bryder sammen. Det kunne ske for enhver; det kan ikke være svært at forstå.”

Jeg tænker ”stakkels dame” og at det er et godt eksempel på, hvad der ikke fungerer!

Derudover oplever en jeg iscenesættelse af det bedre borgerskab som normalitetsideal. Dette inklusive hans insisteren på at alt er fysisk, og at der er ikke er noget ”galt med karakteren”. Det smager af fortrængning at undsige psyken. Og jeg minder ham igen om, at Outsideren netop udfordrer status quo på identitet ved at vende begrebet om – for vi er alle Outsidere og alle insidere. Outsideren gør op med de ”normales” fortrængninger med henblik på forening i fællesskabet, for grundlæggende, ja, er vi ens i vores menneskelighed!

Knud kalder til kamp for dét der ”normalitet” vs Outsiderne
Knud: ”Altså, Outsiderens historie.. minder mig om kunst, avantgarde, larsbjørnsstræde, digtere, rockstjerner, bohemer, dyrkelse af anderledesheden. Og idiotien: Oprør som sundhed, antikapitalisme, antipsykiatri, druk, stoffer, forældreopgør; den største tosse er største stjerne. Næ, siger jeg. Stå op om morgenen, spis sundt, dyrk motion, få et ordentligt job, pas på dine børn!

Vær normal. Dyrk ikke den hellige afvigelse, romantisk puls og autenticitet overfor flad borgerlighed. Digtemyter, den gale, geniale. Psykose, angst, sammenbrud er det mindst kreative overhovedet. De store digtere blev tavse, når de var sindssyge. Ideologi, rockmyter, venstreorienteret vrøvl.

Outsiderne – på den gode måde
Ser Knud slet ikke mutationer i evolutionen, betydningen af, ikke mindst blandt mennesker, anderledes individer, grupperinger, bevægelser som driver forandringer, udvikling? Er mennesker ikke de kreative blandt dyrene; de, som afprøver tangenter, nye former, anderledes tænkemåder og adfærd? Han ser de negative sider, men hvor er hans blik for de positive? Og, øh.. er han ikke selv lidt af en Outsider?

Afterglow
Hold da op. Det var (som forventet) noget af hanekamp med Knud i hovedrollen som interviewet. Skønt, faktisk, og godt med guld at grave efterfølgende. Og vi forbrødres til sidst på forunderlig vis (nogen mener vel at det ikke rager indholdet af denne artikel – men det rager mig, fordi det mærkes at sand sammenhængskraft er godt) over biologi, fysik og psyke. Knud foreslår at Outsideren skal hedde ”Outside-In . jeg synger.. boy you turn me, inside-out han siger ”ja, dén (https://www.youtube.com/watch?v=GIAtE6ywgwA)”

… og så siger han: ”Nu skal jeg lave julekalender”.

Knuds julekalender og afsluttende frækhed
Mikrofonen slukkes, vi sludrer lidt videre, bl.a. om den P1 julekalender hvor Knud skal bidrage med tekster. Og så siger vi pænt farvel, hvorunder han siger: ”Send mig lige artiklen, så jeg kan rette den inden du udgiver den”.

Selvfølgelig siger han det. Fårk, hvor freaky fedt at møde ham! – og podcast’en er her:

 

/Michael Zittergong, outside-in for Outsideren

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det var da interessant at høre et interview med dette udmærkede, patologiske og kroniske snakkehovede, som i forbavsende grad mangler evnen til at undre sig – at erkende, at der er nogle ting, han ikke har forstået. Hvorfor bedriver nogle personer videnskab? Det er fordi de har indset, at der er nogle ting, de ikke har forstået. Det er der, al videnskab starter. Den starter ikke med at mene noget. Meneriet er et anderledes værktøj, vi mennesker har i tilværelsen, i forhold til at positionere os i forhold til forhold i tilværelsen, vi har brug for at positionere os i forhold til. Dette har så medført, at mange mennesker er kommet til at tro, at alt drejer sig om at mene. Det gør det imidlertid ikke. En del ting rummer den problemstilling at forstå, og erfaringsmæssigt er det en svær hurdle at nå dertil. Knud Romer slynger om sig med erklæringer. Jeg kunne godt tænke mig at kombinere ham med en mutist, dvs. en person, der er hinsides det totale sproglige sammenbrud. Det er her også interessant at notere sig, at Peter Øvig Knudsen vitterligt opnåede det enestående resultat at blive klogere på psykiatriens ethos i forbindelse med hans ECT-behandling af alvorlig, livstruende depression. Knud Romer er således ikke i nærheden af nogen form for indsigt, og han har således sådanne til gode. Det forekommer mig, at han er et levende eksempel på stream of consiousness – ikke, at han har erkendt dette som en kunstnerisk udtryksform, men som en form for levet praksis. Endvidere forekommer det mig, at han ikke har erkendt denne som værende et overfladefænomen. Han synes mig ikke at være i kontakt med sine egne dybere strømninger – men for mig fik jeg først et indkik i disse i forbindelse med min egen skizofreni, og havde jeg i det hele taget aldrig haft mine tre alvorlige sindslidelser, var jeg aldrig kommet nær de selvindsigter, jeg nu har. Interessant er det også at konstatere, at oplevelser med egne sindslidelser rummer muligheder for bedre, dels at forstå andre med sindslidelser, dels i det hele taget at forstå medmennesket. Der er ting man ser, som eller ville være én en lukket bog.

    At bortdefinere psykisk sygdom, som Knud Romer gør her, er jo at kaste vrag på nogle muligheder, som menneskelivet ellers rummer. Studier har sandsynliggjort, at psykiske lidelser har subtile forbindelser til udviklingen af det menneskelige intellekt. Udviklingshistorisk er dette for menneskets vedkommende af ny dato, hvorfor det ikke bør undre, at problemer i forbindelse hermed forekommer. For mig står det fuldkommen klart, at udforskningen af den menneskelige psyke, hånd i hånd med hjerneforskningen, rummer muligheder for landvindinger i mange hundrede år fremover. I de sidste hundrede år er det mange gange sket, at det er udråbt, at nu, NU har vi forklaringen på det hele – og hver gang har det vist sig, at der var mere at komme efter. Belært heraf burde det ikke være os fremmed at udvise en smule ydmyghed overfor opgaven. En ydmyghed, som jeg savner hos Knud Romer. Det ville være interessant at opleve Knud Romer blive tavs og eftertænksom.

    Svar
  2. Stinne Mølgård

    Tak for artiklen og tak for Arne Nielsens kommentar, som så fint får fortalt om ‘meneri’, ydmyghed med mere.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.