Kreativitet er en del af min overlevelse

Cæcilie har siden barndommen drømt om at illustrere bøger, men efter mange års slid og slæb, hvor livet slog knuder, er det endeligt lykkedes at udgive sin helt egen bog, en slags grafisk novelle, illustreret og fortalt af hende selv. At udtrykke sig gennem kunst og kreativitet har haft en stor betydning i arbejdet med at komme sig, om end psykisk lidelse stadig fylder en del i hendes liv

Af Mikkel Sjølund

Cæcilies bogudgivelse hedder “Følgesvendene flytter ind” og handler om at leve med depression og angst. Omdrejningspunktet er de indre stemmer, vi alle sammen har, som fortæller, hvordan vi ser på os selv og verden. I bogen bliver stemmerne personificeret i Kritikeren, Dommedagsprofeten og Den Sure Mokke, der på en meget belastende måde hele tiden analyserer, kommenterer og kritiserer. For bedre at kunne holde øje med dem og styre dem, besluttede Cæcilie at give dem ansigter og lade dem flytte ind.

Terapiforløb
– Indholdet i bogen er ikke oprindeligt tænkt som en bog, men er helt konkret en del af et terapiforløb, hvor jeg oplevede at jeg simpelthen blev nødt til at udtrykke mig igennem tegninger for at forstå mig selv og alt det, der foregik indvendigt. Jeg tænker generelt meget visuelt, så da jeg begyndte at tegne, mærkede jeg straks, at ved at få ansigter eller billeder på mine tanker og følelser, blev de mere håndgribelige, forklarer Cæcilie.

– Jeg oplevede, at det blev lettere at forholde mig til noget, der blev taget udenfor kroppen, lidt ligesom hvis man maler et stort maleri, så må man have det på afstand og kigge på det langt væk fra for rigtig at kunne se det. Indeni var det bare et stort kaos af en masse udefinerbart, der rodede og rumsterede, som jeg ikke kunne se eller forstå.

– Så jo, det har helt konkret været en terapeutisk proces at lave indholdet i bogen, men idéen om at lave den til en bog kom først meget senere, da jeg begyndte at vise tegningerne frem for andre.

Bekymringer ved at fremvise tegningerne
I terapiforløbet var det grænseoverskridende at skulle vise de sårbare tegninger frem, fordi hun frygtede, at det kunne bruges imod hende.

– På et tidspunkt i terapiforløbet, begyndte jeg at vise mine tegninger frem, hvilket egentlig var mere en del af selve terapien fremfor et reelt ønske om at vise dem. Det var mest med henblik på at turde og stå ved mig selv og være sårbar. Jeg havde det sådan med mig selv op til da, at jeg ikke måtte have nogen fejl overhovedet, for så ville folk kunne bruge dem imod mig, og hvis jeg viste mine ting til nogen, så løb jeg jo en stor risiko for, at nogen ville gøre mig ondt.

Satsede alt
– Til at starte med var det virkelig svært og meget grænseoverskridende, og Følgesvendene var helt oppe at ringe og havde mig nærmest omringet. Men det var rigtig sundt og vigtigt for mig ikke at bukke under og gemme mig. Det havde jeg gjort hele mit liv, og det fungerede jo overhovedet ikke. Så nu satsede jeg alt og risikerede den visse død på en måde. Der var virkelig meget på spil.

– Men så oplevede jeg, at der var mange, der meldte tilbage, at de kunne se sig selv eller nogen, de kendte, i de situationer. Andre fortalte mig, at de pludselig bedre kunne forstå, hvordan det kan være at have det svært indeni.

Tegningen viser, hvordan bare det at komme ud af døren kan være svært, når man er angst og overbevist om, at verden er farlig.

OK ikke at være fejlfri
Folks feedback på tegningerne havde en stor indflydelse på Følgesvendene, der fik meget svært ved at opretholde deres kritik.

– Der kom i det hele taget utroligt mange positive tilbagemeldinger, hvilket jo var rigtig heldigt, for så fik Følgesvendene jo rigtig svært ved at argumentere for, hvorfor det var en dårlig ting. Jeg lærte rigtig meget om, at det er ok, også for mig, ikke at være fejlfri og turde stå ved mine sårbare sider også.

– Nu hvor bogen er blevet til, hører jeg, at folk både synes, den er sjov, men også lidt barsk. Men mange siger, at de føler, at de bedre forstår, hvordan man kan føle det, når man for eksempel har angst. Angst er jo på mange måder helt ulogisk og ofte meget svær at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det eller kender nogen, der har det svært. Ja, angsten kan jo være svær nok at forstå for os, som slås med det hver eneste dag.

– Jeg har også hørt om en, der ville bruge bogen i noget undervisning på en skole for sårbare unge, fordi det visuelle og humoren måske især tiltaler unge mennesker. Det føles bare helt vildt og uvirkeligt, men gør mig samtidigt så utroligt glad, hvis jeg kan give noget til andre med min bog. Det er det vigtigste for mig.

Bevidst og vigtigt redskab
– Jeg har næsten altid udtrykt mig kreativt og har brugt det meget i de svære perioder af mit liv, også som barn husker jeg, at det at tegne var en måde at falde til ro. Men hvor det tidligere ikke var så bevidst, er det de senere år blevet til et meget bevidst og vigtigt redskab, jeg bruger til at håndtere livet.

– Det er en slags medicin og noget, jeg ikke kan undvære. Selvom jeg med Følgesvendene fik gjort noget af det, der foregik indvendigt, helt tydeligt og håndgribeligt, så har jeg også opdaget, at der er nogle ting i mit indre – en stor sorg – der ikke kan fanges eller holdes fast.

– Det er noget, der ikke er ord for, og som jeg bliver nødt til at håndtere og udtrykke med kunst for at hænge sammen. Det er simpelthen nødvendigt at gå dybt ind i de afkroge, hvor sorgen ligger, og bruge kunsten som en slags udladning, både for at anerkende og trøste, men også for derved at give plads til mere glæde.

Fra dystre tegninger til meditative kruseduller
Når Cæcilie udtrykker sig gennem kunsten, bliver det ikke kun ved tegninger af følgesvendene. Hun bruger flere andre udtryksformer, der på hver deres måde bidrager med noget forskelligt.

– Jeg har mange forskellige stilarter, som jeg roder rundt med, alt efter hvad jeg har behov for at udtrykke eller bearbejde. Jeg bruger meget humoren og glæden til at le kærligt af mig selv og af verden, så den bliver mere blød og ikke så skarp. Ind imellem laver jeg også kæmpestore kruseduller, der strækker sig over mange uger ad gangen, som hjælper mig til at meditere og tømme hovedet, og andre gange tegner jeg ekstremt dystre sortkridt tegninger og tuder i timevis.

– Jeg har accepteret, at der i mit liv nok bare er et meget bredt spænd af meget store følelser hele tiden, som jeg bliver nødt til at forholde mig til på den måde, det er simpelthen blevet en del af min overlevelse.

Drømme om at blive illustrator
– Siden jeg var ganske lille, lavede jeg bøger. Først sammen med min mor, der skrev, mens jeg tegnede. Senere lavede jeg selv bøger, både historier og opslagsværker, hvor jeg tegnede alle mine tøjdyr og skrev deres baggrundshistorier. Da jeg blev voksen, begyndte jeg at drømme om at blive illustrator og illustrere børnebøger.

– Det skulle dog ikke gå sådan, da livet spændte ben allerede i mine tidlige teenageår. Drømmen om en dag at udgive en bog blev dog hængende. Det var derfor meget naturligt for mig at få den idé at lave en bog ud af mine tegninger om Følgesvendene, selvom jeg ikke førte idéen ud i livet lige med det samme.

– Det var egentlig først, da min psykolog spurgte, om hun måtte få lov at bruge nogle af mine tegninger til hendes undervisning, og jeg begyndte at få en masse positive tilbagemeldinger om, at der virkelig var nogle, der kunne få noget ud af sådan en bog.

Få udlevet en ældgammel drøm
– Det med, at jeg måske ville kunne give noget videre til nogle derude og at alt det, jeg har slidt og slæbt vil kunne bidrage med noget positivt til nogle andre. Det var det, der gav mig motivationen til at få udlevet en ældgammel drøm.

– Jeg håber på, at folk, der læser min bog, forhåbentligt vil blive en lille bitte smule klogere. Enten på dem selv, en de er tæt på eller måske mere generelt på, hvordan det kan føles at være psykisk sårbar?

Cæcilie håber også på, at mennesker herved kan komme tættere på hinanden, og det kan igangsætte mere af den kærlige humor.

– Det ville være fantastisk, hvis den kunne åbne op for en samtale om, hvordan vi hver især tackler livets stridigheder, og mest af alt, håber jeg på, vi kan le kærligt af os selv og verden, og forhåbentligt gøre, at vi mennesker kommer tættere på hinanden. Det er måske meget at ønske sig, men jeg har givet mig selv lov til at drømme, og det er næsten vigtigere end, at det hele går i opfyldelse.

Galgenhumor og kærlige undertoner
– Som udgangspunkt har det ikke været et bevidst valg at tegne mine Følgesvende med ”lige dele galgenhumor og kærlige undertoner”, som der står på bagsiden af bogen. Det er noget, der kom meget naturligt, men når jeg kigger tilbage, så kan jeg godt se, hvorfor det var sådan, det blev. Jeg tror på mange måder, at det var vigtigt for mig at bruge humoren og grine af mig selv for at lette noget, der i virkeligheden var meget tungt og dødsens alvorligt.

– Det var simpelthen nødvendigt for mig at grine af mig selv og ikke skælde mig selv ud mere, end jeg gjorde i forvejen. Jeg havde i det hele taget brug for en fundamental ændring i den måde, jeg så på mig selv på, som var ekstremt nådesløs, kritisk og hård.

Følgesvendene mister magt gennem humor
– Følgesvendene blev gjort morsomme og fjollede og deres synspunkter blev fremhævet som latterlige. På den måde mistede de lige så stille deres magt over mig. De blev ligesom mere ufarlige. Det er faktisk lidt sjovt, at det at gøre det hele mere humoristisk og en smule ”useriøst”, faktisk var at tage mig selv meget alvorligt.

– Mit arbejde med Følgesvendene har på mange måder gjort mig til et nyt og bedre menneske. Jeg har lært sider af mig selv at kende og er blevet klogere på, hvorfor jeg kæmper med nogle ting i mit liv, og jeg har lært at og stå ved mine sårbare sider og accepteret, at de altid vil være en del af mig. Men jeg tror det største af alt er at have opfundet mit eget medfølende selv, nemlig Cæculie, som man også kan læse om i bogen, og som er blevet en kæmpe del af mig og føles næsten som en rigtig person, der bor inden i mig.

Det negative er altid nemmest at spotte
At finde frem til et Medfølende Selv har været utroligt svært og forekommet helt urealistisk.

– Det med at opdage det, der er negativt ved en selv, er af en eller anden grund altid det nemmeste. Men at lære at være omsorgsfuld og kærlig overfor sig selv og se de positive sider, det er fandme svært. Det var faktisk så svært for mig, at jeg var overbevist om, at det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg troede aldrig, jeg ville lære det.

– Der, hvor der skulle være en kærlig og medfølende stemme til at sige, at jeg var god nok, der var simpelthen en rungende tomhed.  Det var som at opfinde den dybe tallerken med bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen, men det lykkedes, og det er nok det, jeg er allermest stolt af i hele verden, udover min søn.

 

Du kan købe Cæcilies bog her:

 

“Følgesvendene flytter ind” af Cæcilie E. B. Lybecker