I Foreningen Outsideren har vi taget det store spørgsmål om fremtidens jobcenter op, da der åbenlyst ikke er plads til at være psykisk syg og sårbar i det samfund, vi lever i. Hvad vil det egentlig sige at være til samfundsnytte i dag? Er det ikke på tide, at vi på ny forholder os til, hvad et arbejde er?

Til Outsiderens første debatmøde om fremtidens jobcenter begav vi os ind i et dystert og politisk fortiet felt af samfundslivet. Sammen tændte vi små lanterner og pustede dem til vejrs i håb om, at de en dag vil lyse nye veje op for samfundets sårbare.

Af frivillig skribent og medlem af Outsideren
Nanna Buch-Ohlsen

Outsideren er et sted for debat og samtale om alt, der krydser med psykisk sygdom, sårbarhed og de personlige historier. Vi laver forskellige aktiviteter og formidler historier igennem film, artikler og blogs. I Outsideren ser vi psykiatrien indefra og forholder os til det samfund, som er medbestemmende for det liv, vi lever. Vi har igangsat et projektforløb, hvor vi debatterer nogle større temaer af betydning for vores virke.

Nederlaget står i håbets tjeneste
En onsdag i januar stimler vi otte mødedeltagere sammen i Outsideren omkring et bord dækket med frugt, mazarinkage, håndsprit, kaffe og vand. ”Fremtidens jobcenter” står som temaet for mødet.

Som frivillig sidder jeg med ved bordet – indrømmet – med de indignerede og skuffende følelser udenpå. Jeg er farvet af min egen svært skuffende og negative historie med jobcentret.  Det mundede ud i en førtidspension, og det er endda det mest positive ved mit forløb. Førtidspensionen har ikke kun givet ro, men også nogle sociale følger. Der er fordomme at kæmpe med og manglende forventninger til mig som aktiv samfundsborger fra andre mennesker.

Jeg ønsker ikke at vise mig som en lyseslukker overfor de andre, så jeg ser op, imens jeg trækker stolen indtil bordet og forsøger at slappe af.

Illustration: Frederikke Hoffmann Schrøder

Uanset erfaring er vi drevet af et ønske om at tegne konturerne op for et nyt fremtidens jobcenter med plads til udsatte og sårbare mennesker. Vi ønsker at gøde grunden for, at også sårbare mennesker kan indgå med lige stor værdi som andre i det samfund, vi alle deler, og som ingen ejer. Det sker ikke af sig selv. Noget må gøres om i samfundet, og det er her vi starter vores fælles rejse. I håbet om at vores arbejde, vores forestillinger og tanker på et tidspunkt kan realiseres.

Outsideren som deltager
Det er en afventende villighed og opmærksomhed, der lægger sig imellem os, som mødet går i gang. For hvordan griber man et så værdiladet felt som jobcentret an? Som så mange gange før ved møderne i Outsideren tager den daglige leder têten.

– Hensigten er, at vi sammen kan sætte noget i søen og – ikke bare internt, men også eksternt – indgå samarbejde med institutioner og organisationer udenfor Outsideren. Et samarbejde, hvor sårbarheden viser sig med en betydning for, hvordan tingene kan gøres. Outsideren er allerede i gang, idet vi pt. samarbejder om de nævnte visioner med Huset for Psykisk Sundhed og Østerbro bibliotek.

Ved bordet aner vi muligheder, engagement, og vi står overfor noget konkret at give os i kast med.

Vi bliver enige om en friskrivningsøvelse på 10 minutter over temaet ”fremtidens jobcenter.” Hvad ønsker vi os af et jobcenter i fremtiden? I stilhed grifler vi hver for sig de første par ord ned på papiret.

Abstrakte frustrationer kan spænde ben

Jeg kaster et ivrigt blik ned på min notesblok og prøver at læse teksten uafhængigt af den frustration, som min nervøse skrift er nedfældet med. ”Hvis bare jeg var blevet stillet noget i udsigt”, ”tænk hvis der havde været et lille job”, læser jeg. Jeg beslutter mig for at sige noget i plenum. Men jeg er forvirret og jagter nogle formuleringer, der kan formidle mine svære erfaringer med jobcentret for de andre.

– Fremtidens jobcenter spiller jo på flere planer den her særlige logik, der hersker i det nuværende jobcentersystem, skal vi måske undersøge og redegøre nærmere for? forsøger jeg mig med.

En anden i plenum pointerer, om vi ikke kan blive konkrete. Enig, det bliver nemt kaotisk og flyvsk, når vi snakker om jobcentret, for der er så meget på spil. Jobcentret er jo ikke bare en bygning, man går til møder hos. Jobcentret har ufattelig stor indflydelse på vores liv, når det er bestemmende for vores økonomi, helbred og sociale muligheder i hverdagen.

Fri association ved tavlen
Corona kræver sin deltagelse, og vi lufter ud, imens en stiller sig ved tavlen. En kulde fylder langsomt lokalet op. Vi giver os i kast med en fri samtale og association omkring fremtidens jobcenter. Det er en blanding af harme, ønsker og åbne spørgsmål, der får lov at fyge igennem lokalet.

”Opløs jobcentret”, ”halvtids arbejde”, ” mindre udlicitering til anden jobaktør”, ”ingen trusler om kontanthjælp”, ”tillid i systemet”, ”minimer rapporteringen”, ”sympatiske sagsbehandlere”, ”hvor skal pengene komme fra, når der ingen produktion er forbundet med arbejdet?”, ”hvad er et arbejde?”, ”nye behov, nye arbejdsformer?”, ”samfundet skal byttes om”, ”det skal være tilladt for alle at arbejde frivilligt og være til samfundsnytte”, ”ingen bullshit jobs”, ”forståelse for psykisk sygdom”, ”se menneskers potentiale”, ”et jobcenter uden angst for repressalier blandt medarbejderne”, ”fra ansigtsløshed til den personlige kontakt”.

Som vi er i gang, og imens kaffe, appelsiner og det sidste stykke mazarinkage indtages bliver nogle historier om folks erfaringer med jobcentret bragt frem i lyset. Det er historier om ulykker på jobbet, en invaliderende jobcenterkultur og forliste fremtidsmuligheder.

SOS! fra Jobcentrets medarbejdere
Det er ikke kun os, som kommer til jobcentret med sårbarheden i bagagen, der er i stor risiko for at lide nød. Også medarbejderne i jobcentret er ramte af, hvordan det fungerer nu. En fortæller om en sagsbehandler hun kendte til, som fik en hjerneblødning midt i det arbejdspres, hun var udsat for i sit arbejde. Det er forfærdeligt, hvordan kan samfundet lade det ske og gå uændret videre?

Fra stress på arbejdet til krav og pres i jobcentret
Der er også en skævvridning i hele handlingsforløbet omkring dem, som mister deres arbejde eller sygemeldes. Man kommer fra præstationskrav på jobbet, som har nedlagt en med hovedpine og invaliderende stress til et jobcenter, hvor der er lige så stort et pres og mange krav. Man er allerede ramt og bliver ramt dobbelt, når man kommer til jobcentret. Det skal gøres om.

”Grib mennesket før det er for sent”
Der skulle gå syv år i jobcentret før en betydelig forandring i kontakten til systemet fandt sted, fortæller en anden deltager ved bordet. I IPS (Individuelt Planlagt Job med Støtte) blev han rent faktisk mødt af en personlig mentor, der havde en konkret kontakt til nogle arbejdsgivere. Der var intet pres om at blive sendt ud i alle mulige skiftende kurser, eller krav om ansøgninger, der skulle søges. Her lå en konkret hjælp ligefor.

Men IPS kom for sent ind i hans liv. Noget var knækket i ham efter så mange år i jobcentret uden en reel løsning på hans situation. Den personlige kontakt i IPS var mærkbar for ham, men han var slidt op efter det årelange forløb i jobcentret.

– Det handler jo om at gribe mennesker, før det er for sent, fortæller han og ser op.

Illustration: Frederikke Hoffmann Schrøder

Vi lytter og bliver tavse, flere af os har på lignende vis været i jobcentret i op til 10 år. Der kan ske noget uopretteligt med mennesker, når de ufrivilligt lukkes ude af samfundet. Det hører vi sjældent om. Det er på tide at gøre op med forestillingen om, at nogle mennesker er overflødige i samfundet. De findes ikke. Vi er lige så levende som alle andre i dette samfund.
Det psykedeliske jobcenter ”kan du se et job i det fjerne”
De sørgelige historier minder os om virkeligheden. Men et spørgsmål får drejet på den sorgfulde stemning, da en deltager resolut samler papirerne foran sig og med et skævt smil på læben siger:

– Nu er det ikke for at tage snakken væk fra det psykedeliske jobcenter, og kan du se et job i det fjerne, men hvad blev der af den gamle arbejdsformidling? Jeg husker det som et hyggeligt og folkeligt sted og ikke den lufthavnshal, som jobcentrene i dag efterligner.

Ja, hvor blev det at formidle konkrete jobs af? Er det muligt at skabe et nyt trygt og sympatisk jobcenter, hvor de kvalitetssikrede, anonyme zoner i jobcentret transformeres til en personlig og menneskelig kontakt? Det er også det, vi efterlyser.

Skab plads til sårbarheden i jobcentret
Hvis der skal skabes plads til sårbare i fremtidens jobcenter, er der noget strukturelt, som bør gøres om. En deltager fremhæver nogle af overvejelserne fra dagens deling.

– Jobcentrets organisering må gøres om. Der må ske et opgør med forbuddet om, at folk ikke må gøre noget, når de er i jobcentret, eller når førtidspensionen eller fleksjobbet er blevet tildelt. Alle har ret til at tage frivilligt arbejde. Vi må af med den frygtkultur, som rammer både ansatte og borgere i jobcentret med repressalier og trusler. Sårbare mennesker er forskellige og er lige så værdifulde samfundsborgere, som folk på arbejdsmarkedet er det.

Arbejdet betyder faktisk noget
Konturerne for fremtidens jobcenter har til mødet tegnet de mange begrænsninger i det nuværende jobcenter op for os. Vi har indtil nu gennemgået vores erfaringer og givet los på ideer, frustrationer og forestillinger. Det er imidlertid ikke nok at tale om et center for job. Det handler også om, hvad vi forstår ved det at arbejde, som en deltager fortæller:

– Vi må have blik for arbejdets betydning. Et arbejde skal forstås i et bredere perspektiv end den betydning arbejdet har udviklet sig til at have i den kapitalistiske økonomi, og som præger vores samfundssystemer og vores umiddelbare forståelse af arbejdet i dag. Der må blive formuleret nogle bredere idéer om, hvad samfundsnytte rent faktisk er for noget. Anden jobaktørs hittepåsomhed og finden-på-jobs skal stoppes. Der er ingen anstændig og varig betydning forbundet til de forsøg på løsninger.

Tanker om et nyt jobcenter hænger altså også sammen med, hvordan vi forstår, hvad et arbejde er og går ud på. Vi må genopdage betydningen af, at nogen venter på en. Hilser dig velkommen med alle mulige små hverdagshandlinger og kalder dig til sig. Har vi glemt, at vi ikke er ligegyldige for hinanden?

Varsles der et paradigmeskifte i jobcentret?
Vi skutter os og lukker vinduet.

– Vi skal væk fra det ansigtsløse og over til den personlige kontakt i jobcentret. Der er rent faktisk behov for et paradigmeskifte i tilgangen til, hvordan vi tænker jobcentrets funktion og hjælp. For vi er faktisk mennesker, der gerne vil deltage og gøre noget, afslutter en deltager dagens debatmøde.

Vi rejser os fra bordet, og der langes brugt service tilbage på bakken. Jeg tænker på, at det er med at huske på de små lanterner fra dagens samling, nu vi tager hver til sit. Lys, der forhåbentlig en dag vil blive tændt og stillet i jobcentrets vinduer.