Grafisk Afdeling

Grafisk Afdeling er et kreativt værksted hos Outsideren, hvor vi med analoge og eksperimenterende metoder skaber grafik til Magasinet, hjemmesiden og de sociale medier.

Er du også træt af at gemme dine kreative projekter i en skuffe? Så kom og vær med til at formidle vigtige emner som psykisk sårbarhed, psykiatrien og hvordan samfundet møder os, der ikke lige passer i kasserne.

Vi arbejder tæt sammen med redaktionsmøderne og Skriveværkstedet og bidrager aktivt til udviklingen af Magasinet Outsideren og foreningens øvrige formidlingsaktiviteter. Siden 2025 er samtlige illustrationer til Outsiderens trykte magasiner skabt i Grafisk Afdeling. Også langt de fleste artikler i onlinemagasinet illustreres af Grafisk Afdeling.

Sådan foregår det

Som de fleste af Outsiderens aktiviteter begynder Grafisk Afdeling med et tjek-ind: en kort runde, hvor vi hver især siger vores navn, og kan fortælle, hvad der lige rører sig i os af betydning for rummet på dagen.  Vi har også et ”ingen kommentarer”-kort, som man kan bruge, hvis kræfterne kun er til at være med.

Ofte læser vi derefter en artikel højt og laver en fælles brainstorm over de billeder, stemninger og idéer, teksten vækker. Så går vi i gang med at skabe illustrationer til den. Er vi mange, kan vi arbejde med forskellige artikler eller lave andre ting også. Undervejs introducerer underviseren teknikker og kommer med forslag og inspiration, som du kan prøve af i dit eget udtryk. Hvis du har lyst, kan dine værker ende med at pryde artiklerne i Outsiderens magasin og på hjemmesiden.

Processen er vigtigst

Men her er processen vigtigere end resultatet: Vi har ikke travlt, og vi skal have det sjovt og rart!
Vi eksperimenterer med forskellige teknikker, udtrykker os kreativt og undersøger, hvordan vi kan kommunikere idéer, følelser og fortællinger visuelt.

Det hele munder ud i grafik og illustrationer, der kan bruges i foreningens trykte magasin, på hjemmesiden og på sociale medier. Det er dog helt frivilligt, om du vil have dit arbejde offentliggjort – og du kan sagtens være med bare for at lære og hygge dig. Hvis du ønsker det, kan du blive krediteret anonymt.

Når man hører ordet “grafik”, tænker mange på teknisk kunnen og naturtro tegninger – men her er ingen krav til erfaring eller teknisk dygtighed. Vi arbejder f.eks. med kollager, linoleumstryk, abstrakt maleri, genbrugsskulpturer og finurlige eksperimenter – og eksperimenterer gerne med at finde nye formater.

Alle er velkomne
Skriv til os på aktiviteter@outsideren.dk inden du kommer første gang. På den måde er vi sikre på at kunne tage rigtig godt imod dig.
Grafisk Afdeling er for alle med outsider-erfaringer – uanset niveau og erfaring.
Er du ny? Du kan komme og prøve et par gange, før du beslutter dig.
Vil du fortsætte, koster det kun 50 kr. om året at være medlem: Bliv medlem her

Om underviseren


Grafisk Afdeling ledes fra januar 2026 af kunstner og underviser Mette Cecilie Smedegaard, der arbejder i krydsfeltet mellem billedkunst, socialt engagement og fællesskab. Med en baggrund som folkeskolelærer med billedkunst som linjefag, mange års erfaring med undervisning i kunst og kreative processer – og en stærk praksis som udøvende kunstner – formår hun at skabe trygge og kreative rum for alle. Siden 2013 har Mette Cecilie arbejdet freelance under navnet Sort Streg, og fra 2024 er hun gået fuldtid som selvstændig billedkunstner og underviser.

 

Praktisk infoboks
Hvad
Grafisk Afdeling
Hvem
For alle, uanset tidligere erfaring, som har lyst til at udtrykke sig kunstnerisk og kreativt
Hvornår
Onsdage kl. 10 – 13
Hvor
Heimdalsgade 37, 1. sal
Ansvarlig
Mette Cecilie Smedegaard
Mail: aktiviteter@outsideren.dk