Af Eisa Hunø Swierkosz
Det er tidlig eftermiddag på den psykiatriske afdeling, patienten ligger på et underlag på gulvet. Hun har lige taget clozapin – et af de mere hardcore psykofarmaka. Fra indlægssedlen:
Clozapin anvendes til behandling af skizofreni, hvor anden medicin ikke har virket.
Hun krammer puden og ønsker sig langt væk, for hvad nu hvis Ånden kommer. Hun er med på, at medicinen, clozapinen, kan hjælpe med at holde forskellige symptomer i skak. Men samtidig ved hun jo, at Ånden elsker clozapin. Den elsker det, fordi det er så meget lettere for den at få adgang til hende. Clozapinen er et gateway drug for denne Ånd.
Ånden kommer
Denne Ånd er en tåget sort masse med tænder. Og man skal ikke lade sig narre af det lidt tågede udflydende udseende – den er stærk, bomstærk. Den har magten, og dens formål er ene og alene at skubbe hende ud af verden og ende hendes eksistens.
Hvordan den vil gøre dette, ved hun ikke. Men hun er ikke i tvivl om, at den kan.
Alligevel tager hun imod pillerne og sluger dem, mens angsten knuger hendes krop. Der synes ikke nogen anden udvej.
Omkring hende står en læge og nogle ansatte. De nærmest hober sig op. En hær af velmenende kroppe. De forstår vist ikke, hvor selvdestruktivt det er at tage den medicin. De har ingen idé om, hvordan clozapinen vil interagere med hendes celler og gøre det lettere for Ånden at indtage hendes krop og derefter skubbe hende ud af verden.
Uanset hvad, er hun komplet splittet, forvirret og bange. Hun ligger på et gulv, alt er kaotisk og skræmmende. Omgivelserne er fjerne og udflydende. Hun føler en knugen i maven.
Og imens er clozapin tabletterne blevet opløst, og de begynder at virke. Hun mærker vibrationen. Cellerne er begyndt at åbne sig, Ånden kommer…
Hun råber: ”Slip mig fri, slip mig fri, min krop er i fængsel, nu kommer Ånden!! Hjælp mig, jeg er i fængsel, mine organer er bag tremmer”. Synet sløres, afstanden til virkeligheden omkring hende øges.
Hun slår en knytnæve ind i væggen, prøver at række ud fra fængslet. Smerten fra den hævede kno hjælper en lille smule, som en slags livline. Men egentlig er hun overladt til helvede.
Splittelsen
De siger til hende, at hun er psykotisk. At pillerne, som hun kalder et gatewaydrug for Ånden, vil hjælpe. Især hjælpe på Ånden – som de kalder for en vrangforestilling.
Der var dage, da hun rystende og grædende bad til en eller et eller andet: ”Please lad mig være psykotisk, lad dette være en psykose”. For en pinefuld psykotisk tilstand ville trods alt være bedre, end at den onde mørke Ånd er virkelig. Dyb rædsel fylder hende.
Hvor er virkeligheden?
Hvad er virkeligheden?
Alt dette er med til at skabe en meget dyb og ubehagelig splittelse – hvordan kan virkeligheden være så syg? For Ånden ér virkelig. Og hvis noget der forekommer så virkeligt ”blot” er et symptom, så kan man have mistet sig selv.
At afvise noget, der er så intenst virkeligt som denne Ånd, bringer en dyb følelse af illoyalitet mod sig selv. At skulle afvise det, der er lige foran én.
Hvordan kan man nogensinde tro på sig selv igen?
Ånden forsvandt
Nu er det hele kommet lidt på afstand. Ånden er væk. Den brugte sine sidste dage for enden af en hundredvis meter lang kæde, som var fastgjort til min rygrad. Et konstant pinefuldt nærvær af denne skabning.
En dag forsvandt kæden og dermed også Ånden. Hvordan ved jeg ikke.
Jeg er udskrevet i skrivende stund, men er stadig indlagt en gang imellem. Jeg har ikke set eller mærket noget til ånden, siden den forsvandt. Det er jeg taknemmelig for, fordi Åndens truende nærvær er noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet.