Jeg hørte engang en patient stillede et åbent spørgsmål: “Hvorfor er psykiatriens farve grøn, når der ikke er noget håb at komme efter?” Jeg tænkte efterfølgende over vedkommendes reflektioner, men jeg forstod dem faktisk godt. Det er så vigtigt at bære håbet for mennesker, som ikke selv kan se det.

Jeg har i et tidligere indlæg kommet ind på forskellene mellem børne og ungdompsykiatrien og voksenpsykiatrien. Noget som faldt mig ind, hvor jeg skræmmende nok har kunnet mærket en væsentlig forskel er når det kommer til håb. Jeg har nemlig oplevet håb fra psykiatriens side meget forskelligt, afhængigt af om jeg var barn eller voksen, hvilket kan undre mig når håb fundamentalt burde bæres uanset alder. Særligt når man er barn eller ung, tænker jeg at det er endnu mere vigtigt, fordi man sidder overfor nogen mennesker som udover deres udfordringer, også “bare” kan være usikre på dem selv og deres identitet. Man er ikke færdigudviklet og deraf sårbar.

Som jeg før har været inde på blev jeg som yngre mere eller mindre erklæret behandlingsresistent, hvilket set i bagspejlet kan forklare måden jeg er blevet behandlet på mange gange. Jeg var både meget selvskadende og til tider også uadreaggerende. Mange mindre opløftende ting har jeg fået af vide i mine yngre dage. Men jeg husker stadig tydeligt at jeg engang havde en behandler som kiggede mig dybt i øjnene med et alvorligt blik og sagde: “Jeg er bange for at du dør.” Ja, jeg havde decideret faktisk på samme tidspunkt en kontaktperson som direkte sagde til mig: “Jeg tror at du tager dit eget liv en dag.” Selvom jeg egentligt som udgangspunkt godt kunne lide hende, så var det noget som virkeligt ramte mig hårdt, og næsten fjernede det sidste spinkle håb jeg havde tilbage på det daværende tidspunkt. Selvom det er flere år siden. Så er det en sætning som stadig sidder dybt i mig, og desværre har tendens til at vende tilbage, når tingene er aller sværest og jeg mest har lyst til at lægge mig fladt ned og opgive kampen. Men omvendt. Så kan det også være en motivation til at tænke: “Hell no. I will prove them wrong!”

Jeg ville også lyve, hvis at jeg sagde at de sidste mange måneder ikke har været ekstremt hårde. Jeg har været tvangsindlagt i syv måneder, men kan nu kalde mig udskrevet, og fremtiden ser lysere ud igen. Selvom at jeg ikke altid er så god til at minde mig selv om det, så har jeg faktisk rykket mig i den rigtige retning. Dette på flere områder. Jeg har ikke ubevidst ødelagt noget i mine affektudbrud, som da jeg f.eks engang i frustration over min situation totaltsmadrede en dør på den lukkede, som endte med at måtte udskiftes helt som følge. Jeg har også været selvskadefri længe, hvor at jeg for ikke mere end et par år siden ofte skar i mig selv. Eller også bankede jeg hovedet voldsomt i væggen, indtil at der kom en blødende bule i panden på mig. Begge ting har jeg ikke gjort længe og heller ikke tyet til, selv når det har været sværest. Heller ikke under min sidste indlæggelse, som har været en af de hårdeste nogensinde. Det er egentligt lidt vildt at tænke på. Taget i betragtning af min selvskadende adfærd har varet så længe. Samt det er noget som jeg ofte har “valgt” som strategi, når tingene har gjort mest ondt. Ikke mindst at det flere gange nær har kostet mig livet, som børne og ungdomspsykiatrien dengang frygtede mest ville ske, udefra min livsfarlige adfærd. Men jeg er her endnu. Jeg har ikke gjort skade på mig selv længe. Jeg tror ikke at dem omkring mig dengang ville have troet at jeg ville nå hertil, hvor at jeg faktisk ville kunne begå mig uden at forsøge at slå mig selv helt eller halvt ihjel på ugentlig basis ved at skade mig selv. Selv når jeg har det aller værst.

Jeg var selv et sted i mit liv, hvor at jeg ikke havde særlig meget håb dengang. Når jeg fortæller nogen omkring mig i dag, hvilken tilgang jeg på et tidspunkt blev mødt med, så bliver folk tit forargerede, fordi man ikke må opgive håbet for et lidende menneske. Jeg er selv et meget ærligt menneske, og bryder mig heller ikke om når man ikke er realistisk, eller bliver for “pladder romantisk”. Man skal være ærlig og afklaret omkring tingenes tilstand. Jeg er selv et ærligt og realistisk menneske og bryder heller mig ikke om når folk ikke ser virkeligt på tingene. Dermed ikke sagt at man behøver at være pessimist, men håbet fra omverden dengang lå på grænsen mellem de to overstående ting. Jeg underkender ikke at min farlige adfærd dengang måske ville have kostet mig livet. Ikke mindst at jeg selv havde opgivet et langt stykke. Jeg forstår tildels også hvorfor dem omkring mig virkede bange og så opgivende, når jeg på ugentligt basis forsøgte selvmord. Derudover at jeg ofte rendte rundt med et mærke i panden og blodige sår på armene. Og at jeg ikke havde planer om at stoppe foreløbig, selvom det var en direkte vej i døden. Men det blev også en selvopfyldende profeti, fordi alle andre også virkede til at miste modet. Så hvorfor skulle jeg også kæmpe, når alle andre ikke virkede til at ville gøre det? Det var så hjerteskærende at læse i mine papirer at psykiatrien mente at mulighederne for mig var udtømte. Jeg fik følelsen af være uhelbredelig og et håbløst tilfælde, som ikke var værd at kæmpe videre for. Hverken for mig selv eller mine omgivelser. For hvorfor redde en som ikke kunne reddes alligevel, tænkte jeg?

Det er så vigtigt aldrig at miste håbet og kampgejsten som pårørende eller sundhedsfaglig, selvom forløbet kan se noget dystert ud og den pågældende ikke virker til at have særlig meget af det overstående heller. Min erfaring er nemlig at det risikerer at smitte af og efterlade en endnu mere opgivende. Jeg oplevede i hvert fald at jeg derved blev bekræftet i at jeg ikke ville komme videre, og at det ikke kunne betale sig at søge hjælp, hvis ingen alligevel ønskede at række ud efter min hånd. Når det er sagt så vil jeg også sige at man skal tage action og selv ville kæmpe. Der skal to til tango. Sådan vil jeg bedst beskrive den indsats der skal til, hvis man ønsker at komme at stoppe eller begrænse sin adfærd. Man skal selv ønske en forandring. Men det er samtidig en svær balance. For man kan ikke nødvendigvis redde en som ikke vil reddes, men omvendt man må heller ikke opgive ævred, selvom at jeg ved og kunne forestille mig at det også skaber frustration hos en som fagperson. Men det er bare så vigtigt at holde fast i det gode.

Jeg oplever at jeg får mere kampgejst, når at en eller flere omkring mig fortæller mig at de tror på mig, og viser at de(n) pågældne er der for mig, også selvom jeg har det forfærdeligt. Den sætning og gode relation har f.eks fået mig til at modtage medicin frivilligt, efter mange måneders tvangsbehandling. Eller at jeg har turde åbne mig op overfor en omkring noget som gør mest ondt. Relationsarbejde har altid haft en god virkning på mig. Da jeg var yngre oplevede jeg til et hvis stykke, at sundhedsfaglige gerne ville mig. Men deres kontaktform overfor mig som sagt bar præg af magtesløshed, hvilket gav mig følelsen af være til besvær, og gjorde at jeg omvendt heller ikke havde lyst til at modtage hjælpen. Der var et personale som kender mig rigtig godt fra den afdeling som jeg har været på i voksenpsykiatrien, som nævnte overfor mig om jeg mon ville have været så voldsom, hvis at jeg nu var blevet hørt i stedet og man havde mødt mig med en anden tilgang end dengang? Jeg tænkte over spørgsmålet, fordi det faktisk gav rigtig god mening og der ikke mindst endelig var en som vendte perspektivet om. Derudover var det noget jeg selv tidligere havde tænkt. Gad vide om min adfærd blev forstærket af den tilgang som at jeg blev mødt med? Jeg tænker faktisk at det ikke var en teori som var helt ude i skoven. For igen, det er så vigtigt at bære håbet for et sårbart menneske, som vel og mærke også skal være motiveret for en forandring til at ændre sin adfærd som f.eks selvskade. Men det er svært. Det ved jeg om nogen at det er. Jeg har været voldsomt selvdestruktiv siden en tidlig alder. Ikke mindst er det svært også at komme ud af sin “comfort zone” at tage et valg om at forsøge at stoppe og finde andre måder at cope med sin tilstand, som kan være utrolig smertefuld på flere parametre. Jeg ville lyve hvis at jeg sagde at jeg aldrig kunne finde på (Måske i en tilstand hvor jeg ikke er mig selv) at falde i. Men når det er sagt. Så har jeg ikke skadet mig selv længe, og det vil jeg fortsætte med at opretholde. Jeg kæmper videre, også selvom min nuværende tilstand er svær og stadig kan være umådelig hård.

Foto: Privat